Venstrefløjen overvejer at introducere en betalingsring, men det finder undertegnede dybt uambitiøst. Man kan gøre meget mere. Derfor et åbent brev:

Kære Venstrefløj,

I ønsker at indføre en betalingsring rundt om København – i jeres terminologi en trængselsring, i partiet Venstres en betalingsmur. I skal vide, at der her fra er fuld opbakning, ligemeget om der bliver tale om en fin snor, som en bredskuldret type løfter og dermed giver adgang til den forjættede midtby ligesom på de fine diskoteker, eller om konceptet bliver en solid betonmur, som ikke er til at skyde igennem. Det vigtige er, at der bliver mulighed for at holde mennesker ude af København, som ikke har råd til at omgåes den etablerede klasse.

Det er nemlig her, at betalingsringen kommer til at gøre sig så godt.

I, og alle vi andre, ved jo godt, at direktørtyper fra det whiskeynedsvælgende, nordsjællandske paradis, der i forvejen kører rundt i benzinslugende potensforlængere, ikke kommer til at opfatte betalingsringen som andet end et mildt irritationsmoment, fordi føromtalte standsmæssige vogn derved kommer i umiddelbar nærhed af en person, hvis jobbeskrivelse i det store hele begrænser sig til at bære gul vest – lidt ligesom ved Storebælt. Derudover kan brobizzen – for jeg forventer stækt, at man blot udvider dette velfungerende koncept – blot med en lille fin lyd signalere, at der nu er trukket et ubetydeligt beløb fra feinsmeckerens konto, mens varme i sæde, rat og nakkestøtte nydes hele vejen fra den opvarmede garage og til private parkringsplads lige ved siden af elevatoren op til hjørnekontoret.

Det kommer heller ikke til at genere nogen af jer politikere, som i forvejen får enhver form for transport betalt af en flok blåøjede og småt bemidlede skatteydere, der åbenbart ikke har fattet, at man ikke behøver at gå på arbejde mere. Og endnu bedre for De Radikale, for I cykler jo bare, og det må man godt, for der er nemlig forskel på trængsel, ja der er.

Betalingsringen er dermed en af de største sucesser i nyere tid for de politkere, der ihærdigt påpeger, at klassekampen skam slet ikke er død. For se bare på betalingsringen. Her er et forslag, der i sin kerne er godt – jo, det er – og selv dét forslag bidrager til at øge den geografiske ulighed, fordi fattige nu får sværere ved at mænge sig med borgerskabet i det indre København. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten få den tanke, at der nu blot mangler en skattereform, der vil presse boligpriserne op, for at sikre, at Købehavn kan blive en ø af overmennesker midt i et hav af dansk middelmådighed. Men hvorfor stoppe der?

Jeg vil med det samme tilbyde min hjælp til forslag, der, ligesom betalingsringen, kan sætte en stoppe for almen udbredelse af goder, der ikke ser ud til at leve op til de modeller, vi tror forudser en nært forestående klimakrise. Derfor kan man passende indføre afgifter på:

• Gulvvarme – ‘fodkoldt’ må og skal være et klasseafgrænset ord.
• Computere – det strømforbrug er for fattige overflødigt, og de bruger det alligevel bare til at downloade musik og se porno. Dobbelt op på kulturkamp…
• Biler – en betalingsring er en start, men egentlig burde fattige vel bo i betonblokke i gåafstand af deres arbejdssted – hvilket I før har haft succes med – og så er biler jo overflødige.

Listen kunne forsættes, jeg vil dog så nødigt tage brødet ud af munden på jer.

Men kære Venstrefløj, vær nu lidt ambitiøse. Der er jo et utal af områder, hvor både rig og fattig har råd til at købe sig adgang, og det kan vel ikke rigtigt. Kan det?

Jeg har for nylig haft et læserbrev i JP, hvor jeg bl.a. skriver:

Alle Lotto-spillere burde droppe deres fascination af lykken i at få noget, de ikke har præsteret en ærlig indsats for at modtage.

I stedet bør de glædes ved at stå op om morgenen og passe et job og vide, at alt, hvad de ejer og har, har de så rigeligt fortjent.

Der er sågar også kommet et modsvar. Glæd jer til indlægget om, hvorfor Batman er borgerlig.

