Her til aften så jeg den omdiskuterede Armadillo med nogle medkollegianere. Filmen fortjener bestemt et par efterrefleksioner – jeg skal forsøge at holde spoilers på et minimum.

Mange af filmens pointer er simple, næsten forudsigelige, men stadig fængende. Som afskeden i lufthavnen, hvor søsteren græder så kontrolleret hun kan, moderen insisterende udtrykker sin manglende forståelse og faderen stille siger, “Opfør dig nu ordentligt, knægt!”. Jojo, stereotyper er skam virkelige mennesker. Opfører han sig så ordentligt? Ja, det gør han, men han ender dog med – indirekte – at blive en af de mest omdiskuterede personer i dansk presse i et par dage, da det kommer frem, at et par ord om ‘likvidering’ i en adrenalinrus er røget ud af munden på ham.

Og det leder mig videre til min næste pointe. Et af de mest vedholdende indtryk filmen efterlod mig med var, at der jo bare er tale om knægte. Knægte, hvor den store fyr udfordrer den lille til en slåskamp – hammer mod gevær, henholdvis. Knægte, hvor dumsmarte bemærkninger og porno i fællesrummet er en naturlig del af hverdagsmiljøet. Og vigtigst af alt, knægte der vil afsted til Afghanistan, fordi de “vil have spænding” og “et eventyr”.

Den hverdag af eufemismer og smarte bemærkninger, som er ‘knægte’ så almindelig, er pludselig ikke en sproglig kamp om social rang, men en nødvendighed for at overkomme sine egne tanker og den tid der er tilbage, når man skal beskrive, hvordan det er at bruge seks timer på at samle ligdele sammen. En nødvendig virklighedsflugt?

Vi ser også en anden side af indsatsen i Afghanistan. Vi ser nemlig, hvordan man giver bod for eventuelle døde køer eller anden materiel fratagelse, i forhold til de lokales levefod. Da jeg så klippet, kunne jeg ikke undlade at tænke, hvordna den måde denne praksis var skruet sammen på, ville give flere rapporter fra lokale om tab, end tilfældet egentlig er. Men det er måske en del af spillet.

I Armadillo ser vi det hele, eller gør vi? Kameraerne har været med rundt, og de har fulgt den pågældende gruppe i et halvt år. Men trods den uretfærdighed det er at skære et halvt år ned til små to timer, så sidder man alligevel med en følelse af, at der er mere til historien, eller Armadillo fortæller. Vigtigst af alt, så mangler Armadillo at følge soldaterne i ugerne efter udsendelsen. Der hvor oplevelsen bundfælder sig og slår rod – for de enkelte soldater på hver sin måde. Fik de deres “eventyr”?. Det ville have givet filmen det, den mangler.

Armadillo er dog stadig seværdig, så absolut, og den er uden tvivl en god indgang til debat. Psykologisk, sociologisk, ideologisk og menneskeligt. Blandt de personer jeg så den med, diskuterede vi efterfølgende, hvor forståeligt det er, hvor lidt soldaterne rent faktisk forholder sig refleksivt til det, de laver og hvor forståeligt det er, at soldaterne umenneskeliggør talebanerne i betydelig grad. Svarerne er ikke nødvendigvis simple, men i begge tilfælde ligger min sympati ved soldaterne.

Jeg vil varmt anbefale filmen. Alle bør se den, som en del af den proces de selv går igennem, når de – forhåbentligt og på sikker afstand – reflekterer over, hvad der foregår i Afghanistan, og hvad det vil sige at være krigsførende nation. Mit håb er, at filmen ikke bare vækker modstand mod indsatsen, men at de fleste rent faktisk ser noget dybere.

Yep, det bliver et af de indlæg, der skal smides under ‘Groft sagt’-kategorien. Dette bliver en ‘line-by-line’ gennemgang.

Hélène Rey fra LSE skriver under overskriften Avoiding another financial collapse, at

The worldwide economic downturn sprang largely from the US and, more specifically, from the investment banks, rating agencies, Washington regulators and other players in big-time Wall Street finance.

Ingen kan benægte, at avancerede finansielle instrumenter hjalp den forudgående boble med at nå et omfang, som var markant større, end man formentlig havde nået uden. Såkaldte MBS‘er og deres overvurderede rating gjorde, at opturen forsatte i langt længere tid, end den formentlig ellers ville have gjort. Men at de skulle være skyld i krisen er noget groft. Det er nærmest menneskelig tradition for at pege fingre af ting, man ikke forstår, men jeg kender ikke Rey godt nok til at vide, om det er tilfældet her. Nedturen er en konsekvens af den stærkt overvurderende og urealistiske optur. Skabte et par fikse idéer til finansielle instrumenter denne enorme optur? Og hvordan har det i så fald kunne ske langt tilbage i historien, mest bemærkelsesværdigt i 1929? Selvfølgelig gjorde det ikke det, selvom det havde markant forværrende effekt. Løsnignen skla findes et andet sted.

