Lad mig causere en smule over følgende graf:

Spørgsmålet er jo så, hvad man kan udlede af denne graf.

1. Obama-administrationens makroøkonomer tog fejl
   • Det er måske åbenlyst ja, men det er vigtigt at bemærke sig, da det – endnu en gang – understreger vigtigheden af ikke at lave for skråsikre udtalelser om makroøkonomisk udvikling. Det er en simpel, men afgørende, Hayekiansk lære, at centralstyring af økonomien er så godt som umuligt – og her snakker vi ikke for eller imod planøkonomi, men derimod det problematiske i interventionisme, altså politikeres påvirkning af markedskræfterne og det forventede udkomme heraf. Det er netop her makroøkonomerne i Obama-administationen bør have fået sig en velfortjent lærestreg – og bemærk, at det ikke bare er fordi de er økonomer i Obama-administrationen. Havde McCain været præsident havde hans økonomer nok lavet samme fejl, omend måske knap så grelt, da højreorienterede økonomer typisk ikke vurderer offentlige investeringer så højt.
2. Arbejdsløsheden er større end den forventede arbejdsløshed uden redningspakker
   • Med forbehold i ovenstående, så er dette også værd at bemærke. Kunne det tænkes, at redningspakkerne har skadet mere end gavnet – at den såkaldte multiplikatoreffekt er under 1? Sagt på en anden måde: Har hver krone det offentlige har investeret givet under én krone i vækst? Den anerkendte økonom Robert Barro fra Harvard, har i WSJ skrevet mere generel kritik af multipliers, og den ligeledes højt anerkendte John Taylor har på sin blog gjort opmærksom på den manglende vækst, ligesom han også i en sammenligning mellem 1937 og 2011 har gjort opmærksom på vigtigheden af, at private investeringer driver væksten, fremfor offentlige.

Og hvad er så bl.a. den hayekianske lære, der gør, at man bør have en vis skepsis overfor makroøkonomiske forudsigelser. Der er flere årsager, men blandt dem er:

• Spredt information
  • For at lave helt præcise analyser af økonomi skal man have en masse lokal information samlet et centralt sted, hvilket i sig selv er en udfordring, måske umuligt. Ændringer ude lokalt kan få stor betydning for den samlede økonomi – f.eks. vejrforhold eller produktionsnedbrud. Lederen af et lokalt kraftværk ved godt, at dette vil skulle lukkes for reperation, men hvis økonomi-zharen ikke tager dette med i beregningerne, går det galt. Mange små ændringer multipliceres op som ringe i vandet, når disse ændringer får konsekvens ud igennem det økonomiske system. Alt dette gør det i sig selv svært at styre økonomien, selv hvis vi betragtede den som en række øjebliksbilleder.
• Samfundet i bevægelse
  • Men forholdene i samfundet ændrer sig konstant, er dynamisk. Der sker hele tiden ændringer i det økonomiske system med intereffektuelle konsekvenser. Ikke nok med at man skal samle al informationen centralt, den skal også bearbejdes i realtid og ændres uophørligt af ændringerne i samfundet. Forestil dig et billardbord, uden huller, med et helt spil baller, hvor der er påsat en række køer, der konstant skyder i hver sin retning og dermed holder ballerne i bevægelse. Som økonomisk planlægger er det din opgave hele tidne af regne ud, hvor ballerne har været og er på vej hen. En voldsom opgave i sig selv, men den virkelige opgave er langt værre.
• Individuelle præferencer
  • Forestil dig førnævnte billardbord, men hvor køerne ikke konstant skyder i hver sin retning med derimod betjenes af mennesker, der skyder helt som det passer dem. Dermed afslører hver enkelt sin individuelle præference for, hvor vedkommende mener, at ballerne skal skydes hen. Men før skuddet er afgivet, kan du ikke vide, hvilken ball der bliver ramt, og hvor den bliver sendt hen. Det er i denne situation, at en økonomiske planlægger i den virkelige verden skal forsøge at regne ballernes retning ud – umuligt. Der nogle små knep, som økonomer bruger, der hjælper dem med at tilnærme sig, hvor hver enkelt nok vil skyde hen, men dette kan kun gøres med en vis sandsynlighed. Og samfundet er alngt mere kompleks end et billardbord. Vores individuelle præferencer afsløres når vi handler ind, når vi vælger job, den indsats vi lægger på vores job, den måde vi opdrager børn på osv. Og det har alt sammen betydning for, hvordan økonomien udvikler sig.

Derfor skal man forholde sig med skepsis til skråsikre makroøkonomiske udtalelser, og de fleste økonomer bør forholde sig med en del mere ydmyghed til deres eget arbejde, tak!

Laffer-kurven er opkaldt efter økonomen Arthur Laffer og beskriver forholdet mellem skattesatsen og skatteprovenuet – altså hvor meget staten får ind i skat.

Laffer-kurven er den simple idé, at skatteprovenuet må være nul, hvis skattesatsen er nul, og at skatteprovenuet ligeledes må være nul eller i det mindste relativt lav ved 100% i skat – folk vil hellere handle med hinanden sort eller leve udelukkende af egne afgrøder.

Med andre ord, hvis skattesatsen er 100% vil staten kunne  forøge provenuet ved at sænke skatten. Dette må også betyde, at staten altså kan hæve skatten for meget, da skatteprovenuet er størst ved end skattesats mellem nul og hundrede og ikke ved en af de to ekstremer.

Økonomer har siden introduktionen af Laffer-kurven brugt meget tid på at diskutere, ved hvilken skattesats skatteprovenuet er størst, og ligeledes hvordan Laffer-kurven præcist bevæger sig – den behøver nemlig ikke gå i en fin bue. Derudover findes der også dødvægtstab, som skattesystemet – og dermed skattesatsen – påvirker. Dødvægtstab skal dog ikke beskrives nærmere her for simplicitetens skyld.

Den europæiske centralbank har netop udgivet et arbejdspapir, hvor de finder, at de eneste to lande, der ligger på den anden side af toppunktet på Laffer-kurven – altså lande, der kunne få flere penge idn i skat ved at sænke skattesatsen – er Sverige og Danmark. For begge lande gælder, at de er ‘på den forkerte side’ af Laffer-kurven, når det gælder skat på kapitalindkomst. Er det bare mig, eller tager Sverige og Danmark altid prisen?

Grækenland har oprettet ‘Solidaritetskontoen for tilbagebetalingen af offentlig gæld‘. I disse krisetider bliver det næppe meget finere…

Mange taler om, at denne krise er EURO’ens lakusprøve, selvom der dog er lidt uenighed om, hvilke parametre, der skal måles på. Men med en allerede enorm og stadigt voksende gæld i Grækenland, er de andre EURO-lande altså i nogen grad tvunget til at træde til, hvis prestige-projektet, EURO’en, skal overleve. Spørgsmålet er, om EURO’en skal overleve. Hvis de andre EURO-lande må træde til, fordi Grækenland ikke kan klare sig selv, så er vi ude på et skråplan. Hvorfor skal man føre en ordentlig økonomisk politik, hvis andre bare kommer og betaler gildet, når det går galt?

Med andre ord kan der, i forsøget på at redde Grækenland og EURO’en i denne omgang, internt i EURO-zonen blive skabt en uhyggeligt dårlig kultur, som i det lange løb kun gør tingene værre. Dette er finanspolitiske problemer, som i sig selv gør et økonomisk samarbejde svært.

Derudover er der de monetære. Havde Grækenland haft sin egen valuta, ville denne have reageret på Grækenlands dårlige økonomi langt tidligere og tvunget den græske regering til at handle.  Derudover ville en svækket græsk valuta have hjulpet Grækenland videre bagefter. Det er ikke tilfældet i et område, hvor EURO’en reelt reagerer på 16 forskellige signaler på en gang.

EURO’ens teoretiske fejl

Forestil dig en lærer, der har en klasse med 16 elever. Læreren sidder ved sit kateder, hvor der er 32 knapper, to for hver elev. Hver elev har en knap med ros og en med skæld ud. Hvis en elev opfører sig godt, kan læreren trykke på knappen med ros for at tilskynde mere af denne adfærd og hvis eleven opfører sig skidt, kan læreren trykke på knappen med skæld ud, så eleven arter sig. Det er et smart system, hvor læreren altid giver hver enkelt elev den behandling som eleven fortjener go som gør, at hele klassen fungerer bedst muligt.