Det er først nu gået op for mig, hvad der egentlig var striden i forbindelse med Finansloven, hvor et jysk venstremedlem næsten gav op. Nu gav pågældende venstremedlem kun næsten op, og gjorde det primært for sin egen sin mands vindings skyld, men der burde have været sagt fra. Ifølge Autoværkstedernes Brancheforening betyder lovændringen, at

grænsen for, hvornår en bil må repareres efter en færdselsskade uden, at der skal betales registreringsafgift på ny, reduceres fra 75 til 65 procent af bilens handelsværdi. Udgør skaden mellem 55 og 65 procent af handelsværdien er forsikringsselskaberne forpligtet til at tilbyde kontanterstatning. Denne procentsats har hidtil været 65 procent.

Har du et værdsat køretøj, og kommer uheldigt afsted, således at bilen skal repareres svarende til 66% af bilens handelsværdi, skal du altså betale registreringsafgiften én gang til – du ved den der afgift på 180%.

Hvis vi nu skal lege med idéen om, at dette har andet formål end at smide penge i statskassen, hvad kan så være årsagen til dette påfund?

Der har muligvis været et bemærkelsesværdigt antal svindelsager, hvor biler lige akkurat er blevet smadret godt 75%, så de stakkels forsikringsselskaber lige så godt kunne kaste den uheldige ejer en ny bil, fremfor at reparere den gamle. Undersøgelser har muligvis vist, at det er langt sværere at smadre en bil mindre – f.eks. godt 65% – hvorfor man har sænket grænsen så færre vil vælge denne løsning og i stedet optræde ærligt og… ÅHHH, jeg giver op!

Flere penge i statskassen, YIII-fucking-HAAA!

Det kan man forvisse sig om i en artikel fra business.dk under overskriften EU: Kriseramte banker skal krakke. Overskriften snyder desværre. Bankerne skal krakke ja, men først efter EU har fået en meget betydelig magt over dem.

Ingen banker bør være for store til at gå ned eller for indbyrdes forbundne til at gå konkurs, siger Michel Barnier, EU-kommissær for finansielle tjenesteydelser.

Med andre ord vil EU-kommissæren lave strammere monopol-lovgivning, der nu sigter mod, at ingen virksomhed må være stor nok til at påvirke andre (sic!) OG og den finansielle interdependens skal mindskes vil – alt efter hvordan det implementeres – besværliggør låntagning, omsætning og generel handel i større eller mindre grad.

Samtidig skal de europæiske finanstilsyn have større magt, så de blandt andet kan tvinge banker til at udskifte ledelsen eller skaffe sig af med særligt risikable forretningsområder. (Min fremhævning)

Undskyld mig… hvad!? Dette er ville være en endegyldig underminering af den private ejendomsret af så grov en karakter, at bankerne ikke længere ville kunne anses for at være privat virksomheder. Bankvirksomhed ville de facto være udliciteret fra staten til bankerne, hvor staten konstant kan korrekse bankernes dispositioner.

Når det så er sagt, så er det en gåde, hvorfor statsansatte økonomer er så meget dygtigere end bankernes økonomer, at de bedre kan vurdere, hvilke forretningsområder, der er ‘særligt risikable’.

Hvorfor tror folk på, at de bedste økonomer er dem, der er ansat i en sektor (læs: staten), hvor lønnen er lavere og konkurrenceparametret er indflydelse (læs: magt). Fremfor økonomer, der er ansat i en sektor (læs: private virksomheder) hvor lønnen er konkurrenceparamter og man vurderes på evner. Jeg begriber det ikke.

Mine damer og herrer, over alting vajer der en stor fed EU-fane…

I et blog indlæg, No Keynesianism in the Berliner Morgenpost, opsummerer Cowen Tysklands dogmer således:

1. Økonomisk politik handler om effekterne på lang sigt.
2. Vækst skyldes høj produktivitet, primært i produktion.
3. Man låner ikke til forbrug!
4. Man gør, hvad der er nødvendigt, selvom det måske ikke er populært.
5. Regler skal være klare og rigide – lov er lov!
6. “Values matter, as do norms of cooperation.”
7. Fokuser ikke på at skabe lavtlønsjobs. Uddan i stedet og betal de lavtlønnede for at være arbejdsløse i dne mellemliggende periode.
8. Fokuser på forbedringer, gerne individuelt personligt.

Man skal nok ikke lægge for meget i ovenstående og så det, at Tyskland er et af de, økonomisk set, mest velledte lande i Europa – måske i Verden… Den form for politik er jo slet ikke sjov, og den giver heller ikke politikerne muligheden for at redde tilfældige industrier og nabolande, hvis Ulla Terkelsen eller Kontant tropper op med et kamera.

Næh, lad tyskerne føre den form for stramme, velovervejede politik, og lad vi andre gøre det modsatte.

O Gemini!