So at this juncture — when the US Congress is considering financial regulation reform and the US Securities and Exchange Commission (SEC) has at last brought action against all-purpose bad guy Goldman Sachs (…)

All-purpose bad guy… Really!?

Herefter oplister Rey en række punkter:

The massive consumer indebtedness and current account deficit of the US preceded, and contributed to, the crisis — as did the US Federal Reserve’s monetary policy, which held interest rates too low for too long.

Kipper med hatten.

The structure of compensation within large US banks encouraged wild risk taking, while regulators were too complacent or too indulgent in the face of the banks’ charm offensive.

Ahhh, så var det vist heller ikke værre. Det er korrekt, at banksektoren er blevet liberaliseret en smule, men… se ovenfor.

A revolving door of officials who have shuffled over the years between Wall Street’s major players and various US presidential administrations — particularly those of Clinton and Obama — has raised more than a few eyebrows.

Medmindre man kan angribe deres handlinger er den kritik ikke meget værd – hvilket man formentlig sagtens kan.

Ratings agencies, wishing to protect their ever-increasing profits from Wall Street, failed to properly assess risk of the overly creative and complex financial instruments built on the shaky foundation of sub-prime mortgages.

Yep, og det er klart et område, hvor man er nødsaget til at forholde sig en smule pragmatisk og vurdere, hvad der bør gøres.

In the institutional collapse that we now know most merited a US government bailout (that of Lehman Brothers), the US Treasury Department declined to act and thus contributed to the further destabilisation of financial markets

Ja, regeringen kunne have forgældet USA endnu mere, hvilket ville have skabt mere ro på de finansielle markeder. Men at Lehman Brothers faldt skabte formentlig grobund for flere af de corporate takeover vi så i den efterfølgende periode. Havde regeringen handlet, havde man blot skabt større rum for moralsk hazard.

While the US government failed to aid Lehman as it should have, its multiple rescues of insurer AIG appear to have been misguided. The principal beneficiaries of the government’s AIG assistance — no surprise — have been the largest of Wall Street’s banks

Som man ellers, ifølge Reys egen logik, skulel have reddet senere.

Securitisation, more than any other factor, led to both the transfer of toxic assets to the balance sheets of many financial institutions, pension funds and government units and to the deterioration of credit quality. Banks that securitise and sell financial products to other institutions have little incentive to be concerned about the quality and ratings of the loans they sell off.

Det er som om Rey, og mange andre med hende i øvrigt, glemmer, at netop disse mekanismer skabte, hvad der tydede på at være enorm velstand, og som siden faldt og afslørede de store økonomiske problemer, vi nu befinder os i. Før 2008 hørte man økonomer tale om ‘en ny tid’ – altid et faresignal under bobler – og nu beskylder mange af de selvsamme økonomer de instrumenter, der førte til den ‘nye økonomi’, for at være hele årsagen til krisen. Det er, som antydet ovenfor, naturligvis ikke tilfældet. Derimod har et overudbud af likviditet ført til, at man kunne foretage flere handler samtidig, end ellers, og se den nominelle værdi stige i et væk. Havde pengeudbuddet været konstant til produktionsraten*, vilel dette ikke have været muligt, da nye investeringer i en branche ville skule modsvares af enten lavere forbrug eller lavere investerigner i en anden sektor.

Disse finansielle instrumenter kan altså sammenlignes med moteren i en bil. Vel at mærke en bil uden ret, fordi økonomien allerede er nominelt dysfunktionel. En større motor gør skaden større, når bilen kører galt, men det er ikke i sig selv motorens skyld.

Given the revenues, profits and compensation schemes of Wall Street’s heavy hitters in lobbying, it’s hardly surprising that they’re now throwing all their weight into shaping regulation of the financial system in a way that would preserve their rents. Will Congress, the White House and the regulators be able this time, unlike previous times, to resist?

I hope not! Hvis vi skal hurtigt ud af krisen, får vi brug for så potente finansielle markeder som overhovedet muligt.

Jeg ved godt, at nedenstående er blevet et langt citat-helvede, men jeg synes bestemt det er værd at læse – jeg tillader mig at vurdere, da jeg ikke selv har skrevet det.

Mankiw – Bernanke on Happiness:

I am reminded of a story about Abraham Lincoln. According to the story, Lincoln was riding with a friend in a carriage on a rainy evening. As they rode, Lincoln told the friend that he believed in what economists would call the utility-maximizing theory of behavior, that people always act so as to maximize their own happiness, and for no other reason. Just then, the carriage crossed a bridge, and Lincoln saw a pig stuck in the muddy riverbank. Telling the carriage driver to stop, Lincoln struggled through the rain and mud, picked up the pig, and carried it to safety. When the muddy Lincoln returned to the carriage, his friend naturally pointed out that he had just disproved his own hypothesis by putting himself to great trouble and discomfort to save a pig. “Not at all,” said Lincoln. “What I did is perfectly consistent with my theory. If I hadn’t saved that pig, I would have felt terrible.”

