Lars Bennike:

Kære Jacob Hedegaard -

Hvem står bag dette kædebrev, som jeg har modtaget nogle stykker af?

Med venlig hilsen

Lars Bennike
Seernes Redaktør

Rugaardsvej 25, 5100 Odense C
tel +45 65 91 91 91 – direkte +45 65 21 14 07 – mobil +45 20 24 37 33
website www.sr.tv2.dk – email labe@tv2.dk

Mit svar:

Kære Lars Bennike,

Du kan selv undersøge sagen nærmere i denne facebook-gruppe:

http://www.facebook.com/group.php?gid=157669304256839

Som man vil kunne orientere sig om, så er det både tværpolitisk og tværfagligt udne nogen egentlig styrring.

/ Jacob Hedegaard

Lars Bennikes svar til en frustreret seer:

Kære Jacob Hedegaard –

Tak for din mail.

Det er mig ganske ubegribeligt, at nogen fornuftige mennesker gider lægge eget navn til et kædebrev, men tak for hjælpen med at opklare sagen.

Med venlig hilsen

Lars Bennike

Seernes Redaktør

Rugaardsvej 25, 5100 Odense C

tel +45 65 91 91 91 – direkte +45 65 21 14 07 – mobil +45 20 24 37 33

website www.sr.tv2.dk – email labe@tv2.dk

Kosmos

And this is exactly the reason I am not going to waste my time joining. Everything that Kosmos on the surface tells me it will do, I already get without a gated community and yet another password – for my google browser – to remember.

Blogs

Blogs are fantastic. I follow a number of them: Marginal Revolution, Organization and Markets, Coordination Problem, Economics One, Project Syndicate and a number of others, including some Danish blogs. What’s great about academic blogs is two things:

1. High level: Most academics, with few exceptions, makes it an honour to have a high level in their writing, even on their blogs – or at least deal with technical issues, though maybe in a non-technical way (which in turn makes them reach a larger audience). You can actually learn a great deal from reading blogs.
2. Topicality: Most bloggers, if not everyone, writes about what’s ‘hot’. They follow journalistic principles and put academic achievements into perspective with relevant news, gossip or interests. Any Nobel Prize, rescuing of miners or other topical stories does not go uncommented in the academic blogoshere – and again, you are sure to learn a thing or two reading along.

In this way, blogs do form a community. Bloggers, commenters and readers form sub-communities on different topics with ‘flares’ into other topics when bloggers such as Tyler Cowen suddenly kicks in knowledge from psychology, sociology, biology or another field, although he himself is an economist. In this way, people who usually belong to a certain field but have a special interest in another, can make the whole community, which he or she is regularly a part of, benefit by sharing the knowledge from their special interest.

Twitter

Twitter makes everyone capable of sharing anything with everyone. The only thing you need to have in common is interest. I can hardly think of a more high powered form of community.

The things about twitter is, that it brakes down so many boundaries. It conveys thoughts or links instantly and shares them with whoever follow you out of interest OR follows a certain hashtag out of interest. That’s the true beauty. You don’t have to follow a certain person or organisation to become aware of their insights. As long a hashtags are properly used, information spreads (spontaneously?) to those who demand it without any extra concern on those who supply it.

So why Kosmos?

So with great tools like Blogs and Twitter, what good is Kosmos going to do me? What are the perks of joining Kosmos? As far as I can see none, on the part of the individual. IHS of course gets an easy access to a lot of brilliant people, whom they can possibly interact with and ‘make help them generate ideas. The question is, why can’t IHS do this in an open forum? If IHS pushes good enough content, then enough are willing to follow them on their blog or on Twitter.

I don’t believe in the project that is Kosmos, because I don’t believe in gated communities. I don’t think – online! – gated communities brings benefits. On the contrary. Open communities have more information sharing, more interaction, more diversity. And that is why I don’t join Kosmos.

Jeg savnede en metode til at lave et feed af enkelte lydfiler, som jeg falder over på nettet og gerne vil lytte til senere. Løsningen er Delicious og Google Listen.

Jeg falder af og til over lydfiler på nettet, mens jeg arbejder på min PC, som jeg gerne vil lytte til ved en senere lejlighed på min mobiltelefon. Mit problem var, at jeg ikke gad downloade hver enkelt fil og overføre dem til min mobiltelefon. For omstændigt og hvorfor skulle de ligge der og fylde, indtil jeg fik dem lyttet igennem? En anden løsning ville være en DropBox App. til Android, men den er desværre kun undervejs. Derudover ville den også stadig være for omstændig, sålænge man ikke kan lave drag ‘n drop fra browseren.

