• Can you be gay by choice? - Brian Earp
• Når den anerkendende tilgang bliver positivitetsfascisme – Rasus Willig
• How the U.S. Lost Out on iPhone Work - Charles Duhigg and Keith Bradsher
• Citizen Philosophers, Teaching Justice in Brazil - Carlos Fraenkel
• Bill Clinton: Someone We Can All Agree On - Charles P. Pierce and Mark Warren

Bogen kan bestilles på både danks og engelsk, og hvis dine engelskkundskaber er af en rimelig kvalitet, må jeg klart anbefale originalsproget.

Bogen er den russisk-amerikanske filosof Ayn Rands skønlitterære fremstilling af sin Objektivistiske ideologi. Kritikpunkterne kan være mange, og Rands bog er primært interessant for sit tematiske indhold og ikke sine litterære kvaliteter, men Rands fremstilling af socialistiske doktriner og deres dårligdomme er ikke at fornægte, selvom bogen i øvrigt er alt for lang.

Bestil bogen her - bemærk at både bogen og leveringsomkostninger er helt gratis.

For næsten et år siden, berettede jeg her på bloggen om udsigten til en kommission, der skulle undersøge Finanskrisen. Peter Kurrild-Klitgaard kommentere i går på sin Berlingske blog på, at der nu netop er blevet nedsat et sådan ekspert udvalg. Kurrild-Klitgaard fremdrager mange af de hvoedtræk, jeg også fremlagde her, men overser efter min mening det vigtige spørgsmål:

Hvor er det synd, når ‘forskning’ bliver spændt for politikernes vogn. Men endnu mere synd er det, når ‘forskningen’ lader sig forspænde. Det bliver spændende at se, hvem der takker ja til opgaven.

Det har vi så nu svaret på, og vinderne er:

Professor Jesper Rangvid – formand

Professor Anders Grosen

Professor Finn Østrup

Professor Peter Møgelvang-Hansen

Tidligere bankdirektør Peter Schütze

Tidligere nationalbankdirektør Jens Thomsen

Derudover deltager repræsentanter for Danmark Nationalbank, Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet.

Jeg skal blankt indrømme, at jeg kender for lidt til de fleste af deltagerne, og det skal da blive spændende at se, hvad de kommer frem til, selvom jeg stadig forventer, at det næsten er givet.

• Will we be all right in the end? – David Runciman:

Er demokrati virkelig den bedste styreform, og især i kriser?

• European Identities Part I - Francis Fukuyama

Fukuyama argumenterer for en stærk national identitet som vejen til bedre integration

• The Company that ruled the waves

Østasiatisk Komapni var et af de første og langt det største statsstøttede foretagende. Dets storhed og fald bidrager med lektier til moderne, statslige virksomheder.

• Christopher Hitchens – Salman Rushdie

Læseværdig nekrolog over en af verdens mest kendte journalister.

• The Limits of Secularism – Chief Rabbi Lord Sacks

Om sammenspillet mellem videnskab og religion

• I Just Got Here, but I Know Trouble When I See It

6 af verdens fremmeste økonomer giver deres bud på 2012

• Why libertarians must deny climate change, in one short take – George Monbiot

Er modstand mod klimaforandringer en belejlig position for højreorienterede?

• Recovering Adam Smith’s ethical economics – Philosopher’s Beard

Om Adam Smiths vigtigere og ofte oversete etiske tilgang til økonomi

Håber ovenstående kan virke til inspiration og refleksion.

Statsministerens nytårstale var desværre symptomatisk for det billede, vi ser i dansk politik. Ikke bare på venstrefløjen, men over hele det politiske spektrum, er der en øget tendens til indholdsløs støjforurening i form af floskler. Det er blevet en politisk særdisciplin at være så lidt konkret og altfavnende som muligt – det skulle jo nødig hedde sig, at man som politiker ikke scorer højt i en popularitetsmåling, vel?

Alligevel skuffede Statsministerens nytårstale. Ikke fordi den var et studie i ikke at træde potentielle samarbejdspartnere over tæerne, hvilket var med til at gøre den uinteressant. Ikke fordi talen brugte uforholdsmæssigt lang tid på at være opposition til de partier, der siden folketingsvalget rettelig kan kaldes opposition, og der dermed blev kortere tid til statsministerens egne visioner. Næh, Helle Thornings første nytårstale skuffede, fordi statsministeren har påtaget sig at være forgangsmand i en ny tendens i den politiske værktøjskasse: At bruge tomme ord til at antyde en bestemt politisk retning som dække for en politik, der animerer det stik modsatte.

Statsministeren beskyldte den tidligere regering for at have brugt for mange penge ved at fremhæve den danske stats underskud, men i sin tid som opposition var kritikken af manglende penge til overførsler og antydningen af en nært forestående social massegrav næsten ustoppelig, samtidig med at den daværende regering rent faktisk nedbragte den danske gæld betragteligt.

Statsministeren understregede vigtigheden af konkurrencedygtige virksomheder som en motor for økonomisk vækst og fremhævede i særdeleshed de familieejede virksomheder, som regeringen netop har forringet vilkårene for.

