Mange gode liberale lader til at nægte at anerkende, at kulturer er forskellige, og at dette har betydning for noget som helst. Derfor har de i disse dage slået sig sammen med venstrefløjen i en kritik af Søren Pind, som kun kan fremkomme blandt folk, hvis syn på verden er absolut.

Pinds grundlæggende tese er simpel: Store forskelle i kultur giver spændinger, som undergraver det fundament, som samfundet bygger på – et fundament som netop betyder, at langt størstedelen af af samfundet trods alt fungerer gennem en implicit accept af grundlæggende spilleregler, som ikke nødvendigvis er uden lovgivning, men som fungerer, fordi vi retter os herefter gennem vores menneskelige natur.

Og ja, muslimer fremhæves ofte som et eksempel på en gruppe, hvori mange mennesker kulturelt er for forskellige til at indgå i dansk kultur – æresdrab, børneopdragelse og autoritetsopfattelse er eksempler. Men et andet eksempel er også de autonome, der huserede omkring ungdomshuset.

Man er nødsaget til at komme til den erkendelse, at spændinger som disse naturligvis ikke er holdbare i et samfund på længere sigt – spørg eventuelt naboerne til det gamle Ungdomshus eller beboere i Gellerup Parken.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad man skal gøre ved denne problemstilling. Der er to grupper at forholde sig til: Dem der er her, og dem der gerne vil være her. Den sidste gruppe er nem, dem kan vi nægte adgang. Den anden gruppe er svær.

Grundlæggende set er det bl.a. et spørgsmål om, at kulturen påvirker samfundet latente retspositivisme, hvilket er altafgørende. Mange vil sikkert være enige i, at man satens kan vade over en fodgængerovergang, selvom der er rødt, og at dette ingen større betydning har hverken andre eller hvorvidt man bør betragtes som lovlydig. Men hvad med skatteunddragelse, vold, hærværk osv. Her er billedet mere sløret, og det påvirkes af kulturelle forskelle. Er det f.eks. hærværk at tegne grafitti, og er det vold at ‘give nogen en lærestreg’. Lovgivningen er ret klar på begge områder, men vi oplever tydeligvis, at ikke alle har samme opfattelse heraf. Så kan politi, ambulancer og grafitti-fjernere gøre alt, hvad de vil bagefter, skaden er sket. Og ‘skaden’ er ikke bare den skade, som rammer den enkelte. ‘Skaden’ er en undergravning af den tillid, vi nærer til vores medmennesker, og som er med til at sikre vores grundlæggende tro på, at vi kan leve vores liv i fred for den slags. Har vi ikke den tro på, at disse oplevelser ikke vil overgå os, mister vi troen på, at det fællesskab, som vi indgår i, er til gavn for os og styrker os som individ. Vi mister med andre ord troen på, at samfundet er en gavnlig konstruktion, der sikrer vores grundlæggende rettigheder.

Den tro, vi skal have til samfundet handler altså ikke blot om, at samfundet skal håndhæve love og regler. Det handler om, at det i videst muligt omfang slet ikke bør være nødvendigt.

Derudover er der de områder, som kulturer påvirker, der ikke direkte er omfattet af lovgivning, f.eks. respekt for autoriteter. Der er en årsag til, at nogle indvandrertunge skoler er et helvede at være lærer på og have sit barn i. Det kan vi ikke lovgive os ud, hvor meget vi end prøver. Det er et kulturelt fænomen, når det er stærkest, der udspiller sig som en ren social relation, hvor den svage part altid vil tabe.

At tro, at kultur er uden betydning for lovgivning og sociale relationer er ikke bare naivt, det er fornægtende. At mene, at det er forkert at tale om er decideret farligt.

Addendum: Søren Pind er kommet med sit eget ‘forsvar’: Ordet skal føre kulturkampen. Pind og jeg synes netop at lægge vægt på et væsentligt aspekt, nemlig at en ting er lov, noget andet er efterlevelsen af den. Det sidste er stedet, hvor problemerne i kulturforskelle manifesterer sig.

Jeg er simpelthen nødt til at dele dette fantastiske citat:

A single currency could no more subsume national identities than drinking Coke could make people American.

Det stammer fra følgende anbefalelsesværdige artikel fra Robert Samuelsen: The Welfare State’s Death Spiral. Artiklen handler, naturligvis, om EURO’en og hvordan fremtiden ser ud for EURO-landene. Læs!

Den overfladiske konklusion dengang var, at et skift i kulturen ledte til en omfattende dekadence, der i sidste ende førte til rigets sammenbrud – en konklusion jeg næsten lige så overfladisk den dag i dag stadig støtter mig til.

Lige meget hvad, er det mig åbenlyst, at kulturelle forhold har indflydelse på et samfunds udvikling. Det er en meget simpel, men ofte også overset faktor. Endnu mere overset er det, at kultur ikke kun er et spørgsmål om for og imod radikal islam, indvandring eller kulturrelativisme – omend disse emner da bestemt er både interessante og betydningsfulde.

Kultur handler også om, hvordan hvert enkelt menneskes forholder sig til sin egen tilværelse og sit virke heri. Med andre ord, hvilket bidrag man selv yder i det samfund, man er en del af.

Grunden til, at jeg understreger denne faktor er, at den er trådt i baggrunden i en meget markant grad i det senere år, hvor den tidligere var meget fremtrædende. I slutningen af 90′erne var det okay, at en socialdemokratisk minister udtalte, at

Vi skal langt væk fra klientgørelse og passiv hjælp. Vi skal genplacere det personlige ansvar for nyankomne udlændinges fremtid i Danmark hos den enkelte udlænding. Nyankomne udlændinge skal føle det samme ansvar for sig selv, sin familie og fremtid, som de havde, hvor de kom fra.

Og citatet er ikke unikt eller begrænset til omtale af indvandre. Især ikke for Thorkild Simonsen, der havde meget fornuftigt at byde på. I dag er den politiske debat præget af klientgørelse og passiv hjælp på enhvert tænkeligt område i en sådan grad, at en ny borgerlig blog er dedikeret til omtale af babysitter-staten. Vi har bankpakker, rygelov,forebyggelse af samlivsophør (parterapi), begyndende censur og afvisning af enhver form for brugerbetaling. Vel at mærke altsammen indført af en såkaldt borgerlig regering.

Fælles for de nævnte eksempler er, at de fratager danskerne ansvaret for deres eget liv. For de nævnte eksempler gælder:

• Vi kan tillade os at gå efter højeste rente lige meget hvad vores risikoprofil er, selvom vi ved, at banken måske går ned
• Vi bliver frataget muligheden fra at gøre noget sundhedsmæssigt dumt, selvom det måske gør os glade psykisk
• Et brud med partneren er ikke et problem. Hvis ikke staten kunne løse problemet, hvofor skulle vi selv kunne?
• Hvorvidt en hjemmeside er ok at besøge behøver vi aldrig overveje, da staten har gjort det
• Vi foregøgles at alle vores handlinger ikke indeholder både valg og fravalg, fordi omkostningerne deles mens fortjenesten går til en selv (Staten betaler lægeregningen, behandlingen er af det enkelte individ)

Alt dette bidrager til en degenerering af vores kulturelle og moralske kompas, hvilket skaber en uheldig kultur, hvor hver enkelt ikke forholder sig til sit eget ansvar for eget liv. En kultur, hvor vi ike forsår, at skaberkraft for hver enkelt er hver enkelts ultimative krav på livet. En kultur som i sidste ende ikke kan overleve, og derfor må forgå.