Yep, det bliver et af de indlæg, der skal smides under ‘Groft sagt’-kategorien. Dette bliver en ‘line-by-line’ gennemgang.

Hélène Rey fra LSE skriver under overskriften Avoiding another financial collapse, at

The worldwide economic downturn sprang largely from the US and, more specifically, from the investment banks, rating agencies, Washington regulators and other players in big-time Wall Street finance.

Ingen kan benægte, at avancerede finansielle instrumenter hjalp den forudgående boble med at nå et omfang, som var markant større, end man formentlig havde nået uden. Såkaldte MBS‘er og deres overvurderede rating gjorde, at opturen forsatte i langt længere tid, end den formentlig ellers ville have gjort. Men at de skulle være skyld i krisen er noget groft. Det er nærmest menneskelig tradition for at pege fingre af ting, man ikke forstår, men jeg kender ikke Rey godt nok til at vide, om det er tilfældet her. Nedturen er en konsekvens af den stærkt overvurderende og urealistiske optur. Skabte et par fikse idéer til finansielle instrumenter denne enorme optur? Og hvordan har det i så fald kunne ske langt tilbage i historien, mest bemærkelsesværdigt i 1929? Selvfølgelig gjorde det ikke det, selvom det havde markant forværrende effekt. Løsnignen skla findes et andet sted.

So at this juncture — when the US Congress is considering financial regulation reform and the US Securities and Exchange Commission (SEC) has at last brought action against all-purpose bad guy Goldman Sachs (…)

All-purpose bad guy… Really!?

Herefter oplister Rey en række punkter:

The massive consumer indebtedness and current account deficit of the US preceded, and contributed to, the crisis — as did the US Federal Reserve’s monetary policy, which held interest rates too low for too long.

Kipper med hatten.

The structure of compensation within large US banks encouraged wild risk taking, while regulators were too complacent or too indulgent in the face of the banks’ charm offensive.

Ahhh, så var det vist heller ikke værre. Det er korrekt, at banksektoren er blevet liberaliseret en smule, men… se ovenfor.

A revolving door of officials who have shuffled over the years between Wall Street’s major players and various US presidential administrations — particularly those of Clinton and Obama — has raised more than a few eyebrows.

Medmindre man kan angribe deres handlinger er den kritik ikke meget værd – hvilket man formentlig sagtens kan.

Ratings agencies, wishing to protect their ever-increasing profits from Wall Street, failed to properly assess risk of the overly creative and complex financial instruments built on the shaky foundation of sub-prime mortgages.

Yep, og det er klart et område, hvor man er nødsaget til at forholde sig en smule pragmatisk og vurdere, hvad der bør gøres.

In the institutional collapse that we now know most merited a US government bailout (that of Lehman Brothers), the US Treasury Department declined to act and thus contributed to the further destabilisation of financial markets

Ja, regeringen kunne have forgældet USA endnu mere, hvilket ville have skabt mere ro på de finansielle markeder. Men at Lehman Brothers faldt skabte formentlig grobund for flere af de corporate takeover vi så i den efterfølgende periode. Havde regeringen handlet, havde man blot skabt større rum for moralsk hazard.

While the US government failed to aid Lehman as it should have, its multiple rescues of insurer AIG appear to have been misguided. The principal beneficiaries of the government’s AIG assistance — no surprise — have been the largest of Wall Street’s banks

Som man ellers, ifølge Reys egen logik, skulel have reddet senere.

Securitisation, more than any other factor, led to both the transfer of toxic assets to the balance sheets of many financial institutions, pension funds and government units and to the deterioration of credit quality. Banks that securitise and sell financial products to other institutions have little incentive to be concerned about the quality and ratings of the loans they sell off.

Det er som om Rey, og mange andre med hende i øvrigt, glemmer, at netop disse mekanismer skabte, hvad der tydede på at være enorm velstand, og som siden faldt og afslørede de store økonomiske problemer, vi nu befinder os i. Før 2008 hørte man økonomer tale om ‘en ny tid’ – altid et faresignal under bobler – og nu beskylder mange af de selvsamme økonomer de instrumenter, der førte til den ‘nye økonomi’, for at være hele årsagen til krisen. Det er, som antydet ovenfor, naturligvis ikke tilfældet. Derimod har et overudbud af likviditet ført til, at man kunne foretage flere handler samtidig, end ellers, og se den nominelle værdi stige i et væk. Havde pengeudbuddet været konstant til produktionsraten*, vilel dette ikke have været muligt, da nye investeringer i en branche ville skule modsvares af enten lavere forbrug eller lavere investerigner i en anden sektor.

