Jeg behøver end ikke kommentere yderligere på dem. Overskriften og underrubrikken siger det hele:

• Staten har enorm magt i Amagebanken

“Den hidtil hemmeligholdte aftale mellem Finansiel Stabilitet og Amagerbanken er nu offentliggjort, og den fortæller historien om en stat, der har ret til at bestemme stort set alt.”

• Staten tjener halv mio. på din nye Avensis

“Staten er den helt store vinder, når du køber en ny bil og beholder den i fire år. På en almindelig familiebil tjener staten over en halv mio. kr.”

• For anden dag i træk faldt renten på F1-lån

Trichet(direktøren for den europæiske centralbank, red.) gav en hjælpende hånd til danske boligejere.

Hvornår får vi en borgerlig regering?

• Euro kan knække midt over

“USA tænker fortsat på Europa som en investeringsforening, så vil man som investor have fingre i Nordeuropa, er man tvunget til at tage Sydeuropa med. Det er euroens skæbne og kan føre til en opdelt euro.”

• The Stages of Libertarian Denial

Caplan definerer seks stadier:

Stage 1: Deny the problem exists.

Stage 2: Blame the problem on the government.

Stage 3: Admit that the government didn’t cause the problem, but insist that government action would only make the problem worse.

Stage 4: Concede that government action wouldn’t make the problem worse, but say that the cure is so expensive that we’re better off just living with the problem.

Stage 5: Admit that government action could solve a problem at a low cost, but claim that the libertarian principle is more important.

Stage 6: Yield on libertarian principle, but try to minimize the deviation.

Ganske interessant… Hvilken type argumente bruger libertarianske læsere af denne blog mest?

Den irske regering vil reducere de offentlige omkostninger med 20% og får samtidig en hjælpepakke af EU. Hvad er problemet?

Først skal det slåes fast, at Irland rent faktisk er i problemer, der er bygget op over en årerække. Væksten i de kommende år er negativ eller lav og det til trods for, at den irske regering har taget hårde midler i burg for at hjælpe økonomien – noget nogen økonomer dog definerer som selve problemet. Udover problemerne i den offentlige økonomi, er irerne først nu ved for alvor at få deres boligkrise. Et særligt stort problem, fordi der allerede har været brugt penge på at redde banker. Irske banker blev presset ovenpå den amerikanske boligkrise og den forsatte økonomiske nedtur truer nu med en hjemlig gentagelse -selvom bankerne klarede de såkaldte ‘stress test’ i juli.

Den lavere vækst gør det endnu sværere for Irland at tilbagebetale den eksisterende gæld, og samtidig mister investorerne tilliden til, at Irland vil kunne tilbagebetale dem deres penge, hvis de låner til dem i forbindelse med denne krise. Dette er årsagen til, at EU nu har set sig nødsaget til at træde til med en – formentlig – ret anselig hjælpepakke. En af årsagerne er bl.a., at den irske økonomi er mere end almindeligt interdependent. Det er i øvrigt pudsigt at bemærke, at mange for få år tilbage roste ‘den irske model’.

Den europæiske president, Van Rompuy, argumenter for, at EU skal hjælpe Irland, da det ellers vil sprede sig til resten af Europa – fint i tråd med den nævnte irske, økonomiske interdependens. Men for Van Rompuy er spørgsmålet ganske simpelt, om man kan redde EURO’en. Jeg har før skrevet om EURO’en teoretiske problemer, og det er sandsynligt, at krisen vil hoppe fra land til land, indtil nogen må træde ud af EURO’en. Irlands selvopfattelse led et slag i forbindelse med krisen og nogen mener endda (med en vis berettigelse), at Irland har mistet en del af sin suverænitet i forbindelse med hjælpepakken, så måske vender den offentlige opinion i Irland sig imod EU? Bare snakken om en udtrædelse af EURO’en, kunne muligvis give irerne større autonomi.

Den nuværende krise er altså både økonomisk, men i høj grad også politisk. Det bør alle EU-lande (inkl. Danmark) indse, før de selv står i Irlands situation.

P.S.: En ‘sjov’ historie i forbindelse med krisen er, at man i Irland købte heste som statussymbol. De efterlades nu til døden eller bruges som mad.

Hvis vi forstår konsensus som emner, der er relativt bred opbakning til, og som frit og åbent diskuteres.

Van Rompuy, EU’s præsident, taler indenfor konsensus, når han siger:

‘In every member state, there are people who believe their country can survive alone in the globalised world. It is more than an illusion – it is a lie.’

(…)

‘Today’s nationalism is often not a positive feeling of pride in one’s own identity, but a negative feeling of apprehension of the others.’

Todd Zywicki, amerikansk kommentator, taler indenfor konsensus, når han siger:

Repealing the Seventeenth Amendment would go a long way toward restoring federalism and frustrating special-interest influence over Washington

(…)

The Constitution did not create a direct democracy; it established a constitutional republic. Its goal was to preserve liberty, not to maximize popular sovereignty.

