Det drejer sig om denne artikel: What Twitter users asked the president. Anledningen var den, at man kunne stille spørgsmål til Barack Obama over Twitter, og han ville så svare på nogle af disse, ligesom han svarer på spørgsmål fra journalister. Twitterbrugerne kan, efter min bedste overbevisning, betragtes som værende langt mere repræsentative for ‘befolkningen’, end journaliststanden kan.Opsummeringen kan ses herunder:

Hvad fortæller grafen os?

Relativt til twitterbrugerne, går journalister mere op i valg, partier, krig og budgetunderskud.

Twitterbrugerne går mere op i arbejdsløshed og skatter.

Jeg synes, det er ganske interessant. Med andre ord går twitterbrugerne mere op i de ting, der er mest vedkommende for den enkelte, mens journalisterne spørger ind til makropolitiske emner, der ofte ligger langt væk fra borgernes hverdag.

Det interessante er, at f.eks. Twitter måske i fremtiden kan hjælpe med at give mere borgernær journalistisk, simpelthen ved at skære det mest fremmedgørende element væk, nemlig journalisterne.

• Indiens økonomiske chefrådgiver har udgivet dette paper: “Why, for a Class of Bribes, the Act of Giving a Bribe should be Treated as Legal[PDF]“, HT: MR.
• Det løbske lokomotiv: Peter Kurrilds gennemgang af evigt stigende offentlige udgifter og årsagen hertil.
• Journalistisk spin skaber politik, i hvert fald ifølge Ph.D.-afhandlingen ‘Christiansborg uden for citat‘, der forsvares netop som dette indlæg udgives.

Et flertal udenom regeringen vil undersøge finanskrisens årsager, skriver Børsen. Det er, hvem skulle det ellers være, DF, der synes det er skide smart, fordi deres borgerlighed byder dem også at have lidt ondt i røven over, at bankerne stadig drives privat – tror jeg nok.

Hvorom alting er, så er det en rigtig dårlig idé af flere årsager. Først den åbenlyse, som Morten Bødskov selv gør opmærksom på:

Hver gang har vi set kraftig eksponering på ejendomsmarkedet, uhyre kreative finansielle produkter, risikovillige bankledelser og et finanstilsyn, der er haltet bagefter. Det gider vi simpelthen ikke se igen en fjerde gang. Derfor er en kommission nødvendig

Jeps, den er god nok. Konklusionen er nemlig skrevet på forhånd, og der skal massive lovindgreb til overfor bankerne, for dem kan ingen lide. Men hør nu, kunne man indvende, hvis det bliver vedtaget på DF’s stemmer, er det vel ikke Morten Bødskov, der skriver konklusionen? Nej, det kunne også være Peter Skaarup fra DF, som er helt enig:

Det vil være fint at få en undersøgelse, der sagligt gennemgår, hvad der er begået af dumheder og fejl under krisen. I den forbindelse kan man ikke undgå at komme ind på bankernes rolle.

Bid mærke i den subtile anfægtning af bankerne. Elegant, Peter, elegant.

Men udover at en sådan kommission udelukkende vil blive sat i verden for at skabe grundlag for massiv regulering af bankerne, så er det også et kæmpe problem, at den helt sikkert ikke kommer til at blive tilpas dybdegående. Rapporten kommer ikke til at nævne, at nogle af verdens fremmeste makroøkonomer har lavet solid forskning, der viser, at for lempelig pengepolitik har været en medvirkende årsag, samt vækstpakker formentlig har forsvindende efekt på andet end gældsbjerget. Den kommer nok ikke til at antyde, at politiske garantier havde skabt ‘moralsk hazard‘, som fik bankerne til at handle, som de gjorde. Og vi kommer nok heller til at se en kritik af brugen af særlige økonomiske modeller. Listen kunne forsættes, men det bliver det ikke mindre trist af.

