En digital valuta med en begrænsning i væksten, der – indtil grænsen nåes – er konstant er allerede en realitet.

Projektet hedder Bitcoin, og bruges allerede som betalingsmiddel i den virkelige verden, f.eks. det canadiske F.A.Hayek Institute.

Bitcoin er elektronisk, væksten i pengemængden har fastsat gennemsnitlig konstant udvikling og har i øvrigt en øvre grænse af teknologiske årsager. Herefter vil der naturligvis opstå deflation.

Fordelen ved systemet er naturligvis, at det ikke er underlagt nogen regerings kontrol, og derfor skla man ikke være nervøs for et overinflationært økonomisk miljø, som ellers kan være en bekymring. For mig at se er systemet primært interessant, fordi – og for dem – der allerede arbejder på fristatsprojekter eller oprettelsen af nye stater i internationalt farvand.

Jojo, jeg anerkender, at Lund Madsens talkshow ikke er vidunderlig sjovt. Men så igen, hvad på dansk TV er for alvor frivilligt morsomt?

Anders Lund Madsen har derimod en fast klumme på JP, som bestemt er læseværdig – står fint til frokost eller lignende pauser. Man kan forestille sig Berlingskes ‘Groft sagt’, blot med mere underfundig sarkasme.

I den seneste klumme, Udblik: Jeg anklager, skriver Lund Madsen bl.a.:

Jeg betaler bøder. Uden at kny. Hvis de er o.k. Og tro mig. O.k. har vide rammer. Det er trods alt København. Byen, der lukkede Nørrebrogade for biler. Bare for sjov. Byen, der kræver 45 kr. for en times parkering. Bare for at se, om man virkelig kan. Byen, der ved årsskiftet bad sine egne indbyggere betale 690 kr. om året for at få lov at have deres egen bil holdende nede på deres egen gade.

Og forsætter med en bredside mod ‘tidens trend’:

[J]eg bor lige over for Fælledparken, som er Københavns største park. Det er imidlertid slet ikke nok for gutterne inde på kommunen, der dybest set helst vil fjerne selve byen fra vor hovedstad, således at den bliver en mellemting mellem en (sikkerhedsmæssig forsvarlig) legeplads og en skov.

Jeg er helt enig med Lund Madsen i denne anklage. Klummen som ovenstående uddrag stammer fra er primært simple hverdagsbetragtninger, men af og til løfter Lund Madsen sig længere op. Som f.eks. da han for en uge siden skrev en klumme, Udblik: Det forkerte stof, hvori han erklærer det politiske system for dødt.

Anders Lund Madsen erklærer det politiske system for dødt, fordi der ikke længere eksisterer magt i systemet. Magten forsvandt sammen med de sidste rester af politikere med format. Politikere, der ikke tør have en holdning med løber med, undskylder, og knap nok er. Politikere der ikke repræsenterer holdninger men kun magten, og som siden opdager, at magten i sig selv ikke eksisterer. Eller som Lund Madsen beskriver det:

Men når jeg ser på Gordon Brown, der står uden for den sure dames hus og smiler sygt, mens han undskylder over for Storbritannien, at han kaldte hende sur – og hun var sur! – så ved jeg, at jeg ikke tager fejl.

Lund Madsen mener ganske enkelt, at det politiske system er dødt, fordi ingen politikere tager det alvorligt. Fordi ingen politikere har noget at byde på, men bare byder sig til. Og hvor har han dog ret.

Jeg nægter at skrive, at alting var bedre i gamle dage. Men alting var bedre i gamle dage. I hvert fald inden for politik. Da jeg var dreng, var der politikere, man kunne se op til – selv hvis man var voksen og klog. Nu er der Lene Espersen.

For at parafrasere en Sun forside: Will the last person to give up politics please turn out the lights?

What’s good for capitalists is often NOT what’s good for capitalism, not to mention the long-term well-being of most of the citizenry.  Yes, I’m happy my TIAA-CREF will be doing better, but I’m far more concerned that we continue to bailout the short-sighted, immature behavior of our European counterparts.  At the current rate, it may be only a matter of time before we see the Greece scenario play out in individual states or at the federal level here.

The desire for “stability” is indeed the siren’s song of the end of freedom.

