Lad mig causere en smule over følgende graf:

Spørgsmålet er jo så, hvad man kan udlede af denne graf.

1. Obama-administrationens makroøkonomer tog fejl
   • Det er måske åbenlyst ja, men det er vigtigt at bemærke sig, da det – endnu en gang – understreger vigtigheden af ikke at lave for skråsikre udtalelser om makroøkonomisk udvikling. Det er en simpel, men afgørende, Hayekiansk lære, at centralstyring af økonomien er så godt som umuligt – og her snakker vi ikke for eller imod planøkonomi, men derimod det problematiske i interventionisme, altså politikeres påvirkning af markedskræfterne og det forventede udkomme heraf. Det er netop her makroøkonomerne i Obama-administationen bør have fået sig en velfortjent lærestreg – og bemærk, at det ikke bare er fordi de er økonomer i Obama-administrationen. Havde McCain været præsident havde hans økonomer nok lavet samme fejl, omend måske knap så grelt, da højreorienterede økonomer typisk ikke vurderer offentlige investeringer så højt.
2. Arbejdsløsheden er større end den forventede arbejdsløshed uden redningspakker
   • Med forbehold i ovenstående, så er dette også værd at bemærke. Kunne det tænkes, at redningspakkerne har skadet mere end gavnet – at den såkaldte multiplikatoreffekt er under 1? Sagt på en anden måde: Har hver krone det offentlige har investeret givet under én krone i vækst? Den anerkendte økonom Robert Barro fra Harvard, har i WSJ skrevet mere generel kritik af multipliers, og den ligeledes højt anerkendte John Taylor har på sin blog gjort opmærksom på den manglende vækst, ligesom han også i en sammenligning mellem 1937 og 2011 har gjort opmærksom på vigtigheden af, at private investeringer driver væksten, fremfor offentlige.

Og hvad er så bl.a. den hayekianske lære, der gør, at man bør have en vis skepsis overfor makroøkonomiske forudsigelser. Der er flere årsager, men blandt dem er:

• Spredt information
  • For at lave helt præcise analyser af økonomi skal man have en masse lokal information samlet et centralt sted, hvilket i sig selv er en udfordring, måske umuligt. Ændringer ude lokalt kan få stor betydning for den samlede økonomi – f.eks. vejrforhold eller produktionsnedbrud. Lederen af et lokalt kraftværk ved godt, at dette vil skulle lukkes for reperation, men hvis økonomi-zharen ikke tager dette med i beregningerne, går det galt. Mange små ændringer multipliceres op som ringe i vandet, når disse ændringer får konsekvens ud igennem det økonomiske system. Alt dette gør det i sig selv svært at styre økonomien, selv hvis vi betragtede den som en række øjebliksbilleder.
• Samfundet i bevægelse
  • Men forholdene i samfundet ændrer sig konstant, er dynamisk. Der sker hele tiden ændringer i det økonomiske system med intereffektuelle konsekvenser. Ikke nok med at man skal samle al informationen centralt, den skal også bearbejdes i realtid og ændres uophørligt af ændringerne i samfundet. Forestil dig et billardbord, uden huller, med et helt spil baller, hvor der er påsat en række køer, der konstant skyder i hver sin retning og dermed holder ballerne i bevægelse. Som økonomisk planlægger er det din opgave hele tidne af regne ud, hvor ballerne har været og er på vej hen. En voldsom opgave i sig selv, men den virkelige opgave er langt værre.
• Individuelle præferencer
  • Forestil dig førnævnte billardbord, men hvor køerne ikke konstant skyder i hver sin retning med derimod betjenes af mennesker, der skyder helt som det passer dem. Dermed afslører hver enkelt sin individuelle præference for, hvor vedkommende mener, at ballerne skal skydes hen. Men før skuddet er afgivet, kan du ikke vide, hvilken ball der bliver ramt, og hvor den bliver sendt hen. Det er i denne situation, at en økonomiske planlægger i den virkelige verden skal forsøge at regne ballernes retning ud – umuligt. Der nogle små knep, som økonomer bruger, der hjælper dem med at tilnærme sig, hvor hver enkelt nok vil skyde hen, men dette kan kun gøres med en vis sandsynlighed. Og samfundet er alngt mere kompleks end et billardbord. Vores individuelle præferencer afsløres når vi handler ind, når vi vælger job, den indsats vi lægger på vores job, den måde vi opdrager børn på osv. Og det har alt sammen betydning for, hvordan økonomien udvikler sig.