Statsministeren fremhævede, at et problem var, at man ikke tidligere har investeret nok i uddannelse og forskning, men i regeringens egen finanslovsaftale for 2012 bevarer man de besparelser, som den tidligere regering lagde op til.

Statsministeren sagde, at der bliver strammet op på udgifterne og prioriteret skarpt, selvom den nye regering lægger op til at bruge flere penge end den tidligere.

Statsministeren talte om vigtigheden af at have arbejdspladser i Danmark, men skatteministeren har med blot en enkelt udtalelse egenhændigt formået at få flere virksomheder til at overveje at flytte arbejdspladser til udlandet.

Statsministeren lagde i nytårstalen op til, at det er vigtigt, at flere ’tager en tørn ekstra’ og at det støder hende hvis alle ikke yder deres, men samtidig har regeringen gjort det mindre attraktivt at tage et arbejde for folk på offentlig forsørgelse.

Statsministeren siger på et tidspunkt i nytårstalen, at der vil komme nedskæringer og lover senere, at regeringen vil skabe nye arbejdspladser gennem investeringer.

Statsministeren sagde endda, at vi har meget godt at bygge på i Danmark, deriblandt ” [v]ores evne til at træffe store beslutninger, når det er vanskeligt.”, men kom ikke selv med ét eneste konkret bud på en vanskelig beslutning, der skal sikre Danmark fremadrettet.

Statsministeren sagde, at 2012 ikke bliver året, hvor vi får løst alle vores problemer. Jeg håber, at 2012 bliver året, hvor der ikke kommer flere problemer. Det virker umiddelbart som et realistisk succeskriterie.

Og så generer det mig, at statsministeren sagde, at ”I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.” Den form for selviscenesættelse er ulidelig. At fortælle et par dovne kontanthjælpsmodtagere, at de fremover skal møde klokken otte med ærmerne smøget op, kan vel lige knap måle sig med, hvorvidt man skulle samarbejde med Nazityskland for at skåne den danske befolkning, om man skal sende danske soldater i krig i verdens brændpunkter eller for den sags skyld blot det egentlige opgør med efterlønnen, som der i den daværende statsministers nytårstale blev lagt op til sidste år.

Retorikken antyder enkelte lyspunkter, men handlingerne efterlader desværre det meget klare indtryk, at det er de samme gamle paroler, vi altid har hørt fra venstrefløjen, der reelt styrer politikken.

Selvom jeg ikke er religiøs, håber jeg at Dronningen får ret, når hun altid indtrængende afslutter: Gud bevare Danmark! Der lader ikke til at være andre til det.

• Bankers Join Billionaires to Debunk ‘Imbecile’ Attack on Top 1%
• En række topchefer og rigmænd er befriende ærlige om, hvad de mener om folk, der demonstrerer imod dem.
• The Great Economic Divide Makes Everyone Poorer
• Økonomiprofessor Mark Thoma forsøger at forsvare lighed med større økonomisk efficiens. Jeg er uneig, men argumentet er interessant.

Indlægget er bragt i JP og her bringes et uddrag:

Det grundlæggende problem er, at socialismens ubehagelige fokus på materialisme er ved at have et godt tag i den brede befolkning. Alt for mange betragter arbejde som et middel til at skabe mulighed for forbrug og materialistisk nytte, og alt for få anser det at være produktiv og skabende for et mål i sig selv.

Det, danskerne mangler, er værdighed. Værdigheden kommer, når man er stolt over at kunne forsørge sig selv og sine og ikke ønsker at leve af andre. Når man ikke føler skam over ikke at yde sit bedste, når man ikke tager vare på sig selv, og når man ønsker at springe over, hvor gærdet er lavest, så er man en taber.

Hvis tabermentaliteten udbredes til hele samfundet, som det efterhånden gør sig gældende i Danmark, så er den logiske følge, at samfundet taber. Verden skælver, når skabende, produktive kræfter træder i baggrunden og ugideligheden, dekadencen og selvtilstrækkeligheden får overtaget.

 

• Gene Frida: Europe’s Dying Bank Model
• Rasmus Fonnesbæk Andersen: Hvad ville Brandes sige?
• Sharon Begley: The New Science Behind Your Spending Addiction

Jeg startede i går aftes et Google-dokument, der skal samle litteratur, der styrker den borgerlige tanke. Idéen er, at alle kan redigere i dokumentet og dermed bidrage til at udvikle bibliografien.

Bibliografien har fået sin egen hjemmeside: litteratur.kapitalisterne.dk og selv dokumentet kan redigeres her.

Friedman skrev, i 1996, dette indlæg om firmabetalte sundhedsforsikringer: A Way Out of Soviet-Style Health Care.

Friedman gennemgår først sundhedsforsikringernes udvikling i USA og slutter derefter af med dette citat:

The best way to restore freedom of choice to both patient and physician and to control costs would be to eliminate the tax exemption of employer-provided medical care. However, that is clearly not feasible politically. The best alternative available is to extend the tax exemption to all expenditures on medical care, whether made by the patient directly or by employers, to establish a level playing field, in terms of the currently popular cliche.