Hvor er det synd, når ‘forskning’ bliver spændt for politikernes vogn. Men endnu mere synd er det, når ‘forskningen’ lader sig forspænde. Det bliver spændende at se, hvem der takker ja til opgaven.

Division of Labour bringer dette udklip om forholdet til tobak i transportindustrien:

The managers of the great railway systems have long insisted that their employes abstain from the use of intoxicating liquors. Now it is announced that the Atchison, Topeka & Santa Fe Railroad is discharging those of its men whose “yellow fingers” betray their addiction to the habit of smoking cigarettes. Beginning with this month, no more cigarette smokers will be employed.

The report, just published by the Commissioner of Internal Revenue shows that tobacco use in all forms is largely increasing in this country, and that 7,000,000,000 cigarettes were smoked in the year ended last June, a billion more than in 1909. The Sante Fe Railroad does not prohibit the use of cigars or of pipes by its men. The company believes these are not so injurious as cigarettes. But we doubt whether it has any scientific confirmation of this belief…

Det er først nu gået op for mig, hvad der egentlig var striden i forbindelse med Finansloven, hvor et jysk venstremedlem næsten gav op. Nu gav pågældende venstremedlem kun næsten op, og gjorde det primært for sin egen sin mands vindings skyld, men der burde have været sagt fra. Ifølge Autoværkstedernes Brancheforening betyder lovændringen, at

grænsen for, hvornår en bil må repareres efter en færdselsskade uden, at der skal betales registreringsafgift på ny, reduceres fra 75 til 65 procent af bilens handelsværdi. Udgør skaden mellem 55 og 65 procent af handelsværdien er forsikringsselskaberne forpligtet til at tilbyde kontanterstatning. Denne procentsats har hidtil været 65 procent.

Har du et værdsat køretøj, og kommer uheldigt afsted, således at bilen skal repareres svarende til 66% af bilens handelsværdi, skal du altså betale registreringsafgiften én gang til – du ved den der afgift på 180%.

Hvis vi nu skal lege med idéen om, at dette har andet formål end at smide penge i statskassen, hvad kan så være årsagen til dette påfund?

Der har muligvis været et bemærkelsesværdigt antal svindelsager, hvor biler lige akkurat er blevet smadret godt 75%, så de stakkels forsikringsselskaber lige så godt kunne kaste den uheldige ejer en ny bil, fremfor at reparere den gamle. Undersøgelser har muligvis vist, at det er langt sværere at smadre en bil mindre – f.eks. godt 65% – hvorfor man har sænket grænsen så færre vil vælge denne løsning og i stedet optræde ærligt og… ÅHHH, jeg giver op!

Flere penge i statskassen, YIII-fucking-HAAA!

Jeg behøver end ikke kommentere yderligere på dem. Overskriften og underrubrikken siger det hele:

• Staten har enorm magt i Amagebanken

“Den hidtil hemmeligholdte aftale mellem Finansiel Stabilitet og Amagerbanken er nu offentliggjort, og den fortæller historien om en stat, der har ret til at bestemme stort set alt.”

• Staten tjener halv mio. på din nye Avensis

“Staten er den helt store vinder, når du køber en ny bil og beholder den i fire år. På en almindelig familiebil tjener staten over en halv mio. kr.”

• For anden dag i træk faldt renten på F1-lån

Trichet(direktøren for den europæiske centralbank, red.) gav en hjælpende hånd til danske boligejere.

Hvornår får vi en borgerlig regering?

• Per Stig vil indføre nyt Landsting for at stoppe »stemningsdemokrati«

Der er måske jokepotentiale her, men jeg har længe argumenteret for, at den nuværende styreform er problematisk.

• Søvndal: Ingen privathospitaler om ti år

Lade det offentlige udkonkurrere det private? Hmm, hvor meget statsstøtte kræver det, nogen bud?

