Hvis der skal herske harmoni og tillid i et samfund, må man have en grundlæggende tillid til forskellen på mit og dit. Ellers presser man folk ud, der vil forsvare sig selv.

Den helt konkrete sag, der har fået mig til at (gen-) overveje dette, er sagen om indbrud ved Skjoldhøj Kirke i Århus – at der er tale om episoder ved en kirke er sagen uvedkommende. Skjoldhøj Kirke tog konsekvensen og hyrede et privat vagtværn, der kunne passe på deres sognebørn biler og dermed deres private ejendom. Et – kunne man mene – fornuftigt og naturligt modsvar til de stigende problemer med indbrud i biler. Problemet er bare, at det Skjoldhøj Kirke ifølge Østjyllands Politi ikke må hyre dette vagtværn. Det må de ikke, fordi parkeringspladsen har såkaldt ‘almindelig adgang’ – ifølge vatgtloven må private vagtselskaber ikke operere her. To ting springer i øjnene:

1. Hvad hvis det var frivillige? Lad os antage, at et par raske drenge fra Skjoldhøj Kirke under gudstjenesten gik nogle omgange på parkeringspladsen og foretog en civil anholdelse, hvis de var vidner til indbrud eller forsøg herpå. Dette ville ikke være ulovligt – hvordan skulle det næsten også kunne være det? Med andre ord; politiets anke – lovens foreskrifter – er grundlæggende, at private virksomheder ikke må tjene penge på noget, som er politiets kerneopgave, nemlig at sikre lov og orden på offentlige områder. At politiet ikke er denne opgave voksen må altså ligge Skjoldhøj Kirkes sognebørn til last. Lov er lov og lov skal holdes, og loven siger, at private vagtværn ikke må patruljere offentlige områder. Slut. Gjorde nogen det frivilligt , ville det ikke være et problem, og konklusionen må derfor være, at loven foreskriver, at man ikke må tjene penge på at udføre den kerneopgave, som politiet burde stå for – selvom den ikke udføres (modargumentet om problemerne i konkurrence mellem vagtværn på ‘offentlige områder’ imødegåes i detaljer her)
2. Hvad med vores rettigheder? Jeg er modstander af naturrettigheder, dvs. det at de rettigheder vi har som mennesker kommer af naturen, eller at det er nogle vi har grundet det, at vi er mennesker – grundlæggende baserer disse argumenter sig på en idé om, at rettighederne er gudsgivet. Hvis rettigheder ikke er noget, man har som menneske per se, må de komme et andet sted fra. Det er åbenlyst for enhver, at der eksisterer visse rettigheder de facto, som ofte udtrykkes ipso facto i menneskelig interaktion. Det sidste er kernen i min tilgang til rettigheder. Rettigheder opstår i interaktion med andre. Lad os først forestille os et samfund med to mennesker, der er lige stærke. De aftaler at respektere den andens rettigheder – såsom privat ejendomsret osv. – og lever i lykkelig sameksistens. Alt andet ville være tåbeligt, da ingen af dem ville vinde ved det modsatte. Hvis vi så introducerer en tredje mand til vores samfund, ændrer billedet sig. Denne mand er stærkere end de to andre enkeltvis, men hvis de rotter sig sammen, har de samme styrke, som ham. De ‘to små’ aftaler at hjælpe den anden, hvis der bliver problemer, og informerer den ‘nye store’ om dette. Sammen finder de tre ud af, at det nok er bedst, hvis de alle respekterer de andres rettigheder. Denne konstruktion kan i princippet udvides med flere og flere mennesker, til der til sidst er tale om det, vi kalder et samfund. Af frygt for at blive den lille er alle interesserede i at respektere andres rettigheder. Systemet fungerer fint, så længe man overholder sine aftaler, som f.eks. de ‘to små’ fra før, der ville hjælpe hinanden, hvis den store ville bryde en af de tos rettigheder. Hvad har det med sagen fra Skjoldhøj Kirke at gøre? I pågældende sag, at de ‘to små’ glemt at overholde deres aftale om at hjælpe hinanden; eller sagt med andre ord, politiet har ikke forsvaret de sagesløse sognebørn mod tyveri og indbrud i biler. Dermed sker der et grundlæggende brud på rettighederne, hvor ejendomsretten ipso facto bliver ophævet – ligesom den ipso facto blev indført ved fællesskabets interesse i sameksistens og derigennem overholdelse af rettigheder.

Ved ikke at imødegå indbrud i sognebørnene fra Skjoldhøjs biler underminerer politiet i markant grad den private ejendomsret, og der bidrages til yderligere erosion, ved at loven forbyder, at man ‘tager sagen i egen hånd’. Det er trist, og det er den slags, der i længden fører til velfortjent utilfredshed med et system, som baserer sig på den underliggende samfundskontrakt, at rettigheder er et projekt for fællesskabet. Man kan læse meget mere om denne ovenstående tilgang, hvis man vil, her.

Og som en digression; ovenstående er blandt årsagerne til, at jeg er sympatisk overfor Kasper Støvring, når han taler om, at samfundets sammenhængskraft og harmoni baserer sig på kulturel og delvist religiøs overenstemmelse. Men det kan blive et andet indlæg.

Og ja, dette var det første indlæg, hvor jeg direkte refererer til teorier om anarko-kapitalisme.

Ligemeget hvad, så er faktum, at piraterne vinder. Anti-piratgruppen kan ikke stoppe en bevægelse, der bygger på en så flad struktur som pirateri gør. Og det er glædeligt. Det er glædeligt, fordi det viser, at ingen kan stoppe vidensdeling over internettet.

Internettet er en ‘friheds-facilitator’. Det er systemundergravende. Det er smukt!

(Ville have skrevet et langt indlæg, men har ikke tid)