Disse finansielle instrumenter kan altså sammenlignes med moteren i en bil. Vel at mærke en bil uden ret, fordi økonomien allerede er nominelt dysfunktionel. En større motor gør skaden større, når bilen kører galt, men det er ikke i sig selv motorens skyld.

Given the revenues, profits and compensation schemes of Wall Street’s heavy hitters in lobbying, it’s hardly surprising that they’re now throwing all their weight into shaping regulation of the financial system in a way that would preserve their rents. Will Congress, the White House and the regulators be able this time, unlike previous times, to resist?

I hope not! Hvis vi skal hurtigt ud af krisen, får vi brug for så potente finansielle markeder som overhovedet muligt.

Bemærk hvordan Sohn fejer kapitalisten, kongen og selv præsten af banen for at gøre plads til kommunisten:

Og her hvordan man kan høre lyden af en Bresjnev-tale runge ud over landet:

Der spekuleres naturligvis i, hvor de oprindeligt stammer fra. Måske SF selv forsøger at tage luften af en ballonen med et glimt i øjet?

UPDATE: K-Forum har selv taget ansvaret i en kommentar under indlægget. Lækker grafik de drenge laver.

Så er den gal igen. Island kunne bare ikke dy sig. Efter først at have stiftet gæld til hele verden og derefter gået konkurs har landet været ude af rampelyset i en periode. Den slags er selvfølgelig uacceptabelt, når man nu ellers var medie-darling, så Island fik en idé: Lad os ødelægge det for alle de andre…

Okay, indrømmet, det er måske ikke helt sådan, det er foregået, men det er sådan, det er endt. Vulkansk udbrud sætter verdens flytrafik i stå, og så er den allestedværende Mike Legarth selvfølgelig på pletten:

Det er en helt særlig nødsituation. Vi er ikke afvisende overfor at vurdere, om vi skal hjælpe. Vi kan jo se, at de er havnet i en vanskelig situation, og vi må nu afklare, om vi overhovedet kan hjælpe, uden at vi støder på statsstøttereglerne, siger den konservative finansordfører, Mike Legarth.

Lad mig starte med at påpege en journalistisk fejl: Konservativ skal her være med stort. Det er vigtigt, da det ellers giver det indtryk, at Mike Legarth er konservativ.

Hvorom alting er, så får ovenstående udtalelse jo en en til at ønske, at Mike Legarth… var knap så allestedsværende.

Rationalet bag at give flybranchen støtte er, tilsyneladende, at de er ‘havnet i en vanskelig situation’. Hvad rationaler angår bliver det naturligvis ikke meget dummere, men nuvel, lad os da bare godtage præmissen. Det må nødvendigvis lede det retoriske spørgsmål med sig, om Legarth også ønsker at indføre en ‘aske-skat’, således at hoteller, busser, taxaer og tog, der har tjent ekstra på vulkanudbruddet, kommer til at bøde herfor.

Jeg tror, og håber, det ikke, men det udstiller den perverse tankegang, som der grundlæggende er tale om, når enhver ændring i markedsforholdene skal udløse statsstøtte.

I forbindelse med en artikel i Politiken om sit snarlige comeback, siger Per Ørum:

Jeg har skabt en forandring i mit liv, moralsk, etisk og værdimæssigt.

Betyder det, at Per Ørum er blevet borgerlig? Og er det i øvrigt udtryk for, at en minnsotakur virker mod andet end fordrukkenhed? Vi følger udviklingen med spænding…

Læsøgades skole i Århus har besluttet, at elever helt ned på 1. klassetrin skal lege med 10” computere. Desværre er der tale om pædagogisk populisme, som i den sidste ende skaber dårligere forudsætninger for børnene.

De kalder det Fremtidslaboratoriet, gør de, når lærere i et – desperat? – forsøg prøver at udvikle nye undervisningmetoder, som efter sigende skal gøre undervisningen langt mere effektiv og sikre, at den på Nydansk er ‘up to date’.

»Målet er at gøre computer- og kommunikationsteknologien til en almindelig del af den daglige undervisning,« siger Birthe Aagesen leder af Fremtidslaboratoriet.

Jeg forstår ikke, hvordan det kan være et mål i sig selv at bruge computere i undervisningen. Jeg ved godt, jeg måske er gammeldags, når jeg plæderer for, at skolens formål er at lære eleverne noget. Men hvis formålet bare er at afprøve indlæringsmetoder (engang var det rundskredspædagogik og sanglege i kemitimerne), så  kan man vel ikke forvente, at eleverne bagefter kan klare sig internationalt – hvilket ellers er argumentet?

