I et blog indlæg, No Keynesianism in the Berliner Morgenpost, opsummerer Cowen Tysklands dogmer således:

1. Økonomisk politik handler om effekterne på lang sigt.
2. Vækst skyldes høj produktivitet, primært i produktion.
3. Man låner ikke til forbrug!
4. Man gør, hvad der er nødvendigt, selvom det måske ikke er populært.
5. Regler skal være klare og rigide – lov er lov!
6. “Values matter, as do norms of cooperation.”
7. Fokuser ikke på at skabe lavtlønsjobs. Uddan i stedet og betal de lavtlønnede for at være arbejdsløse i dne mellemliggende periode.
8. Fokuser på forbedringer, gerne individuelt personligt.

Man skal nok ikke lægge for meget i ovenstående og så det, at Tyskland er et af de, økonomisk set, mest velledte lande i Europa – måske i Verden… Den form for politik er jo slet ikke sjov, og den giver heller ikke politikerne muligheden for at redde tilfældige industrier og nabolande, hvis Ulla Terkelsen eller Kontant tropper op med et kamera.

Næh, lad tyskerne føre den form for stramme, velovervejede politik, og lad vi andre gøre det modsatte.

O Gemini!

Yep, det bliver et af de indlæg, der skal smides under ‘Groft sagt’-kategorien. Dette bliver en ‘line-by-line’ gennemgang.

Hélène Rey fra LSE skriver under overskriften Avoiding another financial collapse, at

The worldwide economic downturn sprang largely from the US and, more specifically, from the investment banks, rating agencies, Washington regulators and other players in big-time Wall Street finance.

Ingen kan benægte, at avancerede finansielle instrumenter hjalp den forudgående boble med at nå et omfang, som var markant større, end man formentlig havde nået uden. Såkaldte MBS‘er og deres overvurderede rating gjorde, at opturen forsatte i langt længere tid, end den formentlig ellers ville have gjort. Men at de skulle være skyld i krisen er noget groft. Det er nærmest menneskelig tradition for at pege fingre af ting, man ikke forstår, men jeg kender ikke Rey godt nok til at vide, om det er tilfældet her. Nedturen er en konsekvens af den stærkt overvurderende og urealistiske optur. Skabte et par fikse idéer til finansielle instrumenter denne enorme optur? Og hvordan har det i så fald kunne ske langt tilbage i historien, mest bemærkelsesværdigt i 1929? Selvfølgelig gjorde det ikke det, selvom det havde markant forværrende effekt. Løsnignen skla findes et andet sted.

So at this juncture — when the US Congress is considering financial regulation reform and the US Securities and Exchange Commission (SEC) has at last brought action against all-purpose bad guy Goldman Sachs (…)

All-purpose bad guy… Really!?

Herefter oplister Rey en række punkter:

The massive consumer indebtedness and current account deficit of the US preceded, and contributed to, the crisis — as did the US Federal Reserve’s monetary policy, which held interest rates too low for too long.

Kipper med hatten.

The structure of compensation within large US banks encouraged wild risk taking, while regulators were too complacent or too indulgent in the face of the banks’ charm offensive.

Ahhh, så var det vist heller ikke værre. Det er korrekt, at banksektoren er blevet liberaliseret en smule, men… se ovenfor.

A revolving door of officials who have shuffled over the years between Wall Street’s major players and various US presidential administrations — particularly those of Clinton and Obama — has raised more than a few eyebrows.

Medmindre man kan angribe deres handlinger er den kritik ikke meget værd – hvilket man formentlig sagtens kan.

Ratings agencies, wishing to protect their ever-increasing profits from Wall Street, failed to properly assess risk of the overly creative and complex financial instruments built on the shaky foundation of sub-prime mortgages.

Yep, og det er klart et område, hvor man er nødsaget til at forholde sig en smule pragmatisk og vurdere, hvad der bør gøres.

In the institutional collapse that we now know most merited a US government bailout (that of Lehman Brothers), the US Treasury Department declined to act and thus contributed to the further destabilisation of financial markets

Ja, regeringen kunne have forgældet USA endnu mere, hvilket ville have skabt mere ro på de finansielle markeder. Men at Lehman Brothers faldt skabte formentlig grobund for flere af de corporate takeover vi så i den efterfølgende periode. Havde regeringen handlet, havde man blot skabt større rum for moralsk hazard.