Æren burde strengt taget tilfalde Bernanke, men jeg læste det hos Mankiw.

Tyler Cowen – Sentences to Ponder:

“There’s a reason elite schools speak of training leaders, not thinkers—holders of power, not its critics.”

Paul Krugman – Ignoring The Elephant In the EURO:

[N]ote that if you pretend that it’s all about fiscal profligacy, the problem seems solvable with a bit more discipline, but if you admit that the original optimum currency area issues are key to the situation, you wonder whether the common currency really makes sense.

Tyler Cowen – Social welfare expenditures in the United States and the Nordic Countries:

Per capita net public social expenditures in the U.S. rank behind only Sweden. Add in the private spending, and per capita spending in the U.S. is higher than in all of the Nordic countries.

James Hamilton – Inflation, taxation, and the underground economy:

Even though much of economic activity is outside of the government’s control, the government can still tax that activity by choosing a higher inflation rate

(…)

(…)

Aruoba’s interpretation is that the weaker a country’s institutions, the greater the attractiveness of the informal sector, and the more the government is likely to rely on inflation rather than standard taxes to raise revenue.

(…)

Tyler Cowen thinks those bars look unsettlingly like dominoes.

Martin Feldstein – For a solution to the euro crisis, look to the states:

The structure of the Economic and Monetary Union (EMU) that created the euro actually encourages members to run large deficits. A country with its own currency would see that currency deteriorate and its interest rates rise if it sold large amounts of debt to global investors. But because EMU countries share a currency, there has been no market feedback to warn when a country’s deficit is getting dangerously high.

(…)

Here there may be something to learn from United States. (…) The basic reason for these small deficits is that each state’s constitution prohibits borrowing for operating purposes. States can issue debt to finance infrastructure but not salaries, services, transfer payments or other operating expenses.

(…)

The European Central Bank could accelerate this process by restricting collateral to bonds issued by governments with satisfactory constitutional limits on their deficits.

Jeg har villet dele dette indlæg længe, men har af uransagelige årsager ikke fået det gjort. Overskriften er The Augustine Economy over Krugman skriver:

The good news from the consumer spending release is that consumers are, in fact, spending. The bad news is that they’re not saving: personal savings are now back down to 2.7 percent of income.

This can’t go on; American households have to bring their debt levels down. And yet …

We’re still in a liquidity trap, with Fed policy constrained by the zero lower bound. And a liquidity trap world is a paradox-of-thrift world, in which the virtuous individual decision to save more is a vice from the point of view of the economy as a whole. For now, it’s actually a good thing that consumers are behaving irresponsibly.

So my wish is that we be made chaste, continent, and thrifty — but not yet.

For overskuelighedens skyld, vil jeg dele mine kommentarer op i punkter, startende med tre resummerende punkter:

1. Krugman anerkender, at opsparing af et vist omfang er nødvendigt. Det antydes at være for at nedbringe eksisterende gæld – en væsentlig årsag til Finanskrisens udspring som følge af teknisk insolvens.
2. Krugman problematiserer, at verden er i en likviditetskrise, dvs. at den korte rente er så lav, at central banken har meget svært ved at påvirke den gennem såkaldte ‘open market operations’ – likviditetskrise, fordi det er et Keynesiansk skrækscenarie, at man har sværere ved at pumpe penge ud i økonomien og stimulere NGDP.
3. Krugman mener altså, at øget forbrug er godt, fordi det kan mere med til at nedsætte de skadelige effekter af likviditetskrisen. Men på den lange bane, skal der spares mere. Individdets dyd er samfundets synd, skriver han.

1. Krugman har naturligvis ret i, at det øgede forburg ‘offsetter’ nogle af de problemer, han ser ved manglende mulighed for pengepolitisk stimuli.
   1. Krugmans problem er, at NGDP falder, hvilket er tegnet på en krise og ved at øge forbruget pumpes NGDP altså højere op. (Hvis folk bruger relativt flere penge af en given indkomst, vil samfundet samlede omsætning være større)
2. Problemet er blot, at Krugman overser, hvad problemet i krisen er. Et fald i NGDP behøver ikke være et problem – muligvis tværtimod.
   1. Hvis f.eks. omstændigheder får folk til at spare en relativt større del af deres indkomst op, vil de naturligt have færre penge til forbrug –> fald i omsætningen.
   2. Denne ændring må vi antage skyldes en bestemt forventning til fremtidige markedsforhold i forhold til nutidige.
      1. Med andre ord vil der blive lagt større vægt på fremtidigt fremfor nutidigt forbrug, altså øgede investeringer og en afvisning af nogle af de tidligere.
   3. Hvis pengepolitisk stimuli fører til til øget forbrug, gennem udvidelser i pengemængden, vil man altså underkende folks interesse i øget opsparing, hvilket vil føre til uproduktive investeringer – investeringer som kun er muliggjort gennem pengepolitisk stimuli og dermed ikke afspejler forburgernes præferencer.

