Kirkeminister snyder fattige børn

Manu Sareen er MEGET dygtig til at gøre opmærksom på, at han har tækt sig at yde en indsats for andre, og når handlingen så ikke følger efter, så fortjener man lussinger i takt til de fattige maver, der rumler.

Manu Sareen kunne nemlig, hvis han mente der var et problem, bare gøre en forskel uden at gøre opmærksom på sig selv, men det handlede åbenbart om andet end de fattige.

Det virker ærlig talt helt åbenlyst, at Manu Sareen bare gerne ville opfattes som et godt menneske, da han solgte sin børnebog, men at han ikke er så god til rent faktisk at bekymre sig om de fattige, når der ikke er et TV-kamera, en journalist eller et bogomslag i nærheden…

Afgifter truer flødebollefabrik

Ærlig talt! Den siddende regering er da godt på vej til at sikre, at den eneste danske exportvare er arbejdspladser. Er deres trang til at fratage danskerne enhver form for individuelt ansvar virkelig så stort, at de partout også skal fratage dem muligheden for at have et job i den private sektor? Newsflash: Den offentlige sektor bidrager ikke det mindste til at betale for alle de udgifter politikerne finder på. De stakkels mennesker, der stadig mener, at der er en vis dyd i at bidrage til samfundet må finde sig i at arbejde for to andre danskere, og det bliver værre dag for dag.

Milliardkøb skaber frygt for ny IT-boble

Så én overvurderet IT-virksomhed med manglende dividender betaler en svimlende sum for et andet IT-eventyr med endnu færre dividender. Hvilken økonom skal man slå i hovedet med de her artikler, før de stopper med deres evindelige økonometriske pjat omkring, at vi ikke rigtigt har inflation for tiden?

SF’ere: Gi’ os en statsbank

Nej!

Dette blogindlæg udspringer af videoen herunder:

Jim Grant er bange for, at inflation manisfesterer sig i voldsomme værdistigninger på aktiver. DeLong reagerer på Jin Grants inflationsfrygt ved at kommentere, at hverken Headline eller Core inflation ser ud til at være på vej op – læs i øvrigt om forskellene mellem de to her: Headline vs. Core Inflation: A Look at Some Issues.

Men Brad DeLong er – tiltrods for sin titel som professor – desværre ikke i stand til at tænke økonomisk. Det fremgår tydeligt af nedenstående graf, som viser netop headline og core inflation fra 1990 til i dag:

Grafen viser udviklingen i Headline(den røde) og Core(den blå) inflation.

Kan nogen læsere spotte IT-boblen i ovenstående graf? Umuligt! Den seneste boligboble vises dog i headline, men ikke i core inflation.

Med andre ord er disse inflationsmål mere end almindeligt dårlige til at forudsige udviklingen i aktivpriser. Dette er der flere årsager til, men det er skuffende, at en mand som DeLong ikke kan tænke økonomi på et højere plan og derved indse, at statistiske mål ikke altid redder dagen.

Lad mig causere en smule over følgende graf:

Spørgsmålet er jo så, hvad man kan udlede af denne graf.

1. Obama-administrationens makroøkonomer tog fejl
   • Det er måske åbenlyst ja, men det er vigtigt at bemærke sig, da det – endnu en gang – understreger vigtigheden af ikke at lave for skråsikre udtalelser om makroøkonomisk udvikling. Det er en simpel, men afgørende, Hayekiansk lære, at centralstyring af økonomien er så godt som umuligt – og her snakker vi ikke for eller imod planøkonomi, men derimod det problematiske i interventionisme, altså politikeres påvirkning af markedskræfterne og det forventede udkomme heraf. Det er netop her makroøkonomerne i Obama-administationen bør have fået sig en velfortjent lærestreg – og bemærk, at det ikke bare er fordi de er økonomer i Obama-administrationen. Havde McCain været præsident havde hans økonomer nok lavet samme fejl, omend måske knap så grelt, da højreorienterede økonomer typisk ikke vurderer offentlige investeringer så højt.
2. Arbejdsløsheden er større end den forventede arbejdsløshed uden redningspakker
   • Med forbehold i ovenstående, så er dette også værd at bemærke. Kunne det tænkes, at redningspakkerne har skadet mere end gavnet – at den såkaldte multiplikatoreffekt er under 1? Sagt på en anden måde: Har hver krone det offentlige har investeret givet under én krone i vækst? Den anerkendte økonom Robert Barro fra Harvard, har i WSJ skrevet mere generel kritik af multipliers, og den ligeledes højt anerkendte John Taylor har på sin blog gjort opmærksom på den manglende vækst, ligesom han også i en sammenligning mellem 1937 og 2011 har gjort opmærksom på vigtigheden af, at private investeringer driver væksten, fremfor offentlige.