While the US government failed to aid Lehman as it should have, its multiple rescues of insurer AIG appear to have been misguided. The principal beneficiaries of the government’s AIG assistance — no surprise — have been the largest of Wall Street’s banks

Som man ellers, ifølge Reys egen logik, skulel have reddet senere.

Securitisation, more than any other factor, led to both the transfer of toxic assets to the balance sheets of many financial institutions, pension funds and government units and to the deterioration of credit quality. Banks that securitise and sell financial products to other institutions have little incentive to be concerned about the quality and ratings of the loans they sell off.

Det er som om Rey, og mange andre med hende i øvrigt, glemmer, at netop disse mekanismer skabte, hvad der tydede på at være enorm velstand, og som siden faldt og afslørede de store økonomiske problemer, vi nu befinder os i. Før 2008 hørte man økonomer tale om ‘en ny tid’ – altid et faresignal under bobler – og nu beskylder mange af de selvsamme økonomer de instrumenter, der førte til den ‘nye økonomi’, for at være hele årsagen til krisen. Det er, som antydet ovenfor, naturligvis ikke tilfældet. Derimod har et overudbud af likviditet ført til, at man kunne foretage flere handler samtidig, end ellers, og se den nominelle værdi stige i et væk. Havde pengeudbuddet været konstant til produktionsraten*, vilel dette ikke have været muligt, da nye investeringer i en branche ville skule modsvares af enten lavere forbrug eller lavere investerigner i en anden sektor.

Disse finansielle instrumenter kan altså sammenlignes med moteren i en bil. Vel at mærke en bil uden ret, fordi økonomien allerede er nominelt dysfunktionel. En større motor gør skaden større, når bilen kører galt, men det er ikke i sig selv motorens skyld.

Given the revenues, profits and compensation schemes of Wall Street’s heavy hitters in lobbying, it’s hardly surprising that they’re now throwing all their weight into shaping regulation of the financial system in a way that would preserve their rents. Will Congress, the White House and the regulators be able this time, unlike previous times, to resist?

I hope not! Hvis vi skal hurtigt ud af krisen, får vi brug for så potente finansielle markeder som overhovedet muligt.

Bemærk hvordan Sohn fejer kapitalisten, kongen og selv præsten af banen for at gøre plads til kommunisten:

Og her hvordan man kan høre lyden af en Bresjnev-tale runge ud over landet:

Der spekuleres naturligvis i, hvor de oprindeligt stammer fra. Måske SF selv forsøger at tage luften af en ballonen med et glimt i øjet?

UPDATE: K-Forum har selv taget ansvaret i en kommentar under indlægget. Lækker grafik de drenge laver.

Så er den gal igen. Island kunne bare ikke dy sig. Efter først at have stiftet gæld til hele verden og derefter gået konkurs har landet været ude af rampelyset i en periode. Den slags er selvfølgelig uacceptabelt, når man nu ellers var medie-darling, så Island fik en idé: Lad os ødelægge det for alle de andre…

Okay, indrømmet, det er måske ikke helt sådan, det er foregået, men det er sådan, det er endt. Vulkansk udbrud sætter verdens flytrafik i stå, og så er den allestedværende Mike Legarth selvfølgelig på pletten:

Det er en helt særlig nødsituation. Vi er ikke afvisende overfor at vurdere, om vi skal hjælpe. Vi kan jo se, at de er havnet i en vanskelig situation, og vi må nu afklare, om vi overhovedet kan hjælpe, uden at vi støder på statsstøttereglerne, siger den konservative finansordfører, Mike Legarth.

Lad mig starte med at påpege en journalistisk fejl: Konservativ skal her være med stort. Det er vigtigt, da det ellers giver det indtryk, at Mike Legarth er konservativ.

Hvorom alting er, så får ovenstående udtalelse jo en en til at ønske, at Mike Legarth… var knap så allestedsværende.

Rationalet bag at give flybranchen støtte er, tilsyneladende, at de er ‘havnet i en vanskelig situation’. Hvad rationaler angår bliver det naturligvis ikke meget dummere, men nuvel, lad os da bare godtage præmissen. Det må nødvendigvis lede det retoriske spørgsmål med sig, om Legarth også ønsker at indføre en ‘aske-skat’, således at hoteller, busser, taxaer og tog, der har tjent ekstra på vulkanudbruddet, kommer til at bøde herfor.

