Her til aften så jeg den omdiskuterede Armadillo med nogle medkollegianere. Filmen fortjener bestemt et par efterrefleksioner – jeg skal forsøge at holde spoilers på et minimum.

Mange af filmens pointer er simple, næsten forudsigelige, men stadig fængende. Som afskeden i lufthavnen, hvor søsteren græder så kontrolleret hun kan, moderen insisterende udtrykker sin manglende forståelse og faderen stille siger, “Opfør dig nu ordentligt, knægt!”. Jojo, stereotyper er skam virkelige mennesker. Opfører han sig så ordentligt? Ja, det gør han, men han ender dog med – indirekte – at blive en af de mest omdiskuterede personer i dansk presse i et par dage, da det kommer frem, at et par ord om ‘likvidering’ i en adrenalinrus er røget ud af munden på ham.

Og det leder mig videre til min næste pointe. Et af de mest vedholdende indtryk filmen efterlod mig med var, at der jo bare er tale om knægte. Knægte, hvor den store fyr udfordrer den lille til en slåskamp – hammer mod gevær, henholdvis. Knægte, hvor dumsmarte bemærkninger og porno i fællesrummet er en naturlig del af hverdagsmiljøet. Og vigtigst af alt, knægte der vil afsted til Afghanistan, fordi de “vil have spænding” og “et eventyr”.

Den hverdag af eufemismer og smarte bemærkninger, som er ‘knægte’ så almindelig, er pludselig ikke en sproglig kamp om social rang, men en nødvendighed for at overkomme sine egne tanker og den tid der er tilbage, når man skal beskrive, hvordan det er at bruge seks timer på at samle ligdele sammen. En nødvendig virklighedsflugt?

Vi ser også en anden side af indsatsen i Afghanistan. Vi ser nemlig, hvordan man giver bod for eventuelle døde køer eller anden materiel fratagelse, i forhold til de lokales levefod. Da jeg så klippet, kunne jeg ikke undlade at tænke, hvordna den måde denne praksis var skruet sammen på, ville give flere rapporter fra lokale om tab, end tilfældet egentlig er. Men det er måske en del af spillet.

I Armadillo ser vi det hele, eller gør vi? Kameraerne har været med rundt, og de har fulgt den pågældende gruppe i et halvt år. Men trods den uretfærdighed det er at skære et halvt år ned til små to timer, så sidder man alligevel med en følelse af, at der er mere til historien, eller Armadillo fortæller. Vigtigst af alt, så mangler Armadillo at følge soldaterne i ugerne efter udsendelsen. Der hvor oplevelsen bundfælder sig og slår rod – for de enkelte soldater på hver sin måde. Fik de deres “eventyr”?. Det ville have givet filmen det, den mangler.

Armadillo er dog stadig seværdig, så absolut, og den er uden tvivl en god indgang til debat. Psykologisk, sociologisk, ideologisk og menneskeligt. Blandt de personer jeg så den med, diskuterede vi efterfølgende, hvor forståeligt det er, hvor lidt soldaterne rent faktisk forholder sig refleksivt til det, de laver og hvor forståeligt det er, at soldaterne umenneskeliggør talebanerne i betydelig grad. Svarerne er ikke nødvendigvis simple, men i begge tilfælde ligger min sympati ved soldaterne.

Jeg vil varmt anbefale filmen. Alle bør se den, som en del af den proces de selv går igennem, når de – forhåbentligt og på sikker afstand – reflekterer over, hvad der foregår i Afghanistan, og hvad det vil sige at være krigsførende nation. Mit håb er, at filmen ikke bare vækker modstand mod indsatsen, men at de fleste rent faktisk ser noget dybere.

Se blot dette billede:

Bogen er udgivet af Ministeriet for planlægning, og man skal derfor ikke være bleg for, at ikke alle i Afghanistan levede sådan. Men billederne fortæller en tydelig historie om, hvordan landet i det mindste gerne ville opfattes. Den slags illusioner gjorde Talebanstyret sig ikke, og det er i sig selv en væsentlig forskel.

Forfatteren gør sig i øvrigt også egne betragtninger om sit hjemland:

Afghan women pursued careers in medicine; men and women mingled casually at movie theaters and university campuses in Kabul; factories in the suburbs churned out textiles and other goods. There was a tradition of law and order, and a government capable of undertaking large national infrastructure projects, like building hydropower stations and roads, albeit with outside help. Ordinary people had a sense of hope, a belief that education could open opportunities for all, a conviction that a bright future lay ahead.

Afghanistan var virkelig mulighedernes land i 1950′erne.