Inside Job bygger faktisk på en prisværdig præmis, nemlig den, at nogen må have ansvaret for, hvorfor det gik så galt. Filmen forsøger så at beskrive, hvem de ansvarlige er, men desværre er konklusionen skrevet på forhånd, og der gøres ingen indsats for at forstå dem med det modsatte synspunkt.

Filmen er inddelt i fem afsnit:

1. How we got here
2. The Bubble
3. The Crisis
4. Accountability
5. Where we are now

Deregulering gjorde det muligt for finansielle virksomheder at finde på nye smarte finansielle produkter, ændre deres kapitalstruktur til mere gearede investeringer og forsikre sig imod tab på kryds og tværs. Samtidig blev risikofyldte produkter vurderet næsten risikofrie og der blev lånt ud til folk, der havde ringe muligheder for at betale tilbage. Alt dette startede med Reagans deregulering og blev groft udnyttet af Wall Street, der samtidig tjente tykt på det, indtil boligboblen sprang. De indflydelsesrige chefer mistede dog ikke deres bonusser og fik ligefrem af og til gode jobs i regeringen, mens den lille mand på gulvet blev efterladt med regningen.

Grådighed og en liberaliseringsideologi var årsagen, forstås. Det hele er i øvrigt sympatisk indtalt af Matt Damon, og så må det jo være rigtigt…

Jeg er enig med filmen i flere ting. Der blev udviklet ualmindeligt smarte finansielle produkter, som finansfyrsterne ikke mente, at der var den store risiko ved – hvordan nogen med en økonomisk uddannelse ærligt kan tro, at større afkast uden større risiko ikke bare er en våd drøm, kan undre. Jeg er også enig med filmen i, at der blev lånt penge ud til folk, der ikke burde have haft huslån.

Problemet ved filmen er dog den prædefinerede politiske agenda, der få skaberen til at glemme at stille spørgsmåltegn ved, hvorfor ovennævnte kunne ske. F.eks. ‘glemmer’(?) filmen at nævne, at det igennem mange år – og særligt under Clinton – var den amerikanske regerings politik, at den amerikanske drøm bestod i husejerskab, hvorfor regeringen mere end opfordrede til disse risikable huslån. Se evt. min egen gennemgang af Finanskrisen forklaret. Men et sådan forhold gør det naturligvis sværere at give ‘det frie marked’ skylden, da der er tale om en såkaldt regeringsfejl.

Filmen spørger heller ikke, hvor al den kredit, der var i systemet, kom fra. Den nævner godt nok liberaliseringen af kapitalkravene, men dette er utilstrækkeligt til at forklare de enorme nominelle stigninger i aktivers værdi. Her skal ses på pengepolitikken, hvor man ovenpå dot-com boblens kollaps satte ‘gang i hjulene’ igen ved at føre en meget løs pengepolitik med en meget lav rente. Misgerningerne i boligsektoren blev netop opdaget, da man begyndte at hæve rente og alle de kanp så profitable projekter blev afsløret som kejserens nye klæder – igen en klar regeringsfejl.

Filmen tror derimod, at alt er løst, hvis vi bare regulerer mere. Det er en kedeligt simpel konklusion for en film, der ellers fint fremdrager Rajans ‘Has Financial Development Made the World Riskier?‘ i forklaringen af, at risiko og afkast bør hænge sammen. Hvis staten redder virksomheder, der burde gå konkurs, lærer de ikke lektion, da man fjerner en del af risikoen og lader dem stå tilbage med års afkast. Redningspakkerne i sig selv er dermed en regeringsfejl, der kun skaber grobund for lignende kriser i fremtiden. Man har skabt såkaldt moralsk hazard.

Filmens politiske slagside gør den altså en smule anstrengende at se, men jeg mener stadig, at den er et kig værd – dog ikke, hvis man har alt for travlt…

Se evt. Khvilsteds anmeldelse f samme her: Inside Job (2010) – En rød politisk ulv, forklædt i fåreskind.

Addendum: Ezra Klein skriver i en ganske fremragende anmeldelse af Inside Job, at “[w]hat’s remarkable about the financial crisis isn’t just how many people got it wrong, but how many people who got it wrong had an incentive to get it right.” Det er en yderst vigtig pointe at notere sig, når man kritiserer Wall Street.

Futures regulators green-lighted a new market aiming to trade futures tied to box-office receipts, though senior agency officials warned that specific contracts may not be approved.

Mere her.

Så simpelt er plottet i filmen The Belgrade Phantom. Og det hele bliver kun endnu bedre af, at historien er sand – se en kort dokumentar om ‘Fantomet’ her.  Filmen blander kommentarer fra førstehåndsvidner med fiktionel gengivelse af de oprindelige episoder, og den gør det godt.

Tito er i Cuba til topmøde med andre kommunister, og den undertrykte befolkning i den jugoslaviske hovedstad keder sig, mildest talt. Det tilnærmelsesvist organiserede socialliv og den stramme styring af landet har efterladt  befolkningen i en apatisk hverdagstrance, hvor udskejelser og frimodig opførsel er særsyn. Men alt dette ændres, da en ung mand stjæler en Porsche 911 S Targa, som i datiden er et særdeles imponerende køretøj.

Tyveriet i sig selv er uinteressant, udover at bilen naturligvis er sjælden. Det bemærkelsesværdige opstår, da manden tager bilen på en tur rundt i Beograds gader og søger biljagten med politiet, som han gang på gang vinder. Biltyven går efter at blive forfulgt, så han selvsikkert kan ryste politiet af sig, når de prøver at forfølge i deres – i sammenligning – latterlige politibiler. Det er en magtdemonstration.

Tyveriet af en sjælden bil og de voldsomme biljagter rundt i hovedstaden vækker én ting, som får historien til at udvikle sig: Folkelig appel. Den kække biltyv meddeler lokale radiostationer, hvornår han har tænkt sig at lege kispus med poltitiet, og befolkningen stimler sammen i hobetal for at se underholdningen.

Men det er mere end bare underholdning. Biljagterne er et symbol for det undertrykte folk, som gennem biltyven udlever deres længsel for et frit liv med retten til frimodighed. Dermed udvikler biljagterne sig til et politisk problem for det kommunistiske styre. En af filmens ‘øjenvidner’ mener endda, at det er sandsynligt, at Tito selv er blevet forelagt de hjemlige eskapader, mens han opholdt sig i Cuba.

Hvordan filmen ender skal jeg ikke afsløre. Men filmen er et fremragende eksempel på, hvordan enkeltstående, og i sig selv ubetydelige, begivenheder for et undertrykt folk kan udvikle sig til symboler på deres indre modstand mod deres ydre undertrykkelse. Fantomet blev han kaldt. Et navn som opstod på tilskuerpladserne, når han strøg gennem Beograd med politiet i hælene. Manden politiet ikke kunne fange og som tiltrak massevis af mennesker i vild jubel, når han gjorde nar af myndighederne.

The Belgrade Phantom er seværdig. Den er ikke nervepirrende fra start til slut, og den er heller ikke kontroversiel eller provokerende. Men den er en vigtig ihukommelse om det liv og det sindelag, som mange mennesker var pålagt, i de forfærdelige år kommunismen sad tungt på det meste af Europa. Og det er en smuk film om håb og drømme, der opstår ud af simple ting.

The Belgrade Phantom kan ses her: The Belgrade Phantom

Trailer: