• Can you be gay by choice? - Brian Earp
• Når den anerkendende tilgang bliver positivitetsfascisme – Rasus Willig
• How the U.S. Lost Out on iPhone Work - Charles Duhigg and Keith Bradsher
• Citizen Philosophers, Teaching Justice in Brazil - Carlos Fraenkel
• Bill Clinton: Someone We Can All Agree On - Charles P. Pierce and Mark Warren

Hvis der skal herske harmoni og tillid i et samfund, må man have en grundlæggende tillid til forskellen på mit og dit. Ellers presser man folk ud, der vil forsvare sig selv.

Den helt konkrete sag, der har fået mig til at (gen-) overveje dette, er sagen om indbrud ved Skjoldhøj Kirke i Århus – at der er tale om episoder ved en kirke er sagen uvedkommende. Skjoldhøj Kirke tog konsekvensen og hyrede et privat vagtværn, der kunne passe på deres sognebørn biler og dermed deres private ejendom. Et – kunne man mene – fornuftigt og naturligt modsvar til de stigende problemer med indbrud i biler. Problemet er bare, at det Skjoldhøj Kirke ifølge Østjyllands Politi ikke må hyre dette vagtværn. Det må de ikke, fordi parkeringspladsen har såkaldt ‘almindelig adgang’ – ifølge vatgtloven må private vagtselskaber ikke operere her. To ting springer i øjnene:

1. Hvad hvis det var frivillige? Lad os antage, at et par raske drenge fra Skjoldhøj Kirke under gudstjenesten gik nogle omgange på parkeringspladsen og foretog en civil anholdelse, hvis de var vidner til indbrud eller forsøg herpå. Dette ville ikke være ulovligt – hvordan skulle det næsten også kunne være det? Med andre ord; politiets anke – lovens foreskrifter – er grundlæggende, at private virksomheder ikke må tjene penge på noget, som er politiets kerneopgave, nemlig at sikre lov og orden på offentlige områder. At politiet ikke er denne opgave voksen må altså ligge Skjoldhøj Kirkes sognebørn til last. Lov er lov og lov skal holdes, og loven siger, at private vagtværn ikke må patruljere offentlige områder. Slut. Gjorde nogen det frivilligt , ville det ikke være et problem, og konklusionen må derfor være, at loven foreskriver, at man ikke må tjene penge på at udføre den kerneopgave, som politiet burde stå for – selvom den ikke udføres (modargumentet om problemerne i konkurrence mellem vagtværn på ‘offentlige områder’ imødegåes i detaljer her)
2. Hvad med vores rettigheder? Jeg er modstander af naturrettigheder, dvs. det at de rettigheder vi har som mennesker kommer af naturen, eller at det er nogle vi har grundet det, at vi er mennesker – grundlæggende baserer disse argumenter sig på en idé om, at rettighederne er gudsgivet. Hvis rettigheder ikke er noget, man har som menneske per se, må de komme et andet sted fra. Det er åbenlyst for enhver, at der eksisterer visse rettigheder de facto, som ofte udtrykkes ipso facto i menneskelig interaktion. Det sidste er kernen i min tilgang til rettigheder. Rettigheder opstår i interaktion med andre. Lad os først forestille os et samfund med to mennesker, der er lige stærke. De aftaler at respektere den andens rettigheder – såsom privat ejendomsret osv. – og lever i lykkelig sameksistens. Alt andet ville være tåbeligt, da ingen af dem ville vinde ved det modsatte. Hvis vi så introducerer en tredje mand til vores samfund, ændrer billedet sig. Denne mand er stærkere end de to andre enkeltvis, men hvis de rotter sig sammen, har de samme styrke, som ham. De ‘to små’ aftaler at hjælpe den anden, hvis der bliver problemer, og informerer den ‘nye store’ om dette. Sammen finder de tre ud af, at det nok er bedst, hvis de alle respekterer de andres rettigheder. Denne konstruktion kan i princippet udvides med flere og flere mennesker, til der til sidst er tale om det, vi kalder et samfund. Af frygt for at blive den lille er alle interesserede i at respektere andres rettigheder. Systemet fungerer fint, så længe man overholder sine aftaler, som f.eks. de ‘to små’ fra før, der ville hjælpe hinanden, hvis den store ville bryde en af de tos rettigheder. Hvad har det med sagen fra Skjoldhøj Kirke at gøre? I pågældende sag, at de ‘to små’ glemt at overholde deres aftale om at hjælpe hinanden; eller sagt med andre ord, politiet har ikke forsvaret de sagesløse sognebørn mod tyveri og indbrud i biler. Dermed sker der et grundlæggende brud på rettighederne, hvor ejendomsretten ipso facto bliver ophævet – ligesom den ipso facto blev indført ved fællesskabets interesse i sameksistens og derigennem overholdelse af rettigheder.