At forbrugerne er begyndt at forbruge mere, er formenlig tegn på, at de anser krisen for at være på vej til at drive over. Det er da meget rart, men hvis det ikke er tilfældet, kan det blive meget farligt for økonomien – selvom man ikke kan fortænke dem i at tro det med det væld af utroværdige udmeldinger fra politikere verden over.

Vi behøver ikke være bange for nedturen. Den vil gøre ondt, ja, men Krugman og andres fokus på NGDP gennem flere år har netop skabt en unaturligt vækst heri, og den skal ‘udrenses’, før økonomien sundt kan vokse videre. Nedturen går altså naturligt forud for sund vækst.

Krugman burde altså have holdt fast i sin første linie. Det er skidt, at forbrugerne ikke sparer mere op, fordi det er det, der er brug for nu. Den nuværende krise af unaturlig pengepolitisk stimuli og manglende opsparing.

Betyder dette så, at der ingen fordele er ved udvidelser i pengemængden? Et forsvar kan leveres, men ikke a la det Krugman baserer sit indlæg på. Jeg skal vende tilbage til det ved lejlighed.

En bekendt fra USA henviste mig i går til en artikel, der omhandler, hvorfor ingen interesserer sig for kommunismens uhyrligheder, modebydelige som de var. Artiklen hedder A Hidden History of Evil og er skrevet af journalisten Claire Berlinski. Det virkeligt interessante ved artiklen er, at den fremhæver Helle Thornings svigerfar og forklarer, hvorfor han muligvis kan anses for at være landsforræder gennem samarbejde med Sovjet. Notater fra Vadim Zagladin, vice-chef for Central Kommitteens Internationale Departement indtil 1987, og derefter rådgiver for Gorbachov indtil 1991 omtaler nemlig Kinnock. Nævnte artikel uddyber:

Zagladin’s records also note that the former leader of the British Labour Party, Neil Kinnock, approached Gorbachev—unauthorized, while Kinnock was leader of the opposition—through a secret envoy to discuss the possibility of halting the United Kingdom’s Trident nuclear-missile program. The minutes of the meeting between Gorbachev and the envoy, MP Stuart Holland, read as follows:

In [Holland’s] opinion, Soviet Union should be very interested in liquidation of “Tridents” because, apart from other things, the West—meaning the US, Britain and France—would have a serious advantage over the Soviet Union after the completion of START treaty. That advantage will need to be eliminated. . . . At the same time Holland noted that, of course, we can seriously think about realisation of that idea only if the Labour comes to power. He said Thatcher . . . would never agree to any reduction of nuclear armaments.

Kinnock was vice president of the European Commission from 1999 to 2004, and his wife, Glenys, is now Britain’s minister for Europe. Gerard Batten, a member of the UK Independence Party, has noted the significance of the episode. “If the report given to Mr. Gorbachev is true, it means that Lord Kinnock approached one of Britain’s enemies in order to seek approval regarding his party’s defense policy and, had he been elected, Britain’s defense policy,” Batten said to the European Parliament in 2009. “If this report is true, then Lord Kinnock would be guilty of treason.”

Dete er naturligvis en meget grov anklage, og som Gerard Batten anfører, så må man vurdere på, om Zagladins optegnelser er korrekte. Ægtheden af dokumenterne er der dog ikke noget i vejen med. Da Gorbachov og hans folk røg ud af Kreml, tog de uautoriserede kopier af mange dokumenter, som de opbevarede i arkiver i Gorbachov Foundation. Senere blev de stjålet af Pavel Stroilov i 2003, hvorefter han flygtede fra Rusland. Artiklen sammenfatter:

When I first heard about Stroilov’s documents, I wondered if they were forgeries. But in 2006, having assessed the documents with the cooperation of prominent Soviet dissidents and Cold War spies, British judges concluded that Stroilov was credible and granted his asylum request. The Gorbachev Foundation itself has since acknowledged the documents’ authenticity.

Kunne man forestille sig, at det Zagladin skrev i sine optegnelser er sandt? I så fald er det naturligvis noget, der burde give efterdønninger i Brittisk politik. Men generelt er der nok grundlag for at dykke dybere ned i, hvem der gjorde hvad under den kolde krig. Selvom der ikke er beviser for, at Dragsdahl ikke var spion, er det ikke ensbetydende med, at andre ikke var det.

The Spectator har i øvrigt også skrevet om Kinnocks forbindelse til Kreml i en mere dybdegående artikel: Kinnock and the Kremlin. Her fremgår det bl.a., at Kreml har lovet støtte til Labour i kampen mod Magaret Thatcher, og at udsendinge fra Labour har givet folk i Kreml gode råd til, hvordan de skulle håndtere Reagan og få informationer ud af ham. Det femgår også, at Denis Healey fra Labour gjorde grin med den engelske kommunist, Priscott, fordi han ikke længere var så loyal mod Moskva, at han ikke længere var en af dem, en ‘comrade’.

Jo før man får åbnet de mange arkiver fra den periode, jo bedre!

Forskere fra Syddansk Universitet har, groft sagt, undersøgt, hvorvidt politikere får samme behandling, når de optræder i medierne – lige lang taletid, omtales kritisk eller ej osv. Her finder de, at DR og TV2 giver samme behandling, og at denne behandling er velafbalanceret og fair (‘Resultat listen kan ses her[jpg])

Men er det nu også virkelig det, der er den interessante ‘myte’ om journalisternes nyhedsdækning? Selvfølgelig ikke. Almindelig anstændighed dikterer naturligvis, at politikere fra begge fløje har ret til lige behandling, når de optræder i statsmedier[sic!]. Men hvad er så myten om journalisters politiske ståsted og dettes indflydelse på nyhedsdækningen? ‘Myten’ er, at journalisternes prioriteringer i historier og vinklen herpå er bestemt af deres politiske ståsted, og det har ovennævnte undersøgelse slet ikke undersøgt – “irrelevant i denne sammenhæng”, som forskerne noterer.

M.a.o. er der stadig grund til at mene, at journalister påvirker nyhedsdækningen i en stærkt venstresnoget retning. Min påstand er, at stort set alle journalister hellere skriver om et ‘skattehul’, der giver lavere provenu end tilfældet kunne være uden, end de skriver om en skatteregel, der skaber store gener i virksomheders hverdag og dermed gør virksmhederne mindre konkurrencedygtige (og sænker det potentielle skatteprovenue?).

Denne skævhed skyldes to ting.

For det første journalisternes politiske ståsted, der påvirker journalisternes prioritering af historier og vinkler herpå – som i 60′erne og op gennem 70′erne og 80′erne i nogen grad formentlig var en bevidst prioritering blandt ventreorienterede journalister, der gennem deres virke ikke var for fine til end ikke at tilstræbe objektivitet. I dag er problemerne større, fordi de nye generationer af journalister er født ind i velfærdsstaten svøbe, og dermed skriver venstredrejet blot de holder sig indenfor den offentlige konsensus. Tillagt at journaliststanden er berygtet, om noget, for manglende reflektion over de nyheder, der viderebringes og det totale fravær af andet end overfladisk viden, om de emner de skriver om, kan man kun svært gøre sig håb om, at dette ændrer sig.

Det andet, der bidrager til ovennævnte skævhed er selve journalistuddannelsen. Her opflaskes bladsmører in spe i at finde frem til konflikter og derefter stille nogen til ansvar. Og nogen er naturligvis altid magthaverne, der forvnetes at gøre noget ved et problem journaliste har unet frem til (eller skabt?).

Den undersøgelse, der i dag er blevet populariseret afliver altså ikke dne helt centrale myte omkring journalisternes venstresnogede tendenser.

Prove me wrong, men jeg tror, myten lever!

Lad mig først nævne, at C.S. velfortjent korrekser min udlægning af hans indlæg. Det er naturligvis ikke moral som koncept, kapitalismen undergraver, men derimod en bestemt moral, der for C.S. er et’ hjertens gode’.

En særlig veneration overfor tradition, en følelse af forpligtelse, en kærlighed til fædrelandet. Sagt på en anden måde en livsopfattelse, der fastholder subjektet på noget andet end det selv.

som han formulerer det. Jeg skal for nærværende ikke forholde mig til, om det er en ønskelig moral eller ej, men bare konstatere, at det er det nok – om ikke andet, så for debattens skyld.

Spørgsmålet bliver så, om kapitalismen per se undergraver denne moral og ydermere, om denne moral oprindeligt var en del af grundlaget for kapitalismen som derved også undergraves, når moralen gør.

Lad mig starte med et sted, hvor vi kun delvist er enige:

Hvis Jacob afviser at velstand fører et bestemt handlemønster med sig, så afviser han samtidig at mangel fører et bestemt handlemønster med sig. Han afviser med andre ord, at den brødflove mand ønsker sig brød. Der er med andre ord tale om en menneskeopfattelse, hvor menneskets handlinger opfattet som ubetingede.

C.S. bemærker i øvrigt sarkastisk, hvordan mit idealmenneske, i så fald, er en ø. Det er naturligvis ikke tilfældet. Jeg anerkender så gerne, at man som menneske er påvirket af alle mulige (og umulige) faktorer, når man bestemmer, hvilke handlinger man ønsker at foretage. Dette anerkender C.S. også, og bemærker korrekt, at der er tale om incitamenter, som ikke kan “oplistes og blotlægges i deres totalitet.” – dette ville jo kræve, at vi kender og forstår alt i det menneskelige indre. C.S. og jeg er altså grundlæggende set enige om, at ydre forhold påvirker indre, og at disse, og alle andre, former for incitamenter styrer menneskelige handlinger. Det kan endda undre, hvis C.S. tvivler på, om jeg anerkender incitamenter, da han ved, jeg er økonomisk skolet. C.S. og jeg er altså enige om, “at menneskers handlinger er motiveret både af økonomiske forhold og af ideer.”. Jeg skal her gengive C.S. afsluttende kommentar, da den i sandhed er interessant:

Kapitalismens fundament er en pligtetik, dens resultat er hedonisme. Måske fordi vi mennesker ikke er så gode som vi gerne vil det. Måske føler vi os primært forpligtet, når vi af nøden drives til pligten. Måske tager vi hellere på arbejde, når vi har brug for lønnen, end når vi kan undvære den. Dette synes i hvert fald at være et vigtigt element i kritikken af de manglende økonomiske incitamenter til at få sig et fast arbejde i dagens Danmark.

Dette kan være et svar, men kun for så vidt, at man accepterer, at menneskers handlinger er motiveret både af økonomiske forhold og af ideer. Med forbrugersamfundet har vi både fået ideer, der bekriger et menneskesyn, hvor forpligtelsen er i centrum, og med velstanden har vi mistet vores nødvendige incitament til at være moralske.

Jeg er enig med C.S. i, at øget velstand i nogen grad fjerner nødvendigheden af skabertrang og virkelyst. I C.S. eksempel kan man sige, at den brødflove objektivt set har mere brug for brød, end både C.S. og jeg har for et TV – hvilket ingen af os ejer. Et andet eksempel er, at folk kom i arbejde hurtigere, da man i sin tid kortede dagpengeperioden i Sverige – arbejdsløshed lærer computerprogrammør at taste taknemmeligt, eller hvordan udtrykket nu går. Men at den brødflove ikke skal kæmpe for sit brød i dagens Danmark er ikke kapitalismens skyld. Det er statsinterventionen og godhedens hellige navn, der sikrer, at alle uagtet indsats har en vis grad af rigdom, eller mangel på fattigdom om man vil. Derudover skal man holde sig for øje, at lykke, rigdom og alt andet her i livet i nogen grad er relativt. I Danmark kæmper vi ikke for at overleve, men imod det subjektive faktum, at vores egen bil bliver mere kedelig at se på, når naboen får ny. Så lønnen har vi stadig brug for, men af andre årsager, hvilket C.S. også anerkender. Det må i hvert fald være ‘forbrugerismens’ udpsring, hvis noget er. Man kan her med fordel genkalde sig situationer, hvor teenagere har brug ordene “det er jeg bare nødt’ til!” om f.eks. det at få en iPhone eller en bestemt taske. Deres nød er ikke at sammenligne med deres og vores bedsteforældres, men derimod med deres jævnalderenes besiddelser.

‘Forbrugerismen’ kan altså ikke i sig selv være undergravende for vores pligtfølelse, da den blot er en videreførelse af ældgamle principper eller ‘incitamenter’, som også vores forfædre benyttede sig af. Tværtimod er forbrugerismen med til at tvinge os op om morgnen, så vi kan tjene flere pene og forbruge endnu mere. Vores forpligtelse til at være en skabende del af samfundet obstrureres altså ikke af kapitalismen, tværtimod. Det er statsinterventionen, der tager fra skaberne og giver til sofarytterne, der skabe incitamenterne til ikke at bidrage til samfundet. Det er produktet af en socialistisk moral, hvor eksistens automatisk udløser krav. Når eksistens udløser krav ophæves subjektet, idet hver enkelt ikke længere må vende sig til religionen, fædrelandet eller familien for de små skub, som vi alle kan have brug or gennem livet. Kollektivet bliver subjekt for individders eksistensberettigelse og moralen ændrer sig, så alle forventer noget fra et fællesskab, som man ikke føler sig kaldet til at bidrage til.

Så for at vende tilbage til C.S. første udsagn, så er det netop kapitalismen, der fastholder subjektet på noget andet end sig selv. Det er netop, når man forstår betydningen af at stå alene, at man opdager værdien i et fællesskab. Et fællesskab der ophæves af den socialistiske moral, hvor individdet har krav på et fællesskabs værdier og fordele uden at skulle tage aktiv del heri.

Så kære C.S.: O tempora, o mores, men læg ikke kapitalismen til last.

Læsøgades skole i Århus har besluttet, at elever helt ned på 1. klassetrin skal lege med 10” computere. Desværre er der tale om pædagogisk populisme, som i den sidste ende skaber dårligere forudsætninger for børnene.

De kalder det Fremtidslaboratoriet, gør de, når lærere i et – desperat? – forsøg prøver at udvikle nye undervisningmetoder, som efter sigende skal gøre undervisningen langt mere effektiv og sikre, at den på Nydansk er ‘up to date’.

»Målet er at gøre computer- og kommunikationsteknologien til en almindelig del af den daglige undervisning,« siger Birthe Aagesen leder af Fremtidslaboratoriet.