Min fremhævning. Hele indlægget kan læses her: The “Siren’s Song of Stability,” European Version

Helle Thornings egen datter skal i privatskole, og det samme skal Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsens. Jeg har ikke noget imod privatskoler, og det er givetvis en fornuftig beslutning. Men Helle Thorning har trods alt i en debatbog om ‘Forsvar for fællesskabet’ kommenteret på årsagen til, at forældre vælger privatskoler:

Mange steder er den vigtigste forklaring imidlertid et egoistisk snæversyn i middelklassen. En del forældre går efter skræddersyede privat tilbud, der angiveligt lige passer til behovet hos deres barn – engelsk fra første klasse, at børnene bliver verdensmestre i matematik før de kan binde deres eget snørebånd eller eksotiske pædagogiske tilbud, hvor fingermaling prioriteres over basale faglige færdigheder

Vi kan altså konkludere, at Helle Thorning er underlagt et egoistisk snæversyn?

Forskere fra Syddansk Universitet har, groft sagt, undersøgt, hvorvidt politikere får samme behandling, når de optræder i medierne – lige lang taletid, omtales kritisk eller ej osv. Her finder de, at DR og TV2 giver samme behandling, og at denne behandling er velafbalanceret og fair (‘Resultat listen kan ses her[jpg])

Men er det nu også virkelig det, der er den interessante ‘myte’ om journalisternes nyhedsdækning? Selvfølgelig ikke. Almindelig anstændighed dikterer naturligvis, at politikere fra begge fløje har ret til lige behandling, når de optræder i statsmedier[sic!]. Men hvad er så myten om journalisters politiske ståsted og dettes indflydelse på nyhedsdækningen? ‘Myten’ er, at journalisternes prioriteringer i historier og vinklen herpå er bestemt af deres politiske ståsted, og det har ovennævnte undersøgelse slet ikke undersøgt – “irrelevant i denne sammenhæng”, som forskerne noterer.

M.a.o. er der stadig grund til at mene, at journalister påvirker nyhedsdækningen i en stærkt venstresnoget retning. Min påstand er, at stort set alle journalister hellere skriver om et ‘skattehul’, der giver lavere provenu end tilfældet kunne være uden, end de skriver om en skatteregel, der skaber store gener i virksomheders hverdag og dermed gør virksmhederne mindre konkurrencedygtige (og sænker det potentielle skatteprovenue?).

Denne skævhed skyldes to ting.

For det første journalisternes politiske ståsted, der påvirker journalisternes prioritering af historier og vinkler herpå – som i 60′erne og op gennem 70′erne og 80′erne i nogen grad formentlig var en bevidst prioritering blandt ventreorienterede journalister, der gennem deres virke ikke var for fine til end ikke at tilstræbe objektivitet. I dag er problemerne større, fordi de nye generationer af journalister er født ind i velfærdsstaten svøbe, og dermed skriver venstredrejet blot de holder sig indenfor den offentlige konsensus. Tillagt at journaliststanden er berygtet, om noget, for manglende reflektion over de nyheder, der viderebringes og det totale fravær af andet end overfladisk viden, om de emner de skriver om, kan man kun svært gøre sig håb om, at dette ændrer sig.

Det andet, der bidrager til ovennævnte skævhed er selve journalistuddannelsen. Her opflaskes bladsmører in spe i at finde frem til konflikter og derefter stille nogen til ansvar. Og nogen er naturligvis altid magthaverne, der forvnetes at gøre noget ved et problem journaliste har unet frem til (eller skabt?).

Den undersøgelse, der i dag er blevet populariseret afliver altså ikke dne helt centrale myte omkring journalisternes venstresnogede tendenser.

Prove me wrong, men jeg tror, myten lever!

For de der interesserer sig for den slags er der også tale om en overfaldisk lektion i forhandlingsteknik.

Nogen bud?

Efter forhindringen af terrorplaner mod Danmark er flere

Det korte svar er: Det gør det ikke. Det lange svar er lidt mere interessant.

Men lad mig starte et andet sted. Catch-22 er navnet på en bog, og bogen har lagt navn til et paradoks. Forestil dig, at du er engelsk pilot under Anden Verdenskrig. Dødraten for disse var enorm, og det vidste piloterne godt. Den eneste måde, du kan blive fritaget for tjeneste på er dog, hvis du kan gå hen til psykologen og blive erklæret sindsyg. Problemet er dog, at det at sætte sig op i en flyver, hvor man næsten går den visse død i møde, er i sig selv sindsygt. Går du ned til psykologen og beder om fritagelse, foretager du altså en fornuftig handling og udviser det modsatte af sindsyge.  Konklusion: Du flyver ligemeget hvad, og det er paradokset i catch-22.

Tilbage til terrorloven.

Den politiske logik foreskriver – åbenbart – at et vellykket projekt skal have flere penge. Således skal terrorbekæmpelsen have flere penge, fordi det rent faktisk lader til at have virket.

Forestil dig nu, at du er chef for PET, go du skal rapportere for politikerne om PET’s indsats og hvad der skal ske fremover. Hvis du rapporterer, at alt er i den skønneste orden og at I fanger terrorister selv i forkostpauserne, så får du flere penge. Men rapporterer du, at alt går rigtigt skidt, og du derfor bliver nødt til at bede om flere penge, får du det også, da politikerne jo nødig vil virke uansvarlige.

Her er et nyt paradoks: Hvordan kan den danske stat blive mindre, når den allerede forsørger over halvdelen af befolkningen og politikerne vil give penge til projekter ligemeget hvordan de går?

Anden har for godt et år siden i forbindelse med sit seneste show givet et interview til Berlingske, hvor han skælder danskerne tilbagelænede krævermentalitet ud.

Old news, I know, men til mit forsvar var det i et af mine gamle indlæg og ville blot have det med her. Jeg vil egentlig blot give jer de gode citater:

Alt bliver mere og mere strømlinet og regelret. Jeg har et helt romantisk billede af, hvordan Danmark var i begyndelsen af 1990erne. I dag er der enormt mange ting, vi ikke må, og der kommer hele tiden flere regler. Man kan ikke holde en spontan fest i Frederiksberg Have, for det skal anmeldes, når mange mennesker samles. Man må ikke filme på Strøget uden at have søgt om tilladelse. Og så er der lige pludselig videoovervågning og diskretionslinjer og rygeforbud. Det er som at leve i et åbent fængsel. Man må gå ned ad gaden, og man må gå hjem, og man må passe sit arbejde – og så må man i øvrigt ikke stille sin cykel op ad nogen som helst vinduer nogen steder

I skolen syntes jeg tit, at læreren var sådan en, der bremsede drømme og tanker. Når man er barn, så tænker man jo bare: Kunne det ikke være fedt at bygge et hus ude i skoven? Men det må man jo ikke. Kunne det så ikke være fedt at tage ud og fiske? Nej, for så skal man have et fisketegn. Det gjorde mig enormt trodsig.

Som ungt menneske er man meget lydhør over for indoktrineringen mod det dér hamsterhjul, som vi helst skal ende i alle sammen. Man skal have noget at falde tilbage på. Man skal have en grunduddannelse, ellers er man en taber,

Jeg gør mig hele tiden umage med at være et hak mere venlig og have et hak mere overskud – og med ikke at gå og bitche over småting som, at vejret er dårligt

Folk kommer hen til mig og siger: ’Du skal bare vide, at jeg ikke kunne lide det, du lavede.’ Og hvis jeg så spørger, hvorfor de fortæller mig det, så reagerer folk ofte med at sige: ’Skal jeg ikke være ærlig?’ Folk anser det for en enorm stor kvalitet, at de er »ærlige« og ikke bange for at sige deres mening. Men de har jo ikke så travlt med at bruge ærligheden til at dele ud af sig selv og fortælle, hvornår de sidst har grædt, hvad de får i løn, og hvad de er bange for. Det har ikke en skid med ærlighed at gøre. Det er mennesker, som prøver at booste deres eget ego ved at dykke andre.

Hvis man eksempelvis synes, at det flyder med snavs på gaderne, så må man sgu gøre noget selv i stedet for at brokke sig og sidde og vente på en affaldskampagne.

Mange mennesker er passagerer i livet i stedet for selv at sætte sig bag rattet. De fleste lever jo på en måde, som får dem til at synes, at livet er hårdt, og at de selv er ofre

Jeg ved ikke, om Anden stemmer på et af de såkaldt borgerlige partier, men interviewet i Berlingske antyder ret krafigt, at han på ingne måde lider under kollektivistisk tankegang.