Og hvad er så bl.a. den hayekianske lære, der gør, at man bør have en vis skepsis overfor makroøkonomiske forudsigelser. Der er flere årsager, men blandt dem er:

• Spredt information
  • For at lave helt præcise analyser af økonomi skal man have en masse lokal information samlet et centralt sted, hvilket i sig selv er en udfordring, måske umuligt. Ændringer ude lokalt kan få stor betydning for den samlede økonomi – f.eks. vejrforhold eller produktionsnedbrud. Lederen af et lokalt kraftværk ved godt, at dette vil skulle lukkes for reperation, men hvis økonomi-zharen ikke tager dette med i beregningerne, går det galt. Mange små ændringer multipliceres op som ringe i vandet, når disse ændringer får konsekvens ud igennem det økonomiske system. Alt dette gør det i sig selv svært at styre økonomien, selv hvis vi betragtede den som en række øjebliksbilleder.
• Samfundet i bevægelse
  • Men forholdene i samfundet ændrer sig konstant, er dynamisk. Der sker hele tiden ændringer i det økonomiske system med intereffektuelle konsekvenser. Ikke nok med at man skal samle al informationen centralt, den skal også bearbejdes i realtid og ændres uophørligt af ændringerne i samfundet. Forestil dig et billardbord, uden huller, med et helt spil baller, hvor der er påsat en række køer, der konstant skyder i hver sin retning og dermed holder ballerne i bevægelse. Som økonomisk planlægger er det din opgave hele tidne af regne ud, hvor ballerne har været og er på vej hen. En voldsom opgave i sig selv, men den virkelige opgave er langt værre.
• Individuelle præferencer
  • Forestil dig førnævnte billardbord, men hvor køerne ikke konstant skyder i hver sin retning med derimod betjenes af mennesker, der skyder helt som det passer dem. Dermed afslører hver enkelt sin individuelle præference for, hvor vedkommende mener, at ballerne skal skydes hen. Men før skuddet er afgivet, kan du ikke vide, hvilken ball der bliver ramt, og hvor den bliver sendt hen. Det er i denne situation, at en økonomiske planlægger i den virkelige verden skal forsøge at regne ballernes retning ud – umuligt. Der nogle små knep, som økonomer bruger, der hjælper dem med at tilnærme sig, hvor hver enkelt nok vil skyde hen, men dette kan kun gøres med en vis sandsynlighed. Og samfundet er alngt mere kompleks end et billardbord. Vores individuelle præferencer afsløres når vi handler ind, når vi vælger job, den indsats vi lægger på vores job, den måde vi opdrager børn på osv. Og det har alt sammen betydning for, hvordan økonomien udvikler sig.

Derfor skal man forholde sig med skepsis til skråsikre makroøkonomiske udtalelser, og de fleste økonomer bør forholde sig med en del mere ydmyghed til deres eget arbejde, tak!

Til de, der gerne vil læse noget fra Hayek og Keynes selv, kan jeg nok engang anbefale denne læserbrevsduel.

I en ellers fornuftig artikel, der handler om, at Skanderborg kommune får et privat firma til at opføre og vedligeholde en stor institution, udtaler Risskov Tømrer- & Snedker Forretnings direktør, Bent Brøndum:

Vi har brugt 400.000 kr. på at dygtiggøre os i OPP-samarbejdet, og den viden vil vi gerne bruge igen til at opføre en anden kommunal daginstitution, et plejehjem eller et lokalcenter

OPP står for Offentligt Privat Partnerskab og nærværende projekt koster 50 mio. kr., som altså bekostes af  Risskov Tømrer- & Snedker Forretning og:

Skanderborg Kommune har forpligtet sig til at leje sig ind de næste 30 år og derefter købe ejendommen til en fastsat pris. I den periode står Risskov Tømrer- & Snedkerforretning for drift og vedligeholdelse af bygningerne både udvendigt og indvendigt.

400.000 kr er en anseelig pose penge, som Risskov Tømrer- & Snedker Forretnings direktør altså vurderer har været en nødvendig investering for at kunne indgå i OPP-samarbejder. Tænk sig, hvis de penge havde været brugt på at udvikle virksomheden…

OPP beskrives ganske godt af PWC:

Det karakteristiske ved denne samarbejdsform er, at det offentlige ikke blot udbyder opførelsen af et anlæg eller en bygning, men at finansiering, design, etablering samt drift og vedligehold bliver koblet i ét samlet udbud.