Løsningen er at bruge Delicious og Google Listen. Delicious giver en mulighed for at lave et feed af links og Google Listen er en Android App., som man kan bruge til at administrere feeds, som indeholder lydfiler – En form for Google Reader til links med lydfiler (rent teknisk opretter Google Listen en feed-mappe i Google Reader, som den læser fra, hvilket gør det nemt at tilføje feeds).

Mit eget Delicious feed indeholder indtil vider kun en enkelt fil, men kan ses her.

Min far er så småt blev mere og mere interesseret i økonomi efterhånden, som jeg bliver ved med at udbrede mig om mine interesser. I dag sendte jeg ham en mail med en grafik over udviklingen i ejendomsvurderingen på deres hus. Som for så mange andre er denne faldet, naturligt nok. Min mail var afstedkommet af denne artikel fra Politiken. (Det undrer mig i øvrigt hvor ofte den aritkel er dukket, når man tænker på, at man har kunnet se naboens ejendomsvurdering på nettet i mange år).

Som svar på min mail om den faldende ejendomsvurdering fik jeg følgende kommentar tilbage, der i høj grad signalerer ‘den gamles’ ophøjede ro og slet skjulte samfundskritik:

Som du selv kan se, så er vi blevet fattige – vores mursten er ikke så meget værd mere. Vil du være venlig at iværksætte en landsindsamling.

Emneord: planøkonomi, boligpriser, fattigdom, find-selv-på-flere…

Free download of Planet Earth’s first episode, “Pole to Pole”, HT: MR

Timer og atter timer af fremragende underholdning er strømmet ud af BBC om særligt klodens natur. Nu kan man så få første afsnit af en af deres fremragende serier gratis, bare man downloader det selv – it is stretch, I know. Levende og visuel berigelse, helt lovligt… Verden er på den anden ende!

Most cited authors of books in the humanities, 2007, HT: MR (igen)

Som det positive menneske jeg er, ser jeg overskriften og håber… Men listen er som følger:

1. Foucault, 2.521
2. Bordieu, 2.465
3. Derrida, 1.874
4. Bandura, 1.536
5. Giddens, 1.303
6. Goffman, 1.066
7. Habermas, 1.049
8. Weber, 971
9. Butler, 960
10. Latour, 944
11. Freud, 903
12. Deleuze, 897
13. Kant, 882
14. Heidegger, 874
15. Chomsky, 812
16. Beck, 733
17. Piaget, 725
18. Harvey, 723
19. Rawls, 708
20. Hofstede, 700

Herefter kommer i følgende rækkefølge: Edward W. Said, Emile Durkheim, Roland Barthes, Clifford Geertz, Hannah Arendt, Walter Benjamin, Henri Tajfel, Ludwig Wittgenstein, Barney G. Glaser, George Lakoff, John Dewey, Benedict Anderson, Emmanuel Levinas, Jacques Lacan, Thomas S. Kuhn, Karl Marx og Friedrich Nietzsche.

Fælles for alle er, at deres bøger er citeret 500 gange eller flere i 2007. Hvis man ser på top ti, så er der ikke meget at komme efter, som ikke bare strukturalistisk plidder-pladder eller afledte heraf.

So, so you think you can tell
Heaven from Hell,
Blue skys from pain.
Can you tell a green field
From a cold steel rail?
A smile from a veil?
Do you think you can tell?

And did they get you to trade
Your heros for ghosts?
Hot ashes for trees?
Hot air for a cool breeze?
Cold comfort for change?
And did you exchange
A walk on part in the war
For a lead role in a cage?

How I wish, how I wish you were here.
We’re just two lost souls
Swimming in a fish bowl,
Year after year,
Running over the same old ground.
What have we found?
The same old fears.
Wish you were here.

To (+) anbefalinger skal gives videre:

1. Christian Bjørnskov om en undersøgelse fra New Zealand, der skal være med til at bestemme, hvad der må siges på TV efter 20:30(Ja, censur…) Som Bjørnskov siger:

Rapporten med titlen ”What not to Swear” er til at græde af grin over – i det mindste for de af os med en infantil humoristisk sans!

Bjørnskovs indlæg med reference til rapporten kan læses her: Sjoveste spørgeskemaundersøgelse ever

2.  Where The Light Is: John Mayer Live In Los Angeles

Et fremragende album, intet mindre! Sangene kan også findes på YouTube, med en flot version af Slow Dancing in a Burning Room men også Free Fallin’ og Daughters. Jeg synes, albummet her virkelig viser Majors styrke. Waiting on the World to change er efter min mening ikke, hvor han hører hjemme. Majors kraft ligger i den rolige effektløse, men enormt veludførte rock. En stil som også The Rumour Said Fire mestrer – der er ikke ét instrument for lidt, og det er vidunderligt unplugged. Og når jeg nu er igang anbefaler jeg også lige Fleet Foxes.