Jeg forstår ikke, hvordan det kan være et mål i sig selv at bruge computere i undervisningen. Jeg ved godt, jeg måske er gammeldags, når jeg plæderer for, at skolens formål er at lære eleverne noget. Men hvis formålet bare er at afprøve indlæringsmetoder (engang var det rundskredspædagogik og sanglege i kemitimerne), så  kan man vel ikke forvente, at eleverne bagefter kan klare sig internationalt – hvilket ellers er argumentet?

Det handler om mere end at kunne bruge en computer.
»I dag er skoleelever vant til at chatte, blogge og twitte, og det kan lærerne udnytte til at åbne undervisningen mod omverdenen og inddrage aktuelle og relevante begivenheder i undervisningen,« siger hun.

Da jeg gik i folkeskole var lærererne ganske fint i stand til at kopiere avisartikler fra samme morgen, som man kunne bruge til aktuelle debatter. Hvor er den ekstra gevinst?

Det er en underlig bagvedliggende logik. Det lader næsten til, at skoleystemet kæmper for at finde på en ny og endnu mere spøjs pædagogisk tilgang end deres forrige, før vi når at evaluere, om deres seneste bestræbelser bar frugt.

Som jeg ser det, er der fem væsentlige argumenter imod:

1. Tiden er knap. Eleverne er kun i skole X antal timer om dagen. Hvert minut der går med Twitter, Blog, Facebook og alt det andet vi andre kalder ovespringhandlinger, må nødvendigvis gå fra reel undervisning i noget andet. Y antal minutter brugt på Twitter er altså det samme som Y antal minutter IKKE brugt på matematik, grammatik osv.

2. De basale færdigheder er vigtige. Det er rigtig fint at følge med i, hvad der sker på den teknologiske scene. Jeg er for. Men du kan ikke skrive blogindlæg uden et minimum af grammatisk forståelse. Til sammenlignign uddanner Indien næsten 450.000 ingeniører om året, og man skal ikke tvivle på, om de kan den lille tabel, gerne arbejder 80t om ugen og ikke får nær så meget i løn, som vi gør. Den danske standard kan ikke holdes på et tilfredstillende niveau, hvis de grundlæggende folkeskolefag ikke sidder på rygraden af alle eleverne.

3. De basale færdigheder er vitigst. At være med på de teknologiske bølger kan være en fordel, men den er ofte overdrevet. Hvad der derimod kun svært kan overdrives, er fordelen ved at have den lille tabel, almen grammatisk forståelse, evnen til at vurdere historisk kontekst og simpel viden om verden omkring os. Alt dette er forudsætninger for fremtidig succes, hvadend man vil være kommunikationskonsulent, økonom, historiker, skolelærer, programmør eller næsten alt andet er de basale færdigheder en forudsætning – og til dem hører ikek brug af Twitter. Derfor er det vigtigt, at folkeskolen fokuserer på dem, så man med dem i bagagen lettere kan bevæge sig videre og måske sidenhen lære om innovation, teknologi og overspringhandlinger i form af sociale medier.

4. Den teknologiske udvikling er altid foran. Jeg har aldrig mødt en underviser, der var bare nogenlunde fremme i skoene, hvad angik den teknologiske udvikling. Og jeg forventer heller aldrig at opleve det. Sagen er enkel. Udviklingen går så stærkt, at der skal skrives nye, lange, bureaukratiske rapporter og laves kurser hver måned, hvis skolesystemet, skal følge med. Jeg tilmeldte mig alle de fede online-tjeneste jeg kunne opstøve i februar, og jeg oplever allerede, at jeg ikke er en del af det gode ‘first-mover’ selskab. Unge mennesker, og i dag det vi engang kaldte børn med alt hvad ordet indebar, har meget nemmere ved at navigere rundt i disse, end størstedelen af alle undervisere vil have, fordi det er en del af deres hverdag. Hvis projektet lykkes nogenlunde, bliver læreren kun lidt til grin overfor sine elever.

5. De klassiske dyder. Her er noget, jeg aldrig har forstået: Hvorfor der tilsyneladende ikke er nogen værdi i at lære børn, at de skal sidde på deres flade, lytte og være stille. Jeg ved godt, det ikke er moderne, men de får brug for det i højere grad end Twitter, hvis de skal klare sig godt. Det begynder allerede i gymnasiet, det bliver vigtigt på universitetet, og det er altafgørende i forretningslivet. Det indvendes af og til, at det også er for galt, og skal ændres, men profeterne af denne holdning taler som oftest til store forsamlinger fornemt bænket på rad og række, mens en halv-kedelig powerpoint i baggrunden beretter om de sociale mediers uanede muligheder.

Der findes sikker flere argumenter imod, og måske endda også et par plausible for? Men sagen er den, at den selektive bedømmelse af alt nyt, og følgelige uanede beundring herfor nødvendigvis må tages op til revidering. Ellers ender vi med at Twitte om, hvad andre laver, fremfor at gøre det selv.