Jeg tror, og håber, det ikke, men det udstiller den perverse tankegang, som der grundlæggende er tale om, når enhver ændring i markedsforholdene skal udløse statsstøtte.

I forbindelse med en artikel i Politiken om sit snarlige comeback, siger Per Ørum:

Jeg har skabt en forandring i mit liv, moralsk, etisk og værdimæssigt.

Betyder det, at Per Ørum er blevet borgerlig? Og er det i øvrigt udtryk for, at en minnsotakur virker mod andet end fordrukkenhed? Vi følger udviklingen med spænding…

Læsøgades skole i Århus har besluttet, at elever helt ned på 1. klassetrin skal lege med 10” computere. Desværre er der tale om pædagogisk populisme, som i den sidste ende skaber dårligere forudsætninger for børnene.

De kalder det Fremtidslaboratoriet, gør de, når lærere i et – desperat? – forsøg prøver at udvikle nye undervisningmetoder, som efter sigende skal gøre undervisningen langt mere effektiv og sikre, at den på Nydansk er ‘up to date’.

»Målet er at gøre computer- og kommunikationsteknologien til en almindelig del af den daglige undervisning,« siger Birthe Aagesen leder af Fremtidslaboratoriet.

Jeg forstår ikke, hvordan det kan være et mål i sig selv at bruge computere i undervisningen. Jeg ved godt, jeg måske er gammeldags, når jeg plæderer for, at skolens formål er at lære eleverne noget. Men hvis formålet bare er at afprøve indlæringsmetoder (engang var det rundskredspædagogik og sanglege i kemitimerne), så  kan man vel ikke forvente, at eleverne bagefter kan klare sig internationalt – hvilket ellers er argumentet?

Det handler om mere end at kunne bruge en computer.
»I dag er skoleelever vant til at chatte, blogge og twitte, og det kan lærerne udnytte til at åbne undervisningen mod omverdenen og inddrage aktuelle og relevante begivenheder i undervisningen,« siger hun.

Da jeg gik i folkeskole var lærererne ganske fint i stand til at kopiere avisartikler fra samme morgen, som man kunne bruge til aktuelle debatter. Hvor er den ekstra gevinst?

Det er en underlig bagvedliggende logik. Det lader næsten til, at skoleystemet kæmper for at finde på en ny og endnu mere spøjs pædagogisk tilgang end deres forrige, før vi når at evaluere, om deres seneste bestræbelser bar frugt.

Som jeg ser det, er der fem væsentlige argumenter imod:

1. Tiden er knap. Eleverne er kun i skole X antal timer om dagen. Hvert minut der går med Twitter, Blog, Facebook og alt det andet vi andre kalder ovespringhandlinger, må nødvendigvis gå fra reel undervisning i noget andet. Y antal minutter brugt på Twitter er altså det samme som Y antal minutter IKKE brugt på matematik, grammatik osv.

2. De basale færdigheder er vigtige. Det er rigtig fint at følge med i, hvad der sker på den teknologiske scene. Jeg er for. Men du kan ikke skrive blogindlæg uden et minimum af grammatisk forståelse. Til sammenlignign uddanner Indien næsten 450.000 ingeniører om året, og man skal ikke tvivle på, om de kan den lille tabel, gerne arbejder 80t om ugen og ikke får nær så meget i løn, som vi gør. Den danske standard kan ikke holdes på et tilfredstillende niveau, hvis de grundlæggende folkeskolefag ikke sidder på rygraden af alle eleverne.

3. De basale færdigheder er vitigst. At være med på de teknologiske bølger kan være en fordel, men den er ofte overdrevet. Hvad der derimod kun svært kan overdrives, er fordelen ved at have den lille tabel, almen grammatisk forståelse, evnen til at vurdere historisk kontekst og simpel viden om verden omkring os. Alt dette er forudsætninger for fremtidig succes, hvadend man vil være kommunikationskonsulent, økonom, historiker, skolelærer, programmør eller næsten alt andet er de basale færdigheder en forudsætning – og til dem hører ikek brug af Twitter. Derfor er det vigtigt, at folkeskolen fokuserer på dem, så man med dem i bagagen lettere kan bevæge sig videre og måske sidenhen lære om innovation, teknologi og overspringhandlinger i form af sociale medier.

