For første gang siden folkeafstemningen i 2000 er et flertal imod, at Danmark bliver en del af eurosamarbejdet.

I en meningsmåling fra Megafon for Politiken og TV 2 siger 50 procent nej til at indføre euroen i Danmark, kun 43 procent vil stemme ja.

Lad os håbe, det holder.

Ellemann, Lykketoft og Krasnik nyt tv-trekløver

De er alle tre indsigtsfulde mennesker, go det er trods alt en god start. Ellemann er faldet fra tidligere tiders tinder, men han fik oprindeligt mig engageret i politik. Lyketoft ved ofte, hvad han snakker om. Krasnik samme, selvom han har sine øjeblikke, hvor man enten må zappe eller bladre ekstra hurtigt i bogen. Men alt i alt et godt udgangspunkt.

Skatteminister lover afskaffelse af ejendomsvurderinger

Jamen Troels Lund dog… Og så indrømmer han endda, at de ter en ideologisk øvelse.

Unge vil gerne være Libertarianere men ikke kapitalister

People aged 18-29 were the most positive of any age group about the word “libertarian” but the most negative of any age group about the word “capitalism.”

Man bør nok ind at kigge lidt dybere på, hvad de ligger i begreberne, inden man konkluderer det helt store.

Der findes stadig folk, der ved, hvad et godt liv indebærer – en Cadillac reklame, der liiige skal igang:

What’s good for capitalists is often NOT what’s good for capitalism, not to mention the long-term well-being of most of the citizenry.  Yes, I’m happy my TIAA-CREF will be doing better, but I’m far more concerned that we continue to bailout the short-sighted, immature behavior of our European counterparts.  At the current rate, it may be only a matter of time before we see the Greece scenario play out in individual states or at the federal level here.

The desire for “stability” is indeed the siren’s song of the end of freedom.

Min fremhævning. Hele indlægget kan læses her: The “Siren’s Song of Stability,” European Version

• NYT graf over PIIGS-landenes gæld. (Jeg skal advare imod stærke billeder…)
• Capitalism: A confused story – David Henderson fra EconLib gennemgår Michael Moores senesteopkast af dårskab
• Om chimpansers sexliv – Og deres knap så paringsorienterede tilgang…
• Billeder fra Olieudslippet i USA
• En MEGET pervers reklame fra skattemyndighederne i Pennsylvania.

Kapitalismens Skrøbelighed

Så er den gal igen. Island kunne bare ikke dy sig. Efter først at have stiftet gæld til hele verden og derefter gået konkurs har landet været ude af rampelyset i en periode. Den slags er selvfølgelig uacceptabelt, når man nu ellers var medie-darling, så Island fik en idé: Lad os ødelægge det for alle de andre…

Okay, indrømmet, det er måske ikke helt sådan, det er foregået, men det er sådan, det er endt. Vulkansk udbrud sætter verdens flytrafik i stå, og så er den allestedværende Mike Legarth selvfølgelig på pletten:

Det er en helt særlig nødsituation. Vi er ikke afvisende overfor at vurdere, om vi skal hjælpe. Vi kan jo se, at de er havnet i en vanskelig situation, og vi må nu afklare, om vi overhovedet kan hjælpe, uden at vi støder på statsstøttereglerne, siger den konservative finansordfører, Mike Legarth.

Lad mig starte med at påpege en journalistisk fejl: Konservativ skal her være med stort. Det er vigtigt, da det ellers giver det indtryk, at Mike Legarth er konservativ.

Hvorom alting er, så får ovenstående udtalelse jo en en til at ønske, at Mike Legarth… var knap så allestedsværende.

Rationalet bag at give flybranchen støtte er, tilsyneladende, at de er ‘havnet i en vanskelig situation’. Hvad rationaler angår bliver det naturligvis ikke meget dummere, men nuvel, lad os da bare godtage præmissen. Det må nødvendigvis lede det retoriske spørgsmål med sig, om Legarth også ønsker at indføre en ‘aske-skat’, således at hoteller, busser, taxaer og tog, der har tjent ekstra på vulkanudbruddet, kommer til at bøde herfor.

Jeg tror, og håber, det ikke, men det udstiller den perverse tankegang, som der grundlæggende er tale om, når enhver ændring i markedsforholdene skal udløse statsstøtte.

Når en regering ønsker at ændre verden, så de er sikre på, at den ligner der ‘perfekte drømmeverden’, går det ofte galt. Udover mange andre problemer, kræver det jo, at alle andre er enige i dette ideal. Hvad angår kvindekvoter i bestyrelserne er løsningen dog simpel.

Enhver dansk virksomhed, der eventuelt skal efterkomme et krav om 40% kvinder i bestyrelsen skal:

1. Udvid antallet af bestyrelsesmedlemmer, så det nuværende antal svarer til 60%
2. Hyr X-antal storbarmede, letlevende damer svarende til 40% og understreg at der skam ikke er nogen dress code
3. Indberet til staten, at virksomhedne med glæde opfylder de ellers vanvittige krav.
4. Husk at skrive i virksomhedens reklamemateriale, at I lever op til idealet om ligestilling

Case closed!

Lad mig først nævne, at C.S. velfortjent korrekser min udlægning af hans indlæg. Det er naturligvis ikke moral som koncept, kapitalismen undergraver, men derimod en bestemt moral, der for C.S. er et’ hjertens gode’.

En særlig veneration overfor tradition, en følelse af forpligtelse, en kærlighed til fædrelandet. Sagt på en anden måde en livsopfattelse, der fastholder subjektet på noget andet end det selv.

som han formulerer det. Jeg skal for nærværende ikke forholde mig til, om det er en ønskelig moral eller ej, men bare konstatere, at det er det nok – om ikke andet, så for debattens skyld.

Spørgsmålet bliver så, om kapitalismen per se undergraver denne moral og ydermere, om denne moral oprindeligt var en del af grundlaget for kapitalismen som derved også undergraves, når moralen gør.

Lad mig starte med et sted, hvor vi kun delvist er enige:

Hvis Jacob afviser at velstand fører et bestemt handlemønster med sig, så afviser han samtidig at mangel fører et bestemt handlemønster med sig. Han afviser med andre ord, at den brødflove mand ønsker sig brød. Der er med andre ord tale om en menneskeopfattelse, hvor menneskets handlinger opfattet som ubetingede.

C.S. bemærker i øvrigt sarkastisk, hvordan mit idealmenneske, i så fald, er en ø. Det er naturligvis ikke tilfældet. Jeg anerkender så gerne, at man som menneske er påvirket af alle mulige (og umulige) faktorer, når man bestemmer, hvilke handlinger man ønsker at foretage. Dette anerkender C.S. også, og bemærker korrekt, at der er tale om incitamenter, som ikke kan “oplistes og blotlægges i deres totalitet.” – dette ville jo kræve, at vi kender og forstår alt i det menneskelige indre. C.S. og jeg er altså grundlæggende set enige om, at ydre forhold påvirker indre, og at disse, og alle andre, former for incitamenter styrer menneskelige handlinger. Det kan endda undre, hvis C.S. tvivler på, om jeg anerkender incitamenter, da han ved, jeg er økonomisk skolet. C.S. og jeg er altså enige om, “at menneskers handlinger er motiveret både af økonomiske forhold og af ideer.”. Jeg skal her gengive C.S. afsluttende kommentar, da den i sandhed er interessant:

Kapitalismens fundament er en pligtetik, dens resultat er hedonisme. Måske fordi vi mennesker ikke er så gode som vi gerne vil det. Måske føler vi os primært forpligtet, når vi af nøden drives til pligten. Måske tager vi hellere på arbejde, når vi har brug for lønnen, end når vi kan undvære den. Dette synes i hvert fald at være et vigtigt element i kritikken af de manglende økonomiske incitamenter til at få sig et fast arbejde i dagens Danmark.

Dette kan være et svar, men kun for så vidt, at man accepterer, at menneskers handlinger er motiveret både af økonomiske forhold og af ideer. Med forbrugersamfundet har vi både fået ideer, der bekriger et menneskesyn, hvor forpligtelsen er i centrum, og med velstanden har vi mistet vores nødvendige incitament til at være moralske.

Jeg er enig med C.S. i, at øget velstand i nogen grad fjerner nødvendigheden af skabertrang og virkelyst. I C.S. eksempel kan man sige, at den brødflove objektivt set har mere brug for brød, end både C.S. og jeg har for et TV – hvilket ingen af os ejer. Et andet eksempel er, at folk kom i arbejde hurtigere, da man i sin tid kortede dagpengeperioden i Sverige – arbejdsløshed lærer computerprogrammør at taste taknemmeligt, eller hvordan udtrykket nu går. Men at den brødflove ikke skal kæmpe for sit brød i dagens Danmark er ikke kapitalismens skyld. Det er statsinterventionen og godhedens hellige navn, der sikrer, at alle uagtet indsats har en vis grad af rigdom, eller mangel på fattigdom om man vil. Derudover skal man holde sig for øje, at lykke, rigdom og alt andet her i livet i nogen grad er relativt. I Danmark kæmper vi ikke for at overleve, men imod det subjektive faktum, at vores egen bil bliver mere kedelig at se på, når naboen får ny. Så lønnen har vi stadig brug for, men af andre årsager, hvilket C.S. også anerkender. Det må i hvert fald være ‘forbrugerismens’ udpsring, hvis noget er. Man kan her med fordel genkalde sig situationer, hvor teenagere har brug ordene “det er jeg bare nødt’ til!” om f.eks. det at få en iPhone eller en bestemt taske. Deres nød er ikke at sammenligne med deres og vores bedsteforældres, men derimod med deres jævnalderenes besiddelser.

‘Forbrugerismen’ kan altså ikke i sig selv være undergravende for vores pligtfølelse, da den blot er en videreførelse af ældgamle principper eller ‘incitamenter’, som også vores forfædre benyttede sig af. Tværtimod er forbrugerismen med til at tvinge os op om morgnen, så vi kan tjene flere pene og forbruge endnu mere. Vores forpligtelse til at være en skabende del af samfundet obstrureres altså ikke af kapitalismen, tværtimod. Det er statsinterventionen, der tager fra skaberne og giver til sofarytterne, der skabe incitamenterne til ikke at bidrage til samfundet. Det er produktet af en socialistisk moral, hvor eksistens automatisk udløser krav. Når eksistens udløser krav ophæves subjektet, idet hver enkelt ikke længere må vende sig til religionen, fædrelandet eller familien for de små skub, som vi alle kan have brug or gennem livet. Kollektivet bliver subjekt for individders eksistensberettigelse og moralen ændrer sig, så alle forventer noget fra et fællesskab, som man ikke føler sig kaldet til at bidrage til.

Så for at vende tilbage til C.S. første udsagn, så er det netop kapitalismen, der fastholder subjektet på noget andet end sig selv. Det er netop, når man forstår betydningen af at stå alene, at man opdager værdien i et fællesskab. Et fællesskab der ophæves af den socialistiske moral, hvor individdet har krav på et fællesskabs værdier og fordele uden at skulle tage aktiv del heri.

Så kære C.S.: O tempora, o mores, men læg ikke kapitalismen til last.

Med udtalelser fra de seneste dage, har jeg efter ingen tiltro til, at hverken Obama eller Lene Espersen har nogen idé om, hvad kapitalisme er, desværre… Og når jeg siger kapitalisme, mener jeg strengt taget bare simpel mikroøkonomi.

Lene Espersen udtaler:

Det er ikke omkostningsfrit for de erhvervsdrivende at modtage betalinger via Betalingsservice, men de gebyrer, der pålægges forbrugerne, skal selvfølgelig ikke være større end de udgifter, virksomhederne rent faktisk har ved, at kunden benytter Betalingsservice. Virksomhederne skal ikke gøre dette til en pengemaskine

Jamen kære Lene, hvorfor egentlig ik’? Det er jo sådan set det, virksomheder går ud på. Må virksomheder så heller ikke tage mere end deres præcise omkostninger i produktionen? Og hvis Lene E. vil gribe ind overfor overpris på gebyrer, hvordan vil hun så håndtere de virksomheder, der lægger gebyret ind i prisen og ikke opkræver det særskilt?

Hvad Lene Espersen ikke synes at forstå er, at virksomheders mål er at blive pengemaskiner, og dermed genere stor omsætning med stor avance. Og virksomheder har brug for profit for at udvikle nye produkter, udvide deres produktionsapparat eller blot ruste sig til dårligere tider.

Selvom man er Præsident i USA, betyder det dog ikke, at man selv er væsentligt mere oppe på dupperne:

These are the very taxpayers who stood by America’s banks in a crisis, and now it’s time for our banks to stand by creditworthy small businesses and make the loans they need to open their doors, grow their operations and create new jobs

Obama tror tilsyneladende, at de her bankpakker fungerer på samme måde som når man låner en tyver af en kammerat (man giver den tilbage ved førstkommende lejlighed).  Hvis banker skal låne penge ud, skal flere ting være opfyldt: 1) De skal have penge at låne ud, 2) De skal tro på, at de kan få pengene igen, 3) De skal tro på, at deres eksisterende udlån kommer hjem igen og 4) Der skal være nogen at låne ud til.

Enkelte af punkterne lyder måske for åbenlyse til, at det overhovedet er værd at tage dem med. Men faktum er, at under den nuværende krise, er det blevet nødvendigt. For tiltrods for mange politikeres gode intentioner, ser situationen sådan ud: 1) Mange banker er ved at gå konkurs og har ganske enkelt ikke pengene, 2) Mange virksomheder og privatpersoner har dårlig økonomi, så bankerne tør ikke låne til dem, 3) Mange banker som ikke står på afgrundens rand har alligevel grund til bekymring, da nogen af deres debitorer muligvis har det svært, hvilket gør dem sårbare. 4) Mange virksomheder og private holder igen med investeringer og fokuserer på deres nuværende økonomi.

Med andre ord kan bankerne ikke bare låne ud, fordi Obama gerne vil have det. Og de fine redningspakker Obama (og Lene E.) har sat i verden, har ganske enkelt ikke hjulpet efter hensigten (Hate to say I told you so)

Markedet er ikke noget man styrer fra centralt politisk hold. Det er en symbiose af forbrugere og producenter, der automatisk fordeler de tilgængelige ressourcer imellem sig, så udbyttet bliver det, der tilfredsstiller alles behov bedst muligt.