Jeg studsede alligevel over dette afsnit i bogen Ungarn 1956, som jeg læser for tiden.

Da Rákosi år senere talte til nogle partikadrer under uddannelse, var han bemærkelsesværdigt åben om de luskede og løgnagtige metoder, kommunisterne havde brugt for at komme til magten. Han pralede nærmest af deres uærlighed og det luskede slowmotion-kup, som gav dem magten. “Vore krav var altid til at begynde med beskedne – men sidne blev de øget… For eksempel forlangte vi først kun ‘regeringskontrol’ over bankerne; men senere krævede vi direkte nationalisering af de største banker. Det var de omhyggeligt forberedte metoder, salamitaktikken, som gjorde det muloigt for os at besejre de reaktionære…”

Jeg vil ikke antyde konspirationsteorier, bare studse over det…

Partikammerater

Heldigvis holder nogen fast, og det er der god grund til. DR, BT, JP, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Politiken beretter alle om sagen – bid mærke i overskrifterne, som efter min mening er mest seriøs hos KD. Hvad drejer det sig om? I et telegram afsendt seks dage efter murens fald refereres Sohn for følgende – her fra JP:

Ambassadøren havde talt med Ole Sohn, som han refererede for, at »udviklingen i Ungarn og Polen havde skabt både dyb bestyrtelse og til en vis grad politisk forvirring i DKP«.

»Et stærkt socialistisk DDR vil derfor have endnu større betydning for kommunistpartiets arbejde,« mente Ole Sohn, der forsikrede, at »DKP står fuldt og helt bag« DDR-regimets beslutninger og vil modarbejde alle planer om genforening

Politiken uddyber:

I brevet, der findes i det tyske rigsarkiv, Das Bundesarchiv, i Berlin, fremhæver den dengang 35-årige Ole Sohn, at den østtyske socialisme er til »stor inspiration«.

Sohn roser også DDR’s evne til at afskaffe arbejdsløshed, bolignød og for at give garanti »for unges uddannelse, billige basisfornødenheder, dvs. sikringen af en række basale menneskerettigheder«.

Samtidig takker han DDR for i 40 år at have »udgjort en afgørende faktor for fred, sikkerhed og afspænding i Europa«.

Den første tanke for ethvert tænkedne menneske bør være: Er manden blevet fuldstændig vanvittg?

Det er velkendt, at socialister i de år satte kikkerten for det blinde øje, når der blev fremhævet død og ødelæggelse i de totalitær-socialistiske tusindårsriger. Det kan dog umuligt være en undskyldning! Det er blot endnu  en utilstrækkelighed ved de dogmatiske socialister, der har plaget – og plager! – Danmark og store dele af resten af verden.

At rose et totalitært styre for at sikre grundlæggende menneskerettigheder, fordi man påstod, at alle havde – uproduktive? – jobs og tag over hovedet er direkte usympatisk, når samme styre slog folk ihjel, hvis de tillod sig negative ytringer. Det er endnu mere usympatisk, når man tænker på, at job og tag over hovedet jo ike betød rigdom, velstand eller et økonomisk frit liv. Det betød ikke andet, end det ordene bogstavelig talt fortæller os: At man kunne sove i ly for regnen og havde noget man skulle stå op til hver dag.

Det er et skridt i den rigtige retning, når DF og Løkke lægger an til opgør med kommunister. Selv når det bliver polemisk, har de ret! (Ofre: Nazisme v. Kommunisme). Men der mangler et fundamentalt opgør med den kolde krig og alle dem, der støttede undertrykkelse, ufrihed, statsformynderi og myderi. Ole Sohn er efter alt at dømme ret højt på listen…

Tilføjelse: Ole Sohn undskylder nu. For mediernes skyld eller oprigtigt ment?

En bekendt fra USA henviste mig i går til en artikel, der omhandler, hvorfor ingen interesserer sig for kommunismens uhyrligheder, modebydelige som de var. Artiklen hedder A Hidden History of Evil og er skrevet af journalisten Claire Berlinski. Det virkeligt interessante ved artiklen er, at den fremhæver Helle Thornings svigerfar og forklarer, hvorfor han muligvis kan anses for at være landsforræder gennem samarbejde med Sovjet. Notater fra Vadim Zagladin, vice-chef for Central Kommitteens Internationale Departement indtil 1987, og derefter rådgiver for Gorbachov indtil 1991 omtaler nemlig Kinnock. Nævnte artikel uddyber:

Zagladin’s records also note that the former leader of the British Labour Party, Neil Kinnock, approached Gorbachev—unauthorized, while Kinnock was leader of the opposition—through a secret envoy to discuss the possibility of halting the United Kingdom’s Trident nuclear-missile program. The minutes of the meeting between Gorbachev and the envoy, MP Stuart Holland, read as follows:

In [Holland’s] opinion, Soviet Union should be very interested in liquidation of “Tridents” because, apart from other things, the West—meaning the US, Britain and France—would have a serious advantage over the Soviet Union after the completion of START treaty. That advantage will need to be eliminated. . . . At the same time Holland noted that, of course, we can seriously think about realisation of that idea only if the Labour comes to power. He said Thatcher . . . would never agree to any reduction of nuclear armaments.