4. Den teknologiske udvikling er altid foran. Jeg har aldrig mødt en underviser, der var bare nogenlunde fremme i skoene, hvad angik den teknologiske udvikling. Og jeg forventer heller aldrig at opleve det. Sagen er enkel. Udviklingen går så stærkt, at der skal skrives nye, lange, bureaukratiske rapporter og laves kurser hver måned, hvis skolesystemet, skal følge med. Jeg tilmeldte mig alle de fede online-tjeneste jeg kunne opstøve i februar, og jeg oplever allerede, at jeg ikke er en del af det gode ‘first-mover’ selskab. Unge mennesker, og i dag det vi engang kaldte børn med alt hvad ordet indebar, har meget nemmere ved at navigere rundt i disse, end størstedelen af alle undervisere vil have, fordi det er en del af deres hverdag. Hvis projektet lykkes nogenlunde, bliver læreren kun lidt til grin overfor sine elever.

5. De klassiske dyder. Her er noget, jeg aldrig har forstået: Hvorfor der tilsyneladende ikke er nogen værdi i at lære børn, at de skal sidde på deres flade, lytte og være stille. Jeg ved godt, det ikke er moderne, men de får brug for det i højere grad end Twitter, hvis de skal klare sig godt. Det begynder allerede i gymnasiet, det bliver vigtigt på universitetet, og det er altafgørende i forretningslivet. Det indvendes af og til, at det også er for galt, og skal ændres, men profeterne af denne holdning taler som oftest til store forsamlinger fornemt bænket på rad og række, mens en halv-kedelig powerpoint i baggrunden beretter om de sociale mediers uanede muligheder.

Der findes sikker flere argumenter imod, og måske endda også et par plausible for? Men sagen er den, at den selektive bedømmelse af alt nyt, og følgelige uanede beundring herfor nødvendigvis må tages op til revidering. Ellers ender vi med at Twitte om, hvad andre laver, fremfor at gøre det selv.

Ovenstående kampagne hænger i de århusianske busser for tiden, og det generer mig helt enormt. Hvad er meningen?

Så pigebarnet i reklamen kører altså med bussen, så hun kan stå og hygge sig i badet lige så længe det passer hende. Bevares, jeg elsker selv at tage et godt, langt, varmt bad. Men jeg køber også buræg, lader vandet løbe når jeg børster tænder og på en kold vinterdag glæder jeg mig af og til over, at der skulle være global opvarmning på vej. Jeg er undskyldt.

Dét jeg ikke orker er, når personer som ‘Line på 18 år’ skal spille hellige og belære resten af os  om, hvordan man er et godt menneske, når de grundlæggende set ikke selv gider kæmpe for sagen. Hvis ‘Line’ virkelig gad gøre en indsats for miljøet, ville hun jo både tage bussen OG korte bade. Men nej nej, Line kan godt overleve at tage bussen, når hun nu alligevel ikke har en bil, men hendes lange bade, de er altså vigtigere end at redde verden. Skrub af, Line!

Og statsministeren er i øvrigt ikke meget bedre. I dag i Politiken er han citeret for:

Mange spørger, om det er muligt at opnå global enighed i København. Mit svar er klart: Ja, det er muligt. Men på spørgsmålet, om vi er på vej mod en ambitiøs aftale, er svaret mindre klart

Jamen det er jo fantastisk, Lars Løkke. Hvor jeg dog glæder mig over, at verden kan blive enig om middelmådighed. Politik er i sandhed det muliges kunst. Især når Mesias nu bliver væk.

Helt konkret er jeg forarget over følgende artikel: Anders Samuelsen afhøres om boller. At myndighederne overhovedet overvejer at følge op på en historie om hjemmebag i et privat hjem for eventuelt at udstede en bøde er ganske enkelt grotesk.

Når sådan en henvendelse kommer, skal hvem end der tog telefonen bare smække noget så grusomt på igen, at vedkommende i den anden ende følger sig enten forlegen eller trådt på – either way works fine!

Hvad bliver det næste? Forbud om rygning i private hjem hvis der er ikke-rygere tilstede? Forbud mod at tvinge børn til tandbørstning? Påbud om at alle danskere skal være CO2-neutrale?