Ved ikke at imødegå indbrud i sognebørnene fra Skjoldhøjs biler underminerer politiet i markant grad den private ejendomsret, og der bidrages til yderligere erosion, ved at loven forbyder, at man ‘tager sagen i egen hånd’. Det er trist, og det er den slags, der i længden fører til velfortjent utilfredshed med et system, som baserer sig på den underliggende samfundskontrakt, at rettigheder er et projekt for fællesskabet. Man kan læse meget mere om denne ovenstående tilgang, hvis man vil, her.

Og som en digression; ovenstående er blandt årsagerne til, at jeg er sympatisk overfor Kasper Støvring, når han taler om, at samfundets sammenhængskraft og harmoni baserer sig på kulturel og delvist religiøs overenstemmelse. Men det kan blive et andet indlæg.

Og ja, dette var det første indlæg, hvor jeg direkte refererer til teorier om anarko-kapitalisme.

Disse tre artikler bør man give sig i kast med – mere eller mindre overfladisk alt efter hvor meget tid, man har. Særligt den første bør både studerende og undervisere læse.

The Shadow Scholar

Håbløst interessant og velskrevet! En mand, der lever af at skrive akademiske opgaver for studerende, fortæller om sit virke og dem han skriver for.

MacIntyre on money

Konservativ marxist reflekterer over forskellene mellema t være dygtig og være moralsk. Bemærk dog, at han egentlig kritiserer statskapitalisme og ikke egentlig kapitalisme. For en gangs skyld uden det bliver ligegyldigt og uinteressant.

The Psychology of Partisanship

Om ideologier og muligheden for at have ret og samtidig søge efter sandheden. Den underlæggend ekonklusion antyder her: “Millions of people died in the 20th century because people had to be right.”

Free download of Planet Earth’s first episode, “Pole to Pole”, HT: MR

Timer og atter timer af fremragende underholdning er strømmet ud af BBC om særligt klodens natur. Nu kan man så få første afsnit af en af deres fremragende serier gratis, bare man downloader det selv – it is stretch, I know. Levende og visuel berigelse, helt lovligt… Verden er på den anden ende!

Most cited authors of books in the humanities, 2007, HT: MR (igen)

Som det positive menneske jeg er, ser jeg overskriften og håber… Men listen er som følger:

1. Foucault, 2.521
2. Bordieu, 2.465
3. Derrida, 1.874
4. Bandura, 1.536
5. Giddens, 1.303
6. Goffman, 1.066
7. Habermas, 1.049
8. Weber, 971
9. Butler, 960
10. Latour, 944
11. Freud, 903
12. Deleuze, 897
13. Kant, 882
14. Heidegger, 874
15. Chomsky, 812
16. Beck, 733
17. Piaget, 725
18. Harvey, 723
19. Rawls, 708
20. Hofstede, 700

Herefter kommer i følgende rækkefølge: Edward W. Said, Emile Durkheim, Roland Barthes, Clifford Geertz, Hannah Arendt, Walter Benjamin, Henri Tajfel, Ludwig Wittgenstein, Barney G. Glaser, George Lakoff, John Dewey, Benedict Anderson, Emmanuel Levinas, Jacques Lacan, Thomas S. Kuhn, Karl Marx og Friedrich Nietzsche.

Fælles for alle er, at deres bøger er citeret 500 gange eller flere i 2007. Hvis man ser på top ti, så er der ikke meget at komme efter, som ikke bare strukturalistisk plidder-pladder eller afledte heraf.