Konferencen finder sted den 24. og 25. april på CBS. Programmet løber fra 9 morgen til hen på eftermiddagen begge dage, og de fleste dankse studerende vil nok kunen føle sig udfordret af nye ideer undervejs.

Om konferencen skriver de selv:

During times of financial crisis institutions and groups in society, has deemed unrestrained capitalism as a primary cause of the financial crisis. Thus many have attempted to redefine capitalism, or how to “fix” it with regulatory frameworks.

‘In Defense of Capitalism’ is a conference aiming to explore why markets free from the influence of central planning/manipulation, is the most favourable from many perspectives.

Capitalism has not let us down, as markets have been heavily regulated.

However Capitalism is in need of a well thought defence in order for free market conditions to prevail.

Det er vigtigt, at man får sig tilmeldt i god tid: Sign-up!

Ses vi? Det tror jeg nok, vi gør…

Så simpelt er plottet i filmen The Belgrade Phantom. Og det hele bliver kun endnu bedre af, at historien er sand – se en kort dokumentar om ‘Fantomet’ her.  Filmen blander kommentarer fra førstehåndsvidner med fiktionel gengivelse af de oprindelige episoder, og den gør det godt.

Tito er i Cuba til topmøde med andre kommunister, og den undertrykte befolkning i den jugoslaviske hovedstad keder sig, mildest talt. Det tilnærmelsesvist organiserede socialliv og den stramme styring af landet har efterladt  befolkningen i en apatisk hverdagstrance, hvor udskejelser og frimodig opførsel er særsyn. Men alt dette ændres, da en ung mand stjæler en Porsche 911 S Targa, som i datiden er et særdeles imponerende køretøj.

Tyveriet i sig selv er uinteressant, udover at bilen naturligvis er sjælden. Det bemærkelsesværdige opstår, da manden tager bilen på en tur rundt i Beograds gader og søger biljagten med politiet, som han gang på gang vinder. Biltyven går efter at blive forfulgt, så han selvsikkert kan ryste politiet af sig, når de prøver at forfølge i deres – i sammenligning – latterlige politibiler. Det er en magtdemonstration.

Tyveriet af en sjælden bil og de voldsomme biljagter rundt i hovedstaden vækker én ting, som får historien til at udvikle sig: Folkelig appel. Den kække biltyv meddeler lokale radiostationer, hvornår han har tænkt sig at lege kispus med poltitiet, og befolkningen stimler sammen i hobetal for at se underholdningen.

Men det er mere end bare underholdning. Biljagterne er et symbol for det undertrykte folk, som gennem biltyven udlever deres længsel for et frit liv med retten til frimodighed. Dermed udvikler biljagterne sig til et politisk problem for det kommunistiske styre. En af filmens ‘øjenvidner’ mener endda, at det er sandsynligt, at Tito selv er blevet forelagt de hjemlige eskapader, mens han opholdt sig i Cuba.

Hvordan filmen ender skal jeg ikke afsløre. Men filmen er et fremragende eksempel på, hvordan enkeltstående, og i sig selv ubetydelige, begivenheder for et undertrykt folk kan udvikle sig til symboler på deres indre modstand mod deres ydre undertrykkelse. Fantomet blev han kaldt. Et navn som opstod på tilskuerpladserne, når han strøg gennem Beograd med politiet i hælene. Manden politiet ikke kunne fange og som tiltrak massevis af mennesker i vild jubel, når han gjorde nar af myndighederne.

The Belgrade Phantom er seværdig. Den er ikke nervepirrende fra start til slut, og den er heller ikke kontroversiel eller provokerende. Men den er en vigtig ihukommelse om det liv og det sindelag, som mange mennesker var pålagt, i de forfærdelige år kommunismen sad tungt på det meste af Europa. Og det er en smuk film om håb og drømme, der opstår ud af simple ting.

The Belgrade Phantom kan ses her: The Belgrade Phantom

Trailer:

Lad mig give ordet til en tidligere studerende, Salvius Mikael Abdolla:

CEPOS Universitet er en unik mulighed for alle med en kritisk sans overfor den aktuelle samfundsdebat. Der undervises og debatteres i så bred en vifte af emner, at man uanset politisk standpunkt får utrolig meget ud af kurserne. Samtidig tages der fat i emner som kun sjældent eller aldrig diskuteres i medierne. Man får sat diskussionerne om velfærd, skat og penge i et helt andet perspektiv end man er vant til fra sit studie. Det er forfriskende og det er med til at uddanne dig som debattør. Det vigtigste udbytte fra CEPOS Uni er dog muligheden for at netværke med andre ambitiøse unge studerende.

Jeg har selv fået æren af at have Salvius, og mange andre, i mit netværk af ambitiøse mennesker, som jeg kan spare med politisk, professionelt og personligt.

En anbefaling om at søge optagelse er hermed givet videre.

Link: Cepos Universitet