Derfor skal man forholde sig med skepsis til skråsikre makroøkonomiske udtalelser, og de fleste økonomer bør forholde sig med en del mere ydmyghed til deres eget arbejde, tak!

• Austerity Politics, Then and Now
• Democrats Lost More Seats in Districts With Better Economies
• What Can We Learn From The Portuguese Decriminalization of Illicit Drugs?

Minder mig om den mere fantastiske Penn&Teller afstemning til at forbyde H2O.

Lad mi først rose initiativet med at forklare økonomiske sammenhænge ‘i øjenhøjde’. Det sker på YouTube-profilen for Det Hvide Hus. Desværre foregår det meget partisansk, hvilket Keith Hennesey besluttede sig for at rette lidt op på – Heritage Fundation og andre har også forsøgt. Denne video synes jeg dog er fantastisk:

HT: Greg Mankiw

Både Hennessey og Goolsbee er dygtige økonomer – de kan i hvert fald deres matematik – men derfor kan man alligevle have en dagsorden. Det er måske den vigtigste lektie at drage her.

For en kritik af en af Goolsbees andre videoer se nedenunder. Den skriger dog langt væk af indoktrinering…

Nogen bud?

Med udtalelser fra de seneste dage, har jeg efter ingen tiltro til, at hverken Obama eller Lene Espersen har nogen idé om, hvad kapitalisme er, desværre… Og når jeg siger kapitalisme, mener jeg strengt taget bare simpel mikroøkonomi.

Lene Espersen udtaler:

Det er ikke omkostningsfrit for de erhvervsdrivende at modtage betalinger via Betalingsservice, men de gebyrer, der pålægges forbrugerne, skal selvfølgelig ikke være større end de udgifter, virksomhederne rent faktisk har ved, at kunden benytter Betalingsservice. Virksomhederne skal ikke gøre dette til en pengemaskine

Jamen kære Lene, hvorfor egentlig ik’? Det er jo sådan set det, virksomheder går ud på. Må virksomheder så heller ikke tage mere end deres præcise omkostninger i produktionen? Og hvis Lene E. vil gribe ind overfor overpris på gebyrer, hvordan vil hun så håndtere de virksomheder, der lægger gebyret ind i prisen og ikke opkræver det særskilt?

Hvad Lene Espersen ikke synes at forstå er, at virksomheders mål er at blive pengemaskiner, og dermed genere stor omsætning med stor avance. Og virksomheder har brug for profit for at udvikle nye produkter, udvide deres produktionsapparat eller blot ruste sig til dårligere tider.

Selvom man er Præsident i USA, betyder det dog ikke, at man selv er væsentligt mere oppe på dupperne:

These are the very taxpayers who stood by America’s banks in a crisis, and now it’s time for our banks to stand by creditworthy small businesses and make the loans they need to open their doors, grow their operations and create new jobs

Obama tror tilsyneladende, at de her bankpakker fungerer på samme måde som når man låner en tyver af en kammerat (man giver den tilbage ved førstkommende lejlighed).  Hvis banker skal låne penge ud, skal flere ting være opfyldt: 1) De skal have penge at låne ud, 2) De skal tro på, at de kan få pengene igen, 3) De skal tro på, at deres eksisterende udlån kommer hjem igen og 4) Der skal være nogen at låne ud til.

Enkelte af punkterne lyder måske for åbenlyse til, at det overhovedet er værd at tage dem med. Men faktum er, at under den nuværende krise, er det blevet nødvendigt. For tiltrods for mange politikeres gode intentioner, ser situationen sådan ud: 1) Mange banker er ved at gå konkurs og har ganske enkelt ikke pengene, 2) Mange virksomheder og privatpersoner har dårlig økonomi, så bankerne tør ikke låne til dem, 3) Mange banker som ikke står på afgrundens rand har alligevel grund til bekymring, da nogen af deres debitorer muligvis har det svært, hvilket gør dem sårbare. 4) Mange virksomheder og private holder igen med investeringer og fokuserer på deres nuværende økonomi.

