Arnold Kling skriver om perioden 1945-47 i USA:

Government spending plummeted by nearly two-thirds between 1945 and 1947, from $93 billion to $36.3 billion in nominal terms. If we used the “multiplier” of 1.5 for government spending that is favored by Obama administration economists, that $63.7 billion plunge should have caused GDP to fall by $95 billion, a 40 percent economic decline. In reality, GDP increased almost 10 percent during that period, from $223 billion in 1945 to $244.1 billion in 1947.

Kling påpeger i øvrigt, at alle dem der var offentligt ansatte under krigen fik ansættelse i det private efterfølgende uden særlige offentlige initiativer.

Maurice McTigue skriver om 80′ernes New Zealand:

By 1984, when the conservative National Party called a snap election, the deficit was approaching a massive 9 percent of GDP with no budget in place. The government’s share of GDP was 45 percent, unemployment was 9 percent (it would later peak at 11 percent), the top tax rate was 66 percent, and the rate of economic growth was a sluggish 2 percent.

A decade later, New Zealand had one of the most competitive economies in the developed world. The government’s share of GDP had fallen to 27 percent, unemployment was a healthy 3 percent, and the top tax rate was 30 percent. The government went from 23 years of deficits to 17 years of surpluses and repaid most of the nation’s debt.

McTigue påpeger:

From 1986 through the mid-1990s, New Zealand sold off airlines, airports, maritime ports, shipping lines, irrigation projects, radio spectrum, printing offices, insurance companies, banks, securities, mortgages, railways, bus services, hotels, farms, forests, and more

(…)

… halved tax rates, eliminated all deductions that were not a cost of earning income…

(…)

In the new appropriations process, these CEOs (lederne af offentlige insitutioner, red.) signed a purchase contract identifying exactly what was to be produced for the money allocated.

(…)

Under the new approach, resources were devoted to resolving health problems, education problems, social problems, and poor work skills. This approach moved 300 percent more people from dependency to independent living. It was a carrot-and-stick approach, though: If work was available and a citizen was capable of doing the job, he or she had to take it or forgo benefits.

David Henderson skriver om Canada:

In 1994 government debt was 68 percent of Canada’s GDP. By 2008 that number was down to 29 percent.

(…)

Martin and Chrétien enforced discipline on other cabinet members with a zero-sum ground rule: If a cabinet member wanted a smaller cut in one program, he had to propose a bigger cut in another.

(…)

The 1995 budget also privatized a number of government corporations, including a railway, a uranium company, and the air traffic control system; and it tightened Canada’s unemployment insurance program

(…)

From 1992–93 to 2000–01, Canadian spending on federal programs fell from 17.5 percent of GDP to 11.3 percent. The Canadian economist Thomas Courchene notes that the latter figure was the lowest “in more than half a century.”

(…)

Although there were six to seven dollars in budget cuts for every dollar of tax hikes, he did raise taxes.

Som er artiklen med de tre indlæg plidtlæsning – eller bør være det. Jeg har fremhævet det vigtigste indhold, men man skylder sig slev en grundig gennemlæsning.

Lad mig først nævne, at C.S. velfortjent korrekser min udlægning af hans indlæg. Det er naturligvis ikke moral som koncept, kapitalismen undergraver, men derimod en bestemt moral, der for C.S. er et’ hjertens gode’.

En særlig veneration overfor tradition, en følelse af forpligtelse, en kærlighed til fædrelandet. Sagt på en anden måde en livsopfattelse, der fastholder subjektet på noget andet end det selv.

som han formulerer det. Jeg skal for nærværende ikke forholde mig til, om det er en ønskelig moral eller ej, men bare konstatere, at det er det nok – om ikke andet, så for debattens skyld.

Spørgsmålet bliver så, om kapitalismen per se undergraver denne moral og ydermere, om denne moral oprindeligt var en del af grundlaget for kapitalismen som derved også undergraves, når moralen gør.

Lad mig starte med et sted, hvor vi kun delvist er enige:

Hvis Jacob afviser at velstand fører et bestemt handlemønster med sig, så afviser han samtidig at mangel fører et bestemt handlemønster med sig. Han afviser med andre ord, at den brødflove mand ønsker sig brød. Der er med andre ord tale om en menneskeopfattelse, hvor menneskets handlinger opfattet som ubetingede.

C.S. bemærker i øvrigt sarkastisk, hvordan mit idealmenneske, i så fald, er en ø. Det er naturligvis ikke tilfældet. Jeg anerkender så gerne, at man som menneske er påvirket af alle mulige (og umulige) faktorer, når man bestemmer, hvilke handlinger man ønsker at foretage. Dette anerkender C.S. også, og bemærker korrekt, at der er tale om incitamenter, som ikke kan “oplistes og blotlægges i deres totalitet.” – dette ville jo kræve, at vi kender og forstår alt i det menneskelige indre. C.S. og jeg er altså grundlæggende set enige om, at ydre forhold påvirker indre, og at disse, og alle andre, former for incitamenter styrer menneskelige handlinger. Det kan endda undre, hvis C.S. tvivler på, om jeg anerkender incitamenter, da han ved, jeg er økonomisk skolet. C.S. og jeg er altså enige om, “at menneskers handlinger er motiveret både af økonomiske forhold og af ideer.”. Jeg skal her gengive C.S. afsluttende kommentar, da den i sandhed er interessant:

Kapitalismens fundament er en pligtetik, dens resultat er hedonisme. Måske fordi vi mennesker ikke er så gode som vi gerne vil det. Måske føler vi os primært forpligtet, når vi af nøden drives til pligten. Måske tager vi hellere på arbejde, når vi har brug for lønnen, end når vi kan undvære den. Dette synes i hvert fald at være et vigtigt element i kritikken af de manglende økonomiske incitamenter til at få sig et fast arbejde i dagens Danmark.

Dette kan være et svar, men kun for så vidt, at man accepterer, at menneskers handlinger er motiveret både af økonomiske forhold og af ideer. Med forbrugersamfundet har vi både fået ideer, der bekriger et menneskesyn, hvor forpligtelsen er i centrum, og med velstanden har vi mistet vores nødvendige incitament til at være moralske.

Jeg er enig med C.S. i, at øget velstand i nogen grad fjerner nødvendigheden af skabertrang og virkelyst. I C.S. eksempel kan man sige, at den brødflove objektivt set har mere brug for brød, end både C.S. og jeg har for et TV – hvilket ingen af os ejer. Et andet eksempel er, at folk kom i arbejde hurtigere, da man i sin tid kortede dagpengeperioden i Sverige – arbejdsløshed lærer computerprogrammør at taste taknemmeligt, eller hvordan udtrykket nu går. Men at den brødflove ikke skal kæmpe for sit brød i dagens Danmark er ikke kapitalismens skyld. Det er statsinterventionen og godhedens hellige navn, der sikrer, at alle uagtet indsats har en vis grad af rigdom, eller mangel på fattigdom om man vil. Derudover skal man holde sig for øje, at lykke, rigdom og alt andet her i livet i nogen grad er relativt. I Danmark kæmper vi ikke for at overleve, men imod det subjektive faktum, at vores egen bil bliver mere kedelig at se på, når naboen får ny. Så lønnen har vi stadig brug for, men af andre årsager, hvilket C.S. også anerkender. Det må i hvert fald være ‘forbrugerismens’ udpsring, hvis noget er. Man kan her med fordel genkalde sig situationer, hvor teenagere har brug ordene “det er jeg bare nødt’ til!” om f.eks. det at få en iPhone eller en bestemt taske. Deres nød er ikke at sammenligne med deres og vores bedsteforældres, men derimod med deres jævnalderenes besiddelser.

‘Forbrugerismen’ kan altså ikke i sig selv være undergravende for vores pligtfølelse, da den blot er en videreførelse af ældgamle principper eller ‘incitamenter’, som også vores forfædre benyttede sig af. Tværtimod er forbrugerismen med til at tvinge os op om morgnen, så vi kan tjene flere pene og forbruge endnu mere. Vores forpligtelse til at være en skabende del af samfundet obstrureres altså ikke af kapitalismen, tværtimod. Det er statsinterventionen, der tager fra skaberne og giver til sofarytterne, der skabe incitamenterne til ikke at bidrage til samfundet. Det er produktet af en socialistisk moral, hvor eksistens automatisk udløser krav. Når eksistens udløser krav ophæves subjektet, idet hver enkelt ikke længere må vende sig til religionen, fædrelandet eller familien for de små skub, som vi alle kan have brug or gennem livet. Kollektivet bliver subjekt for individders eksistensberettigelse og moralen ændrer sig, så alle forventer noget fra et fællesskab, som man ikke føler sig kaldet til at bidrage til.

Så for at vende tilbage til C.S. første udsagn, så er det netop kapitalismen, der fastholder subjektet på noget andet end sig selv. Det er netop, når man forstår betydningen af at stå alene, at man opdager værdien i et fællesskab. Et fællesskab der ophæves af den socialistiske moral, hvor individdet har krav på et fællesskabs værdier og fordele uden at skulle tage aktiv del heri.

Så kære C.S.: O tempora, o mores, men læg ikke kapitalismen til last.

C.S. skriver:

Efter krigen blev vi igen besat. Vi sagde aldrig mere en 9. april og opprioriterede forsvaret og vendte våbnene mod den sovjetiske totalitarisme. Samtidig afmonteredes dog hjertets Dannevirke, det nationale sammenhold krakkelerede alt imens klasserne opløstes og statsapperatet tiltog sig stadig mere magt. En forsumpelsens passivitet bredte sig i Danmark i kølvandet på velstanden og kapitalismens forbrugersamfund. Med alle de materielle værdier det lykkedes os at skrabe sammen, var det ikke længere nødvendigt at forsvare hjertets goder og således brød landets kulturelle selvforsvar sammen. Vores tanker indvaderes, vore sjæle koloniseredes df moderne popkultur og forbrugerisme. Varefetischsisme blev nationalreligion. Engang sagde vi aldrig mere 9. april, idag kan vi igen konstatere at det stadig er den 9. april

Det kan bestemt være relevant at diskutere C.S.’s Phillip Blond inspirerede kapitalismekritik, men her kommes der for nemt om ved det.

C.S. nævner selv statsapparatets omsigfattende fremvoksen, men konstaterer umiddelbart derefter – uden yderligere argumentation – at ‘forsumpelsens passivitet’ skyldes velstand og kapitalisme. Der opstilles en dikotomi mellem ‘materielle værdier’ og ‘ hjertets goder’, og vupti er al moral skubbet til side for endeløs tilranelse af ligegyldigheder i form af håndgribelige ting. Det er som om rationalet lyder, ‘hvis bare vi havde samme velstandsniveau som i starten af ’50erne ville samfundet kunne besidde fornuftig moral, ellers ikke’.

Hvordan velstand i sig selv er modstridende med moral er svært at følge, og det mangler C.S. – og mange andre i øvrigt – at svare nogenlunde sammenhængende på. Reductio in adsurdium : Er den menneskelige moral faldet næsten kontinuerligt de seneste 2.000 år? Jeg tvivler…