Eller sagt på en anden måde: Hvornår stopper vanviddet?

I det seneste Radikale fremstød er Marianne Jelved helt i front, og Vestager spiller kun en mindre birolle. Dette kan kun skyldes, at De Radikale – endelig? – har indset, at Vestager ganske enkelt er uduelig som politiks leder.

1.: Hun er arrogant. Vestager lider lidt af ‘Gordon Brown-syndrom’. En så stærk tro på egne evner, at man kun har lattermilde kommentarer tilovers for enhver, der af en anden mening. Forskellen på de to er dog bl.a., at Gordon Brown havde en pæn akademisk karriere bag sig, inden han blev magtfuldkommen.

2.: Hun forstår ikke at sælge varen. Hvor gange har Vestager ikke startet et svar med ‘Det man skal huske på er…’? Hun er simpelthen for retorisk fattig til at profilere et politisk parti. Hendes manglende evner til at præsentere en simpel og kort konklusion får næsten en til at overveje, om hun skulle være statskundskaber (Vestager er polit)

3.: De Radikale har ikke noget projekt. Ærlig talt, hvad er De Radikale berettigelse? De har bundet sig til den røde fløj, som for tiden vrimler med gammelkommunister. De ifølge dem selv en ansvarlig økonomisk politik, men vil i bund i og grund bare brandbeskatte boliger, så boligmarkedet bliver mere ufleksibelt. Og de taler i deres selvforståelse til den veluddannede elite.

Kan vi ikke bare få Jelved tilbage som leder for De Radikale? Om ikke andet, så var hun da en smule sjov, fordi hun aldrig rigtigt færdiggør en sætning…

BONUS-INFO

Margrethe Vestager skriver på sin hjemmeside:

Hvis kakaoprocenten er høj nok, nyser jeg. Et rigtigt Atjuu. Meget afslørende som barn….

Ørksov: Danmarks syv økonomiske skurke

Jeg har et forslag: Hvad med om Politikens chefredaktør bare klapper i? Hans liste over ‘de hovedansvarlige’ for den økonomiske krise opregner sådan set bare borgerlige politikere – hvis man medregner DF her – og så Helle Thorning, som han peger fingre af, fordi hun ‘så passivt til’. De borgerlige politikere får skæld ud af Ørskov, både for en for lempelig finanspolitik og fordi der mangler offentlige investeringer til at få os ud af krisen – er manden ved sine fulde fem? Derudover får Anders Fogh lige en ekstra opsang for skattestoppet, som ifølge Ørskov har forværret finanskrisen. Det sidste beviser bare, hvorfor overvismanden er farlig at have rendende og komme med udtalelser, hvilket jeg har skrevet om før: Hedegaard stiller det helt rigtige spørgsmål!
Obama får Fredsprisen

Er folk blevet fuldstændig rablende vanvittige? Manden har ikke engang været præsident i et år, han formår ikke at gennemføre sit vigtigste politiske projekt, han vil ikke mødes med Dalai Lama fordi han er bange for Kina, han ‘glemte’ at tage afstand fra urolighederne i Teheran og han har indtil videre ikke fået afsluttet et eneste projekt, der kan gøre ham til fredsprins. Han har IKKE fået lukket Guantanamo, som han lovede. Obama har udstedt en masse løfter, men vi venter stadig på handling. Hvis løfter er det eneste der skal til, så vil jeg godt love, at jeg får HAMAS til at oprette en Facebook-profil, hvor de add’er Israel som ven – og så sender Norge bare den Fredspris ved lejlighed, tak!

EDIT: Jeg er ikke den eneste, der synes det. En lektor i international politik er enig.
Ny pengepolitk fra IMF?

Når man er fin økonom i IMF kan man regne sig frem til ting vi andre ikke forstår. I en af deres seneste undersøgelser har de fundet ud af, at centralbankerne ikke kun skla tage højde for prisstabilitet, men også kigge på at undgå kreditkriser. Kunne genierne eventuelt overveje, at det – delvist – er to sider af samme sag, hvis man ellers formåede at gøre det ordentligt?
Milos Vendetta: Nye pengesedler

Den her synes jeg bare er morsom. Og jaja, vi skal have et kongehus osv., men derfor er det STADIG sjovt…!

Over and out!