The sheriff arrived at the factory here to shut it down, part of a national enforcement drive against clothing manufacturers who violate the minimum wage. But women working on the factory floor — the supposed beneficiaries of the crackdown — clambered atop cutting tables and ironing boards to raise anguished cries against it.“Why? Why?” shouted Nokuthula Masango, 25, after the authorities carted away bolts of gaily colored fabric.

She made just $36 a week, $21 less than the minimum wage, but needed the meager pay to help support a large extended family that includes her five unemployed siblings and their children.

HT: Division of Labour

Den hvide bonde Mike Campell sætter sig imod Mugabes jordreformer, der er myntet på at drive hvide ud af Zimbabwe. De ansatte på farmen, der hovedsagligt er sorte, hjælper Campell, så godt de kan, og sætter dermed deres liv på spil. Gennem trusler, overfald, nærdødsoplevelser fra tæsk og gentagen chikanering kæmper den 74-årige med sin svigersøn som væbner imod den statssanktionerede uretfærdighed, de oplever.

Dokumentaren Mugabe and The White African er ganske glimrende. Filmen udstiller den sjældent italesatte(i mangel af bedre ord) racisme, som herkser i Afrika: racismen mod de hvide. Som så mange dokumentarfilm har denne dog også både sin styrke og sin svaghed i det konkrete eksempel. Styrken er, at vi følger den plagede familie helt tæt og dermed får sympati med dem og deres sag. Svagheden er, at dokumentaren i ringe grad løfter sig op i et større perspektiv end det, der er familien Campell. Det havde hjulpet gevaldigt, hvis dokumentaren havde beskrevet den genrelle fattigdom Mugabes politik har ført til, eller hvis man havde trukket en bemærkning til de forfærdlige optræk, der er i Sydafrika.

Udover disse mangler, så er dokumentaren dog seværdig, og det er fint at blive mindet om, at den fattigdom dele af Afrika oplever ikke blot skyldes mangel på vestlige kreditkort, men rent faktisk drejer sig om ufattelig ringe lokal politik og ikke mindst et næsten ikke eksisterende retssystem.

EDIT: Jeg glemte at nævne en ganske interessant scene, hvor en søn af en minister kommenterer på, at man i Zimbabwe ikke ønsker ‘den hvide mand’, men at man godt kan lide ‘den gule’. Han nævner eksplicit Kina som et godt land.

Grækenland afholdte i 2004 et smukt OL, ingen tvivl om det. De obligatoriske jubelscener, nye rekorder og veltrænede atleter fyldte tv-skærme verden over til stor glæde for de lige så obligatoriske tv-seere, der til lejligheden bliver sportsinteresserede.

Forud for et sådan pragtarrangement går naturligvis enorme forberedelser. Mange milliarder i investeringer går forud, og deriblandt et utal af bygninger, som værtslandet ikke tidligere havde behov for, og åbenbart heller ikke vil have efter. Således rapporterer en artikel fra Wall Street Journal om, hvordan stadions fra OL 2004 enten står tomme eller i dag bruges til andre formål – f.eks. er en badmintonhal i dag koncertsal. De tomme bygninger er ligefrem blevet et symbol på Grækenlands problemer under krisen.

Det mange glemmer, når de forudser vækst for et værtsland for OL, VM eller lign. er, at investeringerne ikke nødvendigvis afspejler det, de investeringer, der er brug for, i en alt andet lige situation. Med andre ord, så vil investeringerne ikke give afkast, når VM først er ovre. Derimod har man brugt en masse penge, som man formentlig ikke tjener ind igen.

Turisme giver derimod klart penge i kassen, og især i det pågældende år, hvor begivenheden afholdes. Men denne effekt kan nemt aftage, når først selve trækplasteret i form af sportsbegivenheder er væk.

For Grækenland er investeringerne blevet et udtryk for den forfærdelige situation, landet nu er i. Investeringer som i dag intet kaster af sig end dårlig samvittighed. Lad os håbe, at Sydafrika får mere ud af det. Jeg tvivler.