Yep, det bliver et af de indlæg, der skal smides under ‘Groft sagt’-kategorien. Dette bliver en ‘line-by-line’ gennemgang.

Hélène Rey fra LSE skriver under overskriften Avoiding another financial collapse, at

The worldwide economic downturn sprang largely from the US and, more specifically, from the investment banks, rating agencies, Washington regulators and other players in big-time Wall Street finance.

Ingen kan benægte, at avancerede finansielle instrumenter hjalp den forudgående boble med at nå et omfang, som var markant større, end man formentlig havde nået uden. Såkaldte MBS‘er og deres overvurderede rating gjorde, at opturen forsatte i langt længere tid, end den formentlig ellers ville have gjort. Men at de skulle være skyld i krisen er noget groft. Det er nærmest menneskelig tradition for at pege fingre af ting, man ikke forstår, men jeg kender ikke Rey godt nok til at vide, om det er tilfældet her. Nedturen er en konsekvens af den stærkt overvurderende og urealistiske optur. Skabte et par fikse idéer til finansielle instrumenter denne enorme optur? Og hvordan har det i så fald kunne ske langt tilbage i historien, mest bemærkelsesværdigt i 1929? Selvfølgelig gjorde det ikke det, selvom det havde markant forværrende effekt. Løsnignen skla findes et andet sted.

So at this juncture — when the US Congress is considering financial regulation reform and the US Securities and Exchange Commission (SEC) has at last brought action against all-purpose bad guy Goldman Sachs (…)

All-purpose bad guy… Really!?

Herefter oplister Rey en række punkter:

The massive consumer indebtedness and current account deficit of the US preceded, and contributed to, the crisis — as did the US Federal Reserve’s monetary policy, which held interest rates too low for too long.

Kipper med hatten.

The structure of compensation within large US banks encouraged wild risk taking, while regulators were too complacent or too indulgent in the face of the banks’ charm offensive.

Ahhh, så var det vist heller ikke værre. Det er korrekt, at banksektoren er blevet liberaliseret en smule, men… se ovenfor.

A revolving door of officials who have shuffled over the years between Wall Street’s major players and various US presidential administrations — particularly those of Clinton and Obama — has raised more than a few eyebrows.

Medmindre man kan angribe deres handlinger er den kritik ikke meget værd – hvilket man formentlig sagtens kan.

Ratings agencies, wishing to protect their ever-increasing profits from Wall Street, failed to properly assess risk of the overly creative and complex financial instruments built on the shaky foundation of sub-prime mortgages.

Yep, og det er klart et område, hvor man er nødsaget til at forholde sig en smule pragmatisk og vurdere, hvad der bør gøres.

In the institutional collapse that we now know most merited a US government bailout (that of Lehman Brothers), the US Treasury Department declined to act and thus contributed to the further destabilisation of financial markets

Ja, regeringen kunne have forgældet USA endnu mere, hvilket ville have skabt mere ro på de finansielle markeder. Men at Lehman Brothers faldt skabte formentlig grobund for flere af de corporate takeover vi så i den efterfølgende periode. Havde regeringen handlet, havde man blot skabt større rum for moralsk hazard.

While the US government failed to aid Lehman as it should have, its multiple rescues of insurer AIG appear to have been misguided. The principal beneficiaries of the government’s AIG assistance — no surprise — have been the largest of Wall Street’s banks

Som man ellers, ifølge Reys egen logik, skulel have reddet senere.

Securitisation, more than any other factor, led to both the transfer of toxic assets to the balance sheets of many financial institutions, pension funds and government units and to the deterioration of credit quality. Banks that securitise and sell financial products to other institutions have little incentive to be concerned about the quality and ratings of the loans they sell off.

Det er som om Rey, og mange andre med hende i øvrigt, glemmer, at netop disse mekanismer skabte, hvad der tydede på at være enorm velstand, og som siden faldt og afslørede de store økonomiske problemer, vi nu befinder os i. Før 2008 hørte man økonomer tale om ‘en ny tid’ – altid et faresignal under bobler – og nu beskylder mange af de selvsamme økonomer de instrumenter, der førte til den ‘nye økonomi’, for at være hele årsagen til krisen. Det er, som antydet ovenfor, naturligvis ikke tilfældet. Derimod har et overudbud af likviditet ført til, at man kunne foretage flere handler samtidig, end ellers, og se den nominelle værdi stige i et væk. Havde pengeudbuddet været konstant til produktionsraten*, vilel dette ikke have været muligt, da nye investeringer i en branche ville skule modsvares af enten lavere forbrug eller lavere investerigner i en anden sektor.

Disse finansielle instrumenter kan altså sammenlignes med moteren i en bil. Vel at mærke en bil uden ret, fordi økonomien allerede er nominelt dysfunktionel. En større motor gør skaden større, når bilen kører galt, men det er ikke i sig selv motorens skyld.

Given the revenues, profits and compensation schemes of Wall Street’s heavy hitters in lobbying, it’s hardly surprising that they’re now throwing all their weight into shaping regulation of the financial system in a way that would preserve their rents. Will Congress, the White House and the regulators be able this time, unlike previous times, to resist?

I hope not! Hvis vi skal hurtigt ud af krisen, får vi brug for så potente finansielle markeder som overhovedet muligt.

Futures regulators green-lighted a new market aiming to trade futures tied to box-office receipts, though senior agency officials warned that specific contracts may not be approved.

Mere her.