Det er naturligvis positivt, at regeringen ønsker at få flere bygninger på private hænder og forsøge at skabe flere udbud gennem f.eks. OPP-samarbejder.

Jeg frygter dog, at væksten i denne udbudsform primært skyldes, at finansieringen også udbydes, hvormed den enkelte kommune ikke skal grave så dybt i lommerne på etableringstidspunktet, hvorfor politikerne i deres egen optik får mulighed for at engagere sig i langt flere projekter – mao. bruge flere penge. Det skal blive spændende, når det første OPP-projektet en gang skal evalueres.

• Indiens økonomiske chefrådgiver har udgivet dette paper: “Why, for a Class of Bribes, the Act of Giving a Bribe should be Treated as Legal[PDF]“, HT: MR.
• Det løbske lokomotiv: Peter Kurrilds gennemgang af evigt stigende offentlige udgifter og årsagen hertil.
• Journalistisk spin skaber politik, i hvert fald ifølge Ph.D.-afhandlingen ‘Christiansborg uden for citat‘, der forsvares netop som dette indlæg udgives.

Algoritmehandel bliver stadig mere populært. I min optik siger det, desværre, en del om, hvad økonomi er blevet til.

• Harvard scientists reverse the ageing process in mice – now for humans

Det de ruller tilbage er ikke selve aldringsprocessen, men derimod organernes forfald. Interessant!

Den irske regering vil reducere de offentlige omkostninger med 20% og får samtidig en hjælpepakke af EU. Hvad er problemet?

Først skal det slåes fast, at Irland rent faktisk er i problemer, der er bygget op over en årerække. Væksten i de kommende år er negativ eller lav og det til trods for, at den irske regering har taget hårde midler i burg for at hjælpe økonomien – noget nogen økonomer dog definerer som selve problemet. Udover problemerne i den offentlige økonomi, er irerne først nu ved for alvor at få deres boligkrise. Et særligt stort problem, fordi der allerede har været brugt penge på at redde banker. Irske banker blev presset ovenpå den amerikanske boligkrise og den forsatte økonomiske nedtur truer nu med en hjemlig gentagelse -selvom bankerne klarede de såkaldte ‘stress test’ i juli.

Den lavere vækst gør det endnu sværere for Irland at tilbagebetale den eksisterende gæld, og samtidig mister investorerne tilliden til, at Irland vil kunne tilbagebetale dem deres penge, hvis de låner til dem i forbindelse med denne krise. Dette er årsagen til, at EU nu har set sig nødsaget til at træde til med en – formentlig – ret anselig hjælpepakke. En af årsagerne er bl.a., at den irske økonomi er mere end almindeligt interdependent. Det er i øvrigt pudsigt at bemærke, at mange for få år tilbage roste ‘den irske model’.

Den europæiske president, Van Rompuy, argumenter for, at EU skal hjælpe Irland, da det ellers vil sprede sig til resten af Europa – fint i tråd med den nævnte irske, økonomiske interdependens. Men for Van Rompuy er spørgsmålet ganske simpelt, om man kan redde EURO’en. Jeg har før skrevet om EURO’en teoretiske problemer, og det er sandsynligt, at krisen vil hoppe fra land til land, indtil nogen må træde ud af EURO’en. Irlands selvopfattelse led et slag i forbindelse med krisen og nogen mener endda (med en vis berettigelse), at Irland har mistet en del af sin suverænitet i forbindelse med hjælpepakken, så måske vender den offentlige opinion i Irland sig imod EU? Bare snakken om en udtrædelse af EURO’en, kunne muligvis give irerne større autonomi.

Den nuværende krise er altså både økonomisk, men i høj grad også politisk. Det bør alle EU-lande (inkl. Danmark) indse, før de selv står i Irlands situation.

P.S.: En ‘sjov’ historie i forbindelse med krisen er, at man i Irland købte heste som statussymbol. De efterlades nu til døden eller bruges som mad.