Kinnock was vice president of the European Commission from 1999 to 2004, and his wife, Glenys, is now Britain’s minister for Europe. Gerard Batten, a member of the UK Independence Party, has noted the significance of the episode. “If the report given to Mr. Gorbachev is true, it means that Lord Kinnock approached one of Britain’s enemies in order to seek approval regarding his party’s defense policy and, had he been elected, Britain’s defense policy,” Batten said to the European Parliament in 2009. “If this report is true, then Lord Kinnock would be guilty of treason.”

Dete er naturligvis en meget grov anklage, og som Gerard Batten anfører, så må man vurdere på, om Zagladins optegnelser er korrekte. Ægtheden af dokumenterne er der dog ikke noget i vejen med. Da Gorbachov og hans folk røg ud af Kreml, tog de uautoriserede kopier af mange dokumenter, som de opbevarede i arkiver i Gorbachov Foundation. Senere blev de stjålet af Pavel Stroilov i 2003, hvorefter han flygtede fra Rusland. Artiklen sammenfatter:

When I first heard about Stroilov’s documents, I wondered if they were forgeries. But in 2006, having assessed the documents with the cooperation of prominent Soviet dissidents and Cold War spies, British judges concluded that Stroilov was credible and granted his asylum request. The Gorbachev Foundation itself has since acknowledged the documents’ authenticity.

Kunne man forestille sig, at det Zagladin skrev i sine optegnelser er sandt? I så fald er det naturligvis noget, der burde give efterdønninger i Brittisk politik. Men generelt er der nok grundlag for at dykke dybere ned i, hvem der gjorde hvad under den kolde krig. Selvom der ikke er beviser for, at Dragsdahl ikke var spion, er det ikke ensbetydende med, at andre ikke var det.

The Spectator har i øvrigt også skrevet om Kinnocks forbindelse til Kreml i en mere dybdegående artikel: Kinnock and the Kremlin. Her fremgår det bl.a., at Kreml har lovet støtte til Labour i kampen mod Magaret Thatcher, og at udsendinge fra Labour har givet folk i Kreml gode råd til, hvordan de skulle håndtere Reagan og få informationer ud af ham. Det femgår også, at Denis Healey fra Labour gjorde grin med den engelske kommunist, Priscott, fordi han ikke længere var så loyal mod Moskva, at han ikke længere var en af dem, en ‘comrade’.

Jo før man får åbnet de mange arkiver fra den periode, jo bedre!

Så simpelt er plottet i filmen The Belgrade Phantom. Og det hele bliver kun endnu bedre af, at historien er sand – se en kort dokumentar om ‘Fantomet’ her.  Filmen blander kommentarer fra førstehåndsvidner med fiktionel gengivelse af de oprindelige episoder, og den gør det godt.

Tito er i Cuba til topmøde med andre kommunister, og den undertrykte befolkning i den jugoslaviske hovedstad keder sig, mildest talt. Det tilnærmelsesvist organiserede socialliv og den stramme styring af landet har efterladt  befolkningen i en apatisk hverdagstrance, hvor udskejelser og frimodig opførsel er særsyn. Men alt dette ændres, da en ung mand stjæler en Porsche 911 S Targa, som i datiden er et særdeles imponerende køretøj.

Tyveriet i sig selv er uinteressant, udover at bilen naturligvis er sjælden. Det bemærkelsesværdige opstår, da manden tager bilen på en tur rundt i Beograds gader og søger biljagten med politiet, som han gang på gang vinder. Biltyven går efter at blive forfulgt, så han selvsikkert kan ryste politiet af sig, når de prøver at forfølge i deres – i sammenligning – latterlige politibiler. Det er en magtdemonstration.

Tyveriet af en sjælden bil og de voldsomme biljagter rundt i hovedstaden vækker én ting, som får historien til at udvikle sig: Folkelig appel. Den kække biltyv meddeler lokale radiostationer, hvornår han har tænkt sig at lege kispus med poltitiet, og befolkningen stimler sammen i hobetal for at se underholdningen.

Men det er mere end bare underholdning. Biljagterne er et symbol for det undertrykte folk, som gennem biltyven udlever deres længsel for et frit liv med retten til frimodighed. Dermed udvikler biljagterne sig til et politisk problem for det kommunistiske styre. En af filmens ‘øjenvidner’ mener endda, at det er sandsynligt, at Tito selv er blevet forelagt de hjemlige eskapader, mens han opholdt sig i Cuba.

Hvordan filmen ender skal jeg ikke afsløre. Men filmen er et fremragende eksempel på, hvordan enkeltstående, og i sig selv ubetydelige, begivenheder for et undertrykt folk kan udvikle sig til symboler på deres indre modstand mod deres ydre undertrykkelse. Fantomet blev han kaldt. Et navn som opstod på tilskuerpladserne, når han strøg gennem Beograd med politiet i hælene. Manden politiet ikke kunne fange og som tiltrak massevis af mennesker i vild jubel, når han gjorde nar af myndighederne.

The Belgrade Phantom er seværdig. Den er ikke nervepirrende fra start til slut, og den er heller ikke kontroversiel eller provokerende. Men den er en vigtig ihukommelse om det liv og det sindelag, som mange mennesker var pålagt, i de forfærdelige år kommunismen sad tungt på det meste af Europa. Og det er en smuk film om håb og drømme, der opstår ud af simple ting.

The Belgrade Phantom kan ses her: The Belgrade Phantom

Trailer: