Grækenland afholdte i 2004 et smukt OL, ingen tvivl om det. De obligatoriske jubelscener, nye rekorder og veltrænede atleter fyldte tv-skærme verden over til stor glæde for de lige så obligatoriske tv-seere, der til lejligheden bliver sportsinteresserede.

Forud for et sådan pragtarrangement går naturligvis enorme forberedelser. Mange milliarder i investeringer går forud, og deriblandt et utal af bygninger, som værtslandet ikke tidligere havde behov for, og åbenbart heller ikke vil have efter. Således rapporterer en artikel fra Wall Street Journal om, hvordan stadions fra OL 2004 enten står tomme eller i dag bruges til andre formål – f.eks. er en badmintonhal i dag koncertsal. De tomme bygninger er ligefrem blevet et symbol på Grækenlands problemer under krisen.

Det mange glemmer, når de forudser vækst for et værtsland for OL, VM eller lign. er, at investeringerne ikke nødvendigvis afspejler det, de investeringer, der er brug for, i en alt andet lige situation. Med andre ord, så vil investeringerne ikke give afkast, når VM først er ovre. Derimod har man brugt en masse penge, som man formentlig ikke tjener ind igen.

Turisme giver derimod klart penge i kassen, og især i det pågældende år, hvor begivenheden afholdes. Men denne effekt kan nemt aftage, når først selve trækplasteret i form af sportsbegivenheder er væk.

For Grækenland er investeringerne blevet et udtryk for den forfærdelige situation, landet nu er i. Investeringer som i dag intet kaster af sig end dårlig samvittighed. Lad os håbe, at Sydafrika får mere ud af det. Jeg tvivler.

Michael Boskin skriveri  et interessant indlæg på Project Syndicate:

If Greece paid no interest on its debt and regained full employment, its fiscal deficit would still be an astounding 6% of GDP, but the corresponding figures elsewhere are similar, if not worse: 8% for Ireland, 5.6% for Spain, 6.8% for Great Britain, and 7.5% for the United States.

Boskin konkluderer:

The problem is not that governments lack resources to spend, but that higher government spending, taxes, and debt are eroding economic growth and future living standards.

• NYT graf over PIIGS-landenes gæld. (Jeg skal advare imod stærke billeder…)
• Capitalism: A confused story – David Henderson fra EconLib gennemgår Michael Moores senesteopkast af dårskab
• Om chimpansers sexliv – Og deres knap så paringsorienterede tilgang…
• Billeder fra Olieudslippet i USA
• En MEGET pervers reklame fra skattemyndighederne i Pennsylvania.

• Don Mclean som modernitetskritiker?
• Den græske svøbe: “(…) government has not been able to lay off civil servants, whose employment rights are in effect constitutionally guaranteed.” – Hvem sagde tjenestemænd?
• Den græske svøbe 2: “only a few thousand citizens in this country of 11 million who last year declared an income of more than $132,000″
• Den græske svøbe 3: Et public choice perspektiv fra Bjørnskov

Når Paul Krugman har en pointe, må man også hellere anerkende den – jeg har her på bloggen været god nok til at tale ham imod, når han sagde noget sludder. Med Titlen ‘How reversible is the EURO‘, skriver Krugman:

[as] Eichengreen argued, any move to leave the euro would require time and preparation, and during the transition period there would be devastating bank runs. So the idea of a euro breakup was a non-starter.

But now I’m reconsidering, for a simple reason: the Eichengreen argument is a reason not to plan on leaving the euro — but what if the bank runs and financial crisis happen anyway? In that case the marginal cost of leaving falls dramatically, and in fact the decision may effectively be taken out of policymakers’ hands.

Det betyder, at det hele ramler om ørerne på dem, der ønsker det bedste for EURO’en. Som Krugman slutteligt bemærker:

I think I’ll go hide under the table now.

Grækenland har oprettet ‘Solidaritetskontoen for tilbagebetalingen af offentlig gæld‘. I disse krisetider bliver det næppe meget finere…

Mange taler om, at denne krise er EURO’ens lakusprøve, selvom der dog er lidt uenighed om, hvilke parametre, der skal måles på. Men med en allerede enorm og stadigt voksende gæld i Grækenland, er de andre EURO-lande altså i nogen grad tvunget til at træde til, hvis prestige-projektet, EURO’en, skal overleve. Spørgsmålet er, om EURO’en skal overleve. Hvis de andre EURO-lande må træde til, fordi Grækenland ikke kan klare sig selv, så er vi ude på et skråplan. Hvorfor skal man føre en ordentlig økonomisk politik, hvis andre bare kommer og betaler gildet, når det går galt?

Med andre ord kan der, i forsøget på at redde Grækenland og EURO’en i denne omgang, internt i EURO-zonen blive skabt en uhyggeligt dårlig kultur, som i det lange løb kun gør tingene værre. Dette er finanspolitiske problemer, som i sig selv gør et økonomisk samarbejde svært.

Derudover er der de monetære. Havde Grækenland haft sin egen valuta, ville denne have reageret på Grækenlands dårlige økonomi langt tidligere og tvunget den græske regering til at handle.  Derudover ville en svækket græsk valuta have hjulpet Grækenland videre bagefter. Det er ikke tilfældet i et område, hvor EURO’en reelt reagerer på 16 forskellige signaler på en gang.

EURO’ens teoretiske fejl

Forestil dig en lærer, der har en klasse med 16 elever. Læreren sidder ved sit kateder, hvor der er 32 knapper, to for hver elev. Hver elev har en knap med ros og en med skæld ud. Hvis en elev opfører sig godt, kan læreren trykke på knappen med ros for at tilskynde mere af denne adfærd og hvis eleven opfører sig skidt, kan læreren trykke på knappen med skæld ud, så eleven arter sig. Det er et smart system, hvor læreren altid giver hver enkelt elev den behandling som eleven fortjener go som gør, at hele klassen fungerer bedst muligt.

Så en dag beslutter skolen sig for, at de 32 knapper skal skæres ned til to, så alle elever enten får skæld ud eller ros på en gang – det er sikkert noget med fællesskab eller lige behandling. Nu skal læreren beslutte sig for, om alle eleverne skal have skæld ud, eller om alle eleverne skal have ros. Hvis Søren forstyrrer undervisningen men alle andre opfører sig pænt, ville læreren nok vælge at rose. Men det ville bare få Søren til at opføre sig endnu værre, indtil læreren ikke kan klare det mere og beslutter sig for at skælde ud. Men alle de andre elever, som opførte sig pænt, får nu pludselig skæld ud og begynder at opføre sig værre.

Det sidste er den beklagelige idé bag EURO’en. Den videnskabelige udgave af ovenstående kaldes The Thery of Optimum Currency Area, som der dog er en smule uenighed om blandt forskerne, hvorvidt EU lever op til. Kort fortalt skal landene:

• Geografisk mobilitet i arbejdskraft: EURO-zonen har det formelt i lovgivningen, men sprog og kultur spilelr også ind og her er EURO-zonen langt fra f.eks. USA.
• Kapitalens fri bevægelighed: Igen er det formelle på plads i EU, men i praksis fungerer verden anderledes. Dette burde f.eks. få priserne til at være mere ensartet.
• Fiskal føderalisme: Intern omfordeling af velstand, hvilket i EURO-zonen er relativt lavt – de eksisterende effekter er primært indirekte.
• Ensartede konjunkturer: Dvs. at økonomierne oplever lav- og højkonjunktur på samme tid, hvilket er EURO-zonen er relativt pænt opfyldt, men påvirkes en del af det forgående krav.

Det handler grundlæggende om at opleve de samme problemer og afbøde dem ensartet. Det er i dag en kæmpe udfordirng i Europa.

For at vende tilbage til Grækenland, så har landet altså problemer, og EURO’en er ikke til megen hjælp. Alle tilhængere af EURO’en bør derfor indbetale penge på Solidaritetskontoen for tilbagebetaling af offentlig gæld, da alle andre end løsninger, end at Grækenland selv får orden i eget hus, vil bidrage yderligere til EURO’ens endeligt.

Jeg indrømmer blankt, at mine penge nok bliver brugt på noget andet.