Spørgsmålet må være, hvad betydningen af 70% sammensat marginalskat er. Den egentlige betydning er, at af det arbejde vi udfører, bestemmer politikerne over 70% (eller mere) af det vi tjener, og vi bestemmer selv over 30%. Med andre ord arbejder vi til andres fordel størstedelen af tiden, vi er på arbejde.

Et arbejde handler om at genere værdi, som nogen betaler en løn for, fordi det kan betale sig. Ens indsats er penge værd. Men af dette værd råder staten altså over 70%.

Da ens egen krop – og det den producerer – er det nærmeste og mest direkte udtryk for den private ejendomsret, er denne altså indskrænket i en sådan grad, at kollektivet i Danmark i dag råder mere over hver af os, end vi selv gør.

Det er trist, og det bør ændres…

Det hele berettes af TV2 Østjylland. Sagens problemstilling er:

I alt har det vist sig, at 146 borgere har fået stoppet deres sygedagpenge, og de får derfor genbehandlet deres sag. På nuværende tidspunkt er det sket for 34 borgere, og senest 1. januar 2011 vil alle have fået besked om det videre forløb.

Sygedagpenge udbetales, ifølge Borger.dk, hvis du “er ude af stand til at arbejde pga. din egen sygdom eller hvis du er kommet til skade.” Sagen begyndte, da private vikarer bedømte nogle sager i Randers Kommune, hvorom TV2 Østjylland beretter (Min fremhævning):

I Randers Kommune skete det i et samarbejde med Ressourcekonsulenter og Falck Healthcare. Vikarerne havde samme faglige kvalifikationer og var sidestillede med de øvrige medarbejdere på Jobcenter Randers. Det vil sige, at de arbejdede efter gældende retningslinjer og med reference til ledelsen på jobcenteret.

Vikarerne blev dog ikke direkte aflønnet af Randers Kommune, og det er på den baggrund, at Beskæftigelsesankenævnet og Ankestyrelsen har kendt vikarernes afgørelser for ugyldige.

Artiklen antyder altså, at det faktum, at vikarerne blev aflønnet af en privat virksomhed og ikke af kommunen fik dem til at foretage en anden vurdering af, hvorvidt de berørte mennesker reelt var syge. Jeg ser primært to interessante spørgsmål i denne sag:

1. Hvorfor de privataflønnede vikarer vurderede arbejdsduelighed anderledes end de offentligt ansatte.
2. Hvis vikarerne havde ret i bare nogle af tilfældene – hivlket er sansynligt – burde man kunne lære noget om socialt bedrageri.

Hvis der skal herske harmoni og tillid i et samfund, må man have en grundlæggende tillid til forskellen på mit og dit. Ellers presser man folk ud, der vil forsvare sig selv.

Den helt konkrete sag, der har fået mig til at (gen-) overveje dette, er sagen om indbrud ved Skjoldhøj Kirke i Århus – at der er tale om episoder ved en kirke er sagen uvedkommende. Skjoldhøj Kirke tog konsekvensen og hyrede et privat vagtværn, der kunne passe på deres sognebørn biler og dermed deres private ejendom. Et – kunne man mene – fornuftigt og naturligt modsvar til de stigende problemer med indbrud i biler. Problemet er bare, at det Skjoldhøj Kirke ifølge Østjyllands Politi ikke må hyre dette vagtværn. Det må de ikke, fordi parkeringspladsen har såkaldt ‘almindelig adgang’ – ifølge vatgtloven må private vagtselskaber ikke operere her. To ting springer i øjnene:

1. Hvad hvis det var frivillige? Lad os antage, at et par raske drenge fra Skjoldhøj Kirke under gudstjenesten gik nogle omgange på parkeringspladsen og foretog en civil anholdelse, hvis de var vidner til indbrud eller forsøg herpå. Dette ville ikke være ulovligt – hvordan skulle det næsten også kunne være det? Med andre ord; politiets anke – lovens foreskrifter – er grundlæggende, at private virksomheder ikke må tjene penge på noget, som er politiets kerneopgave, nemlig at sikre lov og orden på offentlige områder. At politiet ikke er denne opgave voksen må altså ligge Skjoldhøj Kirkes sognebørn til last. Lov er lov og lov skal holdes, og loven siger, at private vagtværn ikke må patruljere offentlige områder. Slut. Gjorde nogen det frivilligt , ville det ikke være et problem, og konklusionen må derfor være, at loven foreskriver, at man ikke må tjene penge på at udføre den kerneopgave, som politiet burde stå for – selvom den ikke udføres (modargumentet om problemerne i konkurrence mellem vagtværn på ‘offentlige områder’ imødegåes i detaljer her)
2. Hvad med vores rettigheder? Jeg er modstander af naturrettigheder, dvs. det at de rettigheder vi har som mennesker kommer af naturen, eller at det er nogle vi har grundet det, at vi er mennesker – grundlæggende baserer disse argumenter sig på en idé om, at rettighederne er gudsgivet. Hvis rettigheder ikke er noget, man har som menneske per se, må de komme et andet sted fra. Det er åbenlyst for enhver, at der eksisterer visse rettigheder de facto, som ofte udtrykkes ipso facto i menneskelig interaktion. Det sidste er kernen i min tilgang til rettigheder. Rettigheder opstår i interaktion med andre. Lad os først forestille os et samfund med to mennesker, der er lige stærke. De aftaler at respektere den andens rettigheder – såsom privat ejendomsret osv. – og lever i lykkelig sameksistens. Alt andet ville være tåbeligt, da ingen af dem ville vinde ved det modsatte. Hvis vi så introducerer en tredje mand til vores samfund, ændrer billedet sig. Denne mand er stærkere end de to andre enkeltvis, men hvis de rotter sig sammen, har de samme styrke, som ham. De ‘to små’ aftaler at hjælpe den anden, hvis der bliver problemer, og informerer den ‘nye store’ om dette. Sammen finder de tre ud af, at det nok er bedst, hvis de alle respekterer de andres rettigheder. Denne konstruktion kan i princippet udvides med flere og flere mennesker, til der til sidst er tale om det, vi kalder et samfund. Af frygt for at blive den lille er alle interesserede i at respektere andres rettigheder. Systemet fungerer fint, så længe man overholder sine aftaler, som f.eks. de ‘to små’ fra før, der ville hjælpe hinanden, hvis den store ville bryde en af de tos rettigheder. Hvad har det med sagen fra Skjoldhøj Kirke at gøre? I pågældende sag, at de ‘to små’ glemt at overholde deres aftale om at hjælpe hinanden; eller sagt med andre ord, politiet har ikke forsvaret de sagesløse sognebørn mod tyveri og indbrud i biler. Dermed sker der et grundlæggende brud på rettighederne, hvor ejendomsretten ipso facto bliver ophævet – ligesom den ipso facto blev indført ved fællesskabets interesse i sameksistens og derigennem overholdelse af rettigheder.

Ved ikke at imødegå indbrud i sognebørnene fra Skjoldhøjs biler underminerer politiet i markant grad den private ejendomsret, og der bidrages til yderligere erosion, ved at loven forbyder, at man ‘tager sagen i egen hånd’. Det er trist, og det er den slags, der i længden fører til velfortjent utilfredshed med et system, som baserer sig på den underliggende samfundskontrakt, at rettigheder er et projekt for fællesskabet. Man kan læse meget mere om denne ovenstående tilgang, hvis man vil, her.

Og som en digression; ovenstående er blandt årsagerne til, at jeg er sympatisk overfor Kasper Støvring, når han taler om, at samfundets sammenhængskraft og harmoni baserer sig på kulturel og delvist religiøs overenstemmelse. Men det kan blive et andet indlæg.

Og ja, dette var det første indlæg, hvor jeg direkte refererer til teorier om anarko-kapitalisme.