Det handler om mere end at kunne bruge en computer.
»I dag er skoleelever vant til at chatte, blogge og twitte, og det kan lærerne udnytte til at åbne undervisningen mod omverdenen og inddrage aktuelle og relevante begivenheder i undervisningen,« siger hun.

Da jeg gik i folkeskole var lærererne ganske fint i stand til at kopiere avisartikler fra samme morgen, som man kunne bruge til aktuelle debatter. Hvor er den ekstra gevinst?

Det er en underlig bagvedliggende logik. Det lader næsten til, at skoleystemet kæmper for at finde på en ny og endnu mere spøjs pædagogisk tilgang end deres forrige, før vi når at evaluere, om deres seneste bestræbelser bar frugt.

Som jeg ser det, er der fem væsentlige argumenter imod:

1. Tiden er knap. Eleverne er kun i skole X antal timer om dagen. Hvert minut der går med Twitter, Blog, Facebook og alt det andet vi andre kalder ovespringhandlinger, må nødvendigvis gå fra reel undervisning i noget andet. Y antal minutter brugt på Twitter er altså det samme som Y antal minutter IKKE brugt på matematik, grammatik osv.

2. De basale færdigheder er vigtige. Det er rigtig fint at følge med i, hvad der sker på den teknologiske scene. Jeg er for. Men du kan ikke skrive blogindlæg uden et minimum af grammatisk forståelse. Til sammenlignign uddanner Indien næsten 450.000 ingeniører om året, og man skal ikke tvivle på, om de kan den lille tabel, gerne arbejder 80t om ugen og ikke får nær så meget i løn, som vi gør. Den danske standard kan ikke holdes på et tilfredstillende niveau, hvis de grundlæggende folkeskolefag ikke sidder på rygraden af alle eleverne.

3. De basale færdigheder er vitigst. At være med på de teknologiske bølger kan være en fordel, men den er ofte overdrevet. Hvad der derimod kun svært kan overdrives, er fordelen ved at have den lille tabel, almen grammatisk forståelse, evnen til at vurdere historisk kontekst og simpel viden om verden omkring os. Alt dette er forudsætninger for fremtidig succes, hvadend man vil være kommunikationskonsulent, økonom, historiker, skolelærer, programmør eller næsten alt andet er de basale færdigheder en forudsætning – og til dem hører ikek brug af Twitter. Derfor er det vigtigt, at folkeskolen fokuserer på dem, så man med dem i bagagen lettere kan bevæge sig videre og måske sidenhen lære om innovation, teknologi og overspringhandlinger i form af sociale medier.

4. Den teknologiske udvikling er altid foran. Jeg har aldrig mødt en underviser, der var bare nogenlunde fremme i skoene, hvad angik den teknologiske udvikling. Og jeg forventer heller aldrig at opleve det. Sagen er enkel. Udviklingen går så stærkt, at der skal skrives nye, lange, bureaukratiske rapporter og laves kurser hver måned, hvis skolesystemet, skal følge med. Jeg tilmeldte mig alle de fede online-tjeneste jeg kunne opstøve i februar, og jeg oplever allerede, at jeg ikke er en del af det gode ‘first-mover’ selskab. Unge mennesker, og i dag det vi engang kaldte børn med alt hvad ordet indebar, har meget nemmere ved at navigere rundt i disse, end størstedelen af alle undervisere vil have, fordi det er en del af deres hverdag. Hvis projektet lykkes nogenlunde, bliver læreren kun lidt til grin overfor sine elever.

5. De klassiske dyder. Her er noget, jeg aldrig har forstået: Hvorfor der tilsyneladende ikke er nogen værdi i at lære børn, at de skal sidde på deres flade, lytte og være stille. Jeg ved godt, det ikke er moderne, men de får brug for det i højere grad end Twitter, hvis de skal klare sig godt. Det begynder allerede i gymnasiet, det bliver vigtigt på universitetet, og det er altafgørende i forretningslivet. Det indvendes af og til, at det også er for galt, og skal ændres, men profeterne af denne holdning taler som oftest til store forsamlinger fornemt bænket på rad og række, mens en halv-kedelig powerpoint i baggrunden beretter om de sociale mediers uanede muligheder.

Der findes sikker flere argumenter imod, og måske endda også et par plausible for? Men sagen er den, at den selektive bedømmelse af alt nyt, og følgelige uanede beundring herfor nødvendigvis må tages op til revidering. Ellers ender vi med at Twitte om, hvad andre laver, fremfor at gøre det selv.