Det er da pudsigt…

Et på enhver måde absurd forslag fra EU – hvor ellers? – argumenterer på en såkaldt Tobin-skat. Den tidligere statsminister, Poul Nyrup, har været en af de varmeste fortalere. Argumenterne er angiveligt mange, og blandt dem er, at mange handler skaber usikkerhed på markederne og denne skat kan derfor være med til at vi undgår kriser.

Forskning fra i år siger ellers om High Frequency Trading (HFT):

I find the following key results: (1) HFTs tend to follow a price reversal strategy driven by order imbalances, (2) HFTs earn gross trading profits of approximately \$2.8 billion annually, (3) HFTs do not seem to systematically engage in a non-HFTr anticipatory trading strategy, (4) HFTs’ strategies are more correlated with each other than are non-HFTs’, (5) HFTs’ trading level changes only moderately as volatility increases, (6) HFTs add substantially to the price discovery process, (7) HFTs provide the best bid and offer quotes for a significant portion of the trading day and do so strategically so as to avoid informed traders, but provide only one-fourth of the book depth as do non-HFTs, and (8) HFTs may dampen intraday volatility. These findings suggest that HFTs’ activities are not detrimental to non-HFTs and that HFT tends to improve market quality.

Men hva’ faen… Nyrup er da ligeglad, finanssektoren skal bare punge ud, ja den skal!

Det kan man forvisse sig om i en artikel fra business.dk under overskriften EU: Kriseramte banker skal krakke. Overskriften snyder desværre. Bankerne skal krakke ja, men først efter EU har fået en meget betydelig magt over dem.

Ingen banker bør være for store til at gå ned eller for indbyrdes forbundne til at gå konkurs, siger Michel Barnier, EU-kommissær for finansielle tjenesteydelser.

Med andre ord vil EU-kommissæren lave strammere monopol-lovgivning, der nu sigter mod, at ingen virksomhed må være stor nok til at påvirke andre (sic!) OG og den finansielle interdependens skal mindskes vil – alt efter hvordan det implementeres – besværliggør låntagning, omsætning og generel handel i større eller mindre grad.

Samtidig skal de europæiske finanstilsyn have større magt, så de blandt andet kan tvinge banker til at udskifte ledelsen eller skaffe sig af med særligt risikable forretningsområder. (Min fremhævning)

Undskyld mig… hvad!? Dette er ville være en endegyldig underminering af den private ejendomsret af så grov en karakter, at bankerne ikke længere ville kunne anses for at være privat virksomheder. Bankvirksomhed ville de facto være udliciteret fra staten til bankerne, hvor staten konstant kan korrekse bankernes dispositioner.

Når det så er sagt, så er det en gåde, hvorfor statsansatte økonomer er så meget dygtigere end bankernes økonomer, at de bedre kan vurdere, hvilke forretningsområder, der er ‘særligt risikable’.

Hvorfor tror folk på, at de bedste økonomer er dem, der er ansat i en sektor (læs: staten), hvor lønnen er lavere og konkurrenceparametret er indflydelse (læs: magt). Fremfor økonomer, der er ansat i en sektor (læs: private virksomheder) hvor lønnen er konkurrenceparamter og man vurderes på evner. Jeg begriber det ikke.

Mine damer og herrer, over alting vajer der en stor fed EU-fane…

But the euro’s founders also set debt and deficit limits. The problem is not that these limits were too loose. The problem is having them at all. The mere existence of the limits says, in effect, that politicians will have a hard time resisting bailout pressure. So the markets lent at low rates and gave high bond ratings. The EU rediscovered that it’s much harder to grow a spine in the middle of a crisis.

The euro founders should have said instead, “Go ahead, use our currency if you like. Rack up any debts you want. We don’t care, because we are not going to bail you out—we’ve set it up so we can’t bail you out. Bond buyers beware.”

The euro founders never decided whether they were creating the perfect currency without fiscal union, or if they were creating a fiscal union on the way to political union.

Cochrane leverer en interessant tanke, men jeg tror desværre også, at den er yderst naiv.

Jeg er simpelthen nødt til at dele dette fantastiske citat:

A single currency could no more subsume national identities than drinking Coke could make people American.

Det stammer fra følgende anbefalelsesværdige artikel fra Robert Samuelsen: The Welfare State’s Death Spiral. Artiklen handler, naturligvis, om EURO’en og hvordan fremtiden ser ud for EURO-landene. Læs!

• NYT graf over PIIGS-landenes gæld. (Jeg skal advare imod stærke billeder…)
• Capitalism: A confused story – David Henderson fra EconLib gennemgår Michael Moores senesteopkast af dårskab
• Om chimpansers sexliv – Og deres knap så paringsorienterede tilgang…
• Billeder fra Olieudslippet i USA
• En MEGET pervers reklame fra skattemyndighederne i Pennsylvania.