Her er to gode artikler og hans Wikipedia side:

• To Hell Through QE
• I’ll Tell You When Chinese Bubble Is About to Burst: Andy Xie
• Wikipedia: Andy Xie

Hvorfor er det, at vi, og resten af koalitionen, bruger enorme ressourcer på angiveligt at hjælpe en masse mennesker, som man ind i mellem må tvivle på, om vil hjælpes. Man kan undre sig over, hvad overhovedet laver i Irak og Afghanistan, men den debat finder jeg en smule antikvarisk – vi er der og vi skal ikke trække os ud, fordi det var forkert at gå ind. Derudover har andre skrevet om, hvorfor det giver mening at være der, og hvorvidt det virker. Hvadend vi vil det eller ej, så er Danmark en del af det, man i amerikansk terminologi kalder ‘nation building‘ – etableringen af demokratier i tidligere totalitære regimer i en tvungen process.

Der er noget masochistisk over at forsætte kampen på den nuværende måde, når man ved, at det formentlig blot skubber problemerne andre steder hen. Indenrigspolitisk må man også overveje, hvorvidt det giver mening at kæmpe mod ekstremisme i udlandet og så invitere den indenfor i Danmark – men det er en anden debat og et andet blogindlæg.

Mit forehavende i dette indlæg er at foreslå en ny, og knap så politisk korrekt eller naiv, tilgang til opbygningen i Afghanistan og Irak. I stedet for at kæmpe sig igennem folks baghaver mod ukendte fjender, bør områder ryddes en gang for alle og derefter afskærmes mod uvedkommende og bevogtes skarpt. Er det prøvet før? Nej, ikke i den forstand i hvert fald (se nedenfor).

Mit forslag går således: Opkøb eller benyt land, som den afghanske regering allerede ejer, og opret en form for ‘gated community‘ – beskyttet samfund – hvor alle screenes før de får lov til at flytte ind, og hvor alle skal betale leje for at bo og overholde bestemte leveregler for ikke at blive smidt ud. Til gengæld er området skarpt bevogtet, har eget politi og der sørges for fællesområder med skoler, rekreationsområder og lign. Samfundene må ikke være for store og må ikke ligge i de større byer. Alle beboere skal registreres med navn og billede, og blodprøver og fingeraftryk bør ligeledes indgå. Føromtalte leveregler der giver omgående udsættelse fra samfundet kunne f.eks. være: ingen vold, ingen manglende betaling af husleje, ingen seksuel udnyttelse, ingen tyveri, ingen polygami. Leveregler der gav påtale med advarsel om udsættelse ved gentagende brud kunne være: ingen offentlig uorden, ikke for højt antal sygedage, manglende vedligeholdelse af ens ejendom og flere. Det centrale er sådan set, at levereglerne tilskynder en levestil som gør samfundet økonomisk og kulturelt bæredygtigt. Derfor skal sanktionerne for brud også være hårde og konsekvente. Det udviklende ligger netop i, at alle beboerne får stillet forventninger som ikke bare er økonomiske men også kulturelle. Kultur gør en forskel, kultur skaber samfund.

Skal modellen fungere, er man muligvis nødsaget til også at sørge for arbejdspladser indenfor det beskyttede samfund, men det er en anden, og langtfra umulig, problemstilling.

Men hvorfor skulle dette så fungere? Fordi noget lignende allerede fungerer. Blandt velfungerende grupper i så forskellige lande som USA og Sydafrika – eller blandt knap så velfungerende grupper i USA.  Men vigtigst af alt, så fungerer det også som udviklingsprojekt, som bl.a. Lars Kolinds bror Peder er engageret i – Peder Kolind er også engageret i et skoleprojekt med samme grundlæggende værdier. Det beskyttede samfundsprojekt af bl.a. Peder Kolind hedder Villas Sonja og ligger i Nicaragua (Se her, her, her).

De beskyttede samfund skal ‘hvile i sig selv’ og ikke understøttes økonomisk. Med indførelsen af en ny type samfundsdannelse, kan man passende nedtrappe den øvrige indsats, idét lovlydige og bidragende mennesker vil kunne etablere sig i et beskyttet samfund – det er derfor også afgørende, at disse samfund etableres lovlydigt og ikke ved at ekspropriere folks ejendom. Denne model kunne i øvrigt også appliceres i Afrika.

Dette er blot en idé, men jeg tror på, at modellen vil kunne skabe resultater, hvis politikere og andre tør gøre det nødvendige. At fralægge sig relativismen.

Update: En ven har gjort mig opmærksom på, at mit forslag har visse lighedspunkter med de ‘nye byer‘ som udtænkt under den såkaldte Briggs Plan i 50′erne. En væsentlig forskel er dog frivilligheden og den kulturelle emfase, hvilket jeg anser for hovedpointerne.