Med andre ord kan bankerne ikke bare låne ud, fordi Obama gerne vil have det. Og de fine redningspakker Obama (og Lene E.) har sat i verden, har ganske enkelt ikke hjulpet efter hensigten (Hate to say I told you so)

Markedet er ikke noget man styrer fra centralt politisk hold. Det er en symbiose af forbrugere og producenter, der automatisk fordeler de tilgængelige ressourcer imellem sig, så udbyttet bliver det, der tilfredsstiller alles behov bedst muligt.

Ovenstående kampagne hænger i de århusianske busser for tiden, og det generer mig helt enormt. Hvad er meningen?

Så pigebarnet i reklamen kører altså med bussen, så hun kan stå og hygge sig i badet lige så længe det passer hende. Bevares, jeg elsker selv at tage et godt, langt, varmt bad. Men jeg køber også buræg, lader vandet løbe når jeg børster tænder og på en kold vinterdag glæder jeg mig af og til over, at der skulle være global opvarmning på vej. Jeg er undskyldt.

Dét jeg ikke orker er, når personer som ‘Line på 18 år’ skal spille hellige og belære resten af os  om, hvordan man er et godt menneske, når de grundlæggende set ikke selv gider kæmpe for sagen. Hvis ‘Line’ virkelig gad gøre en indsats for miljøet, ville hun jo både tage bussen OG korte bade. Men nej nej, Line kan godt overleve at tage bussen, når hun nu alligevel ikke har en bil, men hendes lange bade, de er altså vigtigere end at redde verden. Skrub af, Line!

Og statsministeren er i øvrigt ikke meget bedre. I dag i Politiken er han citeret for:

Mange spørger, om det er muligt at opnå global enighed i København. Mit svar er klart: Ja, det er muligt. Men på spørgsmålet, om vi er på vej mod en ambitiøs aftale, er svaret mindre klart

Jamen det er jo fantastisk, Lars Løkke. Hvor jeg dog glæder mig over, at verden kan blive enig om middelmådighed. Politik er i sandhed det muliges kunst. Især når Mesias nu bliver væk.

Lad mig starte med det åbenlyse, nemlig hvorfor Obama fik prisen. Angiveligt fordi han har skabt et nyt internatioanlt klima for diplomati og i det hele taget er en ‘stand up guy’. Da formanden for den norske Nobel-komite blev interviewet til CNN om det, lød det sådan her:

Der har allerede været en del debat om emnet. Danske politikere er næsten alle jublende, de såkaldte eksperter er tvivlende. Jeg mener, at Nobel-komiteen har et problem af flere årsager.

For det første: Der ligges vægt på, at man giver Obama prisen, fordi man gerne vil støtte Obamas projekt og idealer. Det gør fredsprisen til et politisk projekt, som er meget uheldigt – noget Søren Pind i øvrigt også har bemærket. Selvom formanden for komiteen mener, at man har gjort noget lignende før, ved at støtte Willy Brandt og Gorbatjov, så er forskellen fra Obama til disse to bemærkelsesværdig, da både Brandt og Gorbatjov havde konkrete politiske projekter som efterfulgte nogle af verdenshistoriens mest skrækkelige perioder. Meget kan man sige om George Bush, men det ville mere end almindelig useriøst at påstå, at han har haft samme skadelige effekt som Stalin og Hitler. Desuden kan man næsten tale om en tendens, da Al Gore jo for to år siden fik prisen for at lyve om miljøet – hvad det så end har med fred at gøre?

For det andet: Obama har intet foretaget sig. Smukke taler, lovende ord og gode intentioner til trods, så står der tilbage, at Obama endnu ikke har formået at få gennemført et eneste politisk projekt. Guantanamo eksisterer endnu, USA fører stadig krig i både Irak og Afghanistan hvor Obama har åbnet op for at USA sender flere soldater til, Obama sagde nej til at mødes med Dalai Lama af frygt for Kina, han tog ikke afstand fra den iranske regerings voldsomme fremfærd med urolighederne i Teheran ovenpå valget, han vil ikke som lovet frigive billeder eller retsforfølge nogen i forbindelse med de amerikanske tortursager og han har afvist at standse USA’s ulovlige indespæringer i kampen mod terror. David Trads spørger i dagens Berlingske, om Obama bare er en ny Bush? Og svaret er formentlig ja!

For det tredje: Flere, heriblandt Nobel-komiteen, har lagt vægt på, at det skulle give et godt rygstød til at sikre den stil, som de mener Obama lægger for dagen. Baseret på ovenstående, så kunne noget tyde på, at den stil ikke afviger synderligt fra Bush’. Så hvad er det reelt disse mennesker støtter op om? Vi ved det ganske enkelt ikke, og det er pointen. At få en fredspris bør være resultatet af en forudgående stor indsats for fred. Ikke at nogen, naivt, håber på, at man i fremtiden vil kæmpe for fred. Hvis Obama efter sin første periode som Præsident havde skabt en helt ny verdensorden, så fint nok. Indtil videre er han kun faldet i meningsmålinger, og færre og færre har tiltro til, at han kan løse alle de problemer, han i valgkampen lovede at tage hånd om.

For det fjerde: Der er allerede meget debat om, hvorvidt det er rigtigt, at Obama har fået denne pris. Det i sig selv er uheldigt for prisens omdømme og er med til at devaluere både fremtidige og tidligere modtagere. Mange reaktioner fremfører samme argument: ‘Det er for tidligt, han får den’. Håbløst arrogant vrøvl skal man lede længe efter! Enten har man gjort noget, så man fortjener den, eller også har man ikke. Man kan ikke sige i dag, at Obama har fortjent en pris for noget han gør i morgen. Er man imod at han får den nu, må man afstå fra at kommentere på, hvorvidt han bør have den en gang i fremtiden, da det ganske enkelt er umuligt at udtale sig om, før fremtiden er fortid.

For det femte: Han er for svag. Da Obama holdt tale i Kairo var én ting klart bagefter, nemlig at det ikke havde hjulpet det mindste. Ekstreme muslimer og ekstreme jøder kæmpede om at påvirke Præsidenten i det vi alle venter på: Obamas handlinger. Obama holdt en flot tale i Kairo om, hvor vigtigt samarbejde, diplomati og fælles forståelse er, og han langede endda lidt ud efter Israel. Men en eller anden dag skal han trække en streg i sandet og vælge side, og indtil den dag kommer, har alle interesse i at kæmpe frygtløst for deres side. Obama kan altså ende med at være for svag en Præsident til at kunne indfri de mange fine løfter, han er kommet med. At tale om fred er en ting, at skabe den er noget andet.

Men hvorfor har Obama så fået prisen alligevel? For mig at se er der tale om en bestemt Zeitgeist. Gamle dyder som gjorde store mænd er ikke længere god skole. Det handler ikke om integritet eller at bevise sit værd. Det handler om at ‘vinde diskursen’, profilere sig som som en handlingens mand snarere end at være det eller at udtrykke forståelse i de fem minutter man har i en børnehave, mens der er TV på, inden man skal videre til lækker middag med et andet statsoverhoved. Og i disse discipliner er Obama ganske enkelt fremragende. Han forstår at sælge varen, selvom produktionen stadig er i gang.

Obama er ypperstepræsten i det floskel-diktatur, der styrer den moderne vestlige verden, og derfor får han fredsprisen. Fordi Nobel-komiteen så er med i det gode selskab. Dem der forstår, hvor vigtigt samarbejde er. Dem der ved, hvordan verden bedst organiseres. Dem der ikke stiller ultimative krav, men taler om tingene.

Floskel-diktaturet er dem, der konstant forsikrer hinanden om, at kejseren skam har tøj på. Halleluja, det der Obamania er fedt!