Så en dag beslutter skolen sig for, at de 32 knapper skal skæres ned til to, så alle elever enten får skæld ud eller ros på en gang – det er sikkert noget med fællesskab eller lige behandling. Nu skal læreren beslutte sig for, om alle eleverne skal have skæld ud, eller om alle eleverne skal have ros. Hvis Søren forstyrrer undervisningen men alle andre opfører sig pænt, ville læreren nok vælge at rose. Men det ville bare få Søren til at opføre sig endnu værre, indtil læreren ikke kan klare det mere og beslutter sig for at skælde ud. Men alle de andre elever, som opførte sig pænt, får nu pludselig skæld ud og begynder at opføre sig værre.

Det sidste er den beklagelige idé bag EURO’en. Den videnskabelige udgave af ovenstående kaldes The Thery of Optimum Currency Area, som der dog er en smule uenighed om blandt forskerne, hvorvidt EU lever op til. Kort fortalt skal landene:

• Geografisk mobilitet i arbejdskraft: EURO-zonen har det formelt i lovgivningen, men sprog og kultur spilelr også ind og her er EURO-zonen langt fra f.eks. USA.
• Kapitalens fri bevægelighed: Igen er det formelle på plads i EU, men i praksis fungerer verden anderledes. Dette burde f.eks. få priserne til at være mere ensartet.
• Fiskal føderalisme: Intern omfordeling af velstand, hvilket i EURO-zonen er relativt lavt – de eksisterende effekter er primært indirekte.
• Ensartede konjunkturer: Dvs. at økonomierne oplever lav- og højkonjunktur på samme tid, hvilket er EURO-zonen er relativt pænt opfyldt, men påvirkes en del af det forgående krav.

Det handler grundlæggende om at opleve de samme problemer og afbøde dem ensartet. Det er i dag en kæmpe udfordirng i Europa.

For at vende tilbage til Grækenland, så har landet altså problemer, og EURO’en er ikke til megen hjælp. Alle tilhængere af EURO’en bør derfor indbetale penge på Solidaritetskontoen for tilbagebetaling af offentlig gæld, da alle andre end løsninger, end at Grækenland selv får orden i eget hus, vil bidrage yderligere til EURO’ens endeligt.

Jeg indrømmer blankt, at mine penge nok bliver brugt på noget andet.

Banken løb på godt dansk tør for penge. Det samme skete i sin tid med Nothern Rock, hvor kunder stod i kø ud på vejen for at hæve deres penge.

Årsagen er simpel. Bankerne låner ganske enkelt flere penge ud, end de har. De satser på, at alle deres kunder ikke møder op samtidig for at hæve deres indestående – derfor er indestående strengt taget også et misvisende ord, idet pengene ikke står i banken. Derfor kalder man også banksystemet for Fraktionalt Reserve System, da bankerne kun har en fraktion af deres kunders indlån.

Men er det ikke ikke skidt? Både ja og nej. Det er skidt, hvis man tror, at det er 100% sikkert at sætte sine penge i banken, det er det ikke. (Det eneste der er sikkert er at smide dem i madrassen og købe sig et haglgevær.) Men det har dog en positiv effekt. Fordi vores banksystem er fraktionalt kan man få en rente, da der er tale om en investering. Det er er forholdvis sikker investering, fordi det man satser på reelt kun er hvorvidt banken overlever eller ej, men det er ikke desto mindre en investering. Og fordi det at sætte sine penge i banken er en forholdsvis sikker investering, får man et lavt afkast, altså renten.

Et bank run er, når så mange kunder forsøger at hæve deres pegne samtidig, at banken ikke er i stand til at udbetale pengene. Typisk har bank runs en eskalerende faktor indbygget, som man også så ved Nothern Rock. Når først en række kunder ønsker at trække deres penge ud, vil mange forsøge at følge hurtigt efter for ikke at ende med at være de sidste, og dermed miste sine penge. I Danmark garanterer staten dog indestående op til en vis størrelse, kaldet indskydergarantien.