Så simpelt er plottet i filmen The Belgrade Phantom. Og det hele bliver kun endnu bedre af, at historien er sand – se en kort dokumentar om ‘Fantomet’ her.  Filmen blander kommentarer fra førstehåndsvidner med fiktionel gengivelse af de oprindelige episoder, og den gør det godt.

Tito er i Cuba til topmøde med andre kommunister, og den undertrykte befolkning i den jugoslaviske hovedstad keder sig, mildest talt. Det tilnærmelsesvist organiserede socialliv og den stramme styring af landet har efterladt  befolkningen i en apatisk hverdagstrance, hvor udskejelser og frimodig opførsel er særsyn. Men alt dette ændres, da en ung mand stjæler en Porsche 911 S Targa, som i datiden er et særdeles imponerende køretøj.

Tyveriet i sig selv er uinteressant, udover at bilen naturligvis er sjælden. Det bemærkelsesværdige opstår, da manden tager bilen på en tur rundt i Beograds gader og søger biljagten med politiet, som han gang på gang vinder. Biltyven går efter at blive forfulgt, så han selvsikkert kan ryste politiet af sig, når de prøver at forfølge i deres – i sammenligning – latterlige politibiler. Det er en magtdemonstration.

Tyveriet af en sjælden bil og de voldsomme biljagter rundt i hovedstaden vækker én ting, som får historien til at udvikle sig: Folkelig appel. Den kække biltyv meddeler lokale radiostationer, hvornår han har tænkt sig at lege kispus med poltitiet, og befolkningen stimler sammen i hobetal for at se underholdningen.

Men det er mere end bare underholdning. Biljagterne er et symbol for det undertrykte folk, som gennem biltyven udlever deres længsel for et frit liv med retten til frimodighed. Dermed udvikler biljagterne sig til et politisk problem for det kommunistiske styre. En af filmens ‘øjenvidner’ mener endda, at det er sandsynligt, at Tito selv er blevet forelagt de hjemlige eskapader, mens han opholdt sig i Cuba.

Hvordan filmen ender skal jeg ikke afsløre. Men filmen er et fremragende eksempel på, hvordan enkeltstående, og i sig selv ubetydelige, begivenheder for et undertrykt folk kan udvikle sig til symboler på deres indre modstand mod deres ydre undertrykkelse. Fantomet blev han kaldt. Et navn som opstod på tilskuerpladserne, når han strøg gennem Beograd med politiet i hælene. Manden politiet ikke kunne fange og som tiltrak massevis af mennesker i vild jubel, når han gjorde nar af myndighederne.

The Belgrade Phantom er seværdig. Den er ikke nervepirrende fra start til slut, og den er heller ikke kontroversiel eller provokerende. Men den er en vigtig ihukommelse om det liv og det sindelag, som mange mennesker var pålagt, i de forfærdelige år kommunismen sad tungt på det meste af Europa. Og det er en smuk film om håb og drømme, der opstår ud af simple ting.

The Belgrade Phantom kan ses her: The Belgrade Phantom

Trailer:

Med udtalelser fra de seneste dage, har jeg efter ingen tiltro til, at hverken Obama eller Lene Espersen har nogen idé om, hvad kapitalisme er, desværre… Og når jeg siger kapitalisme, mener jeg strengt taget bare simpel mikroøkonomi.

Lene Espersen udtaler:

Det er ikke omkostningsfrit for de erhvervsdrivende at modtage betalinger via Betalingsservice, men de gebyrer, der pålægges forbrugerne, skal selvfølgelig ikke være større end de udgifter, virksomhederne rent faktisk har ved, at kunden benytter Betalingsservice. Virksomhederne skal ikke gøre dette til en pengemaskine

Jamen kære Lene, hvorfor egentlig ik’? Det er jo sådan set det, virksomheder går ud på. Må virksomheder så heller ikke tage mere end deres præcise omkostninger i produktionen? Og hvis Lene E. vil gribe ind overfor overpris på gebyrer, hvordan vil hun så håndtere de virksomheder, der lægger gebyret ind i prisen og ikke opkræver det særskilt?

Hvad Lene Espersen ikke synes at forstå er, at virksomheders mål er at blive pengemaskiner, og dermed genere stor omsætning med stor avance. Og virksomheder har brug for profit for at udvikle nye produkter, udvide deres produktionsapparat eller blot ruste sig til dårligere tider.

Selvom man er Præsident i USA, betyder det dog ikke, at man selv er væsentligt mere oppe på dupperne:

These are the very taxpayers who stood by America’s banks in a crisis, and now it’s time for our banks to stand by creditworthy small businesses and make the loans they need to open their doors, grow their operations and create new jobs

Obama tror tilsyneladende, at de her bankpakker fungerer på samme måde som når man låner en tyver af en kammerat (man giver den tilbage ved førstkommende lejlighed).  Hvis banker skal låne penge ud, skal flere ting være opfyldt: 1) De skal have penge at låne ud, 2) De skal tro på, at de kan få pengene igen, 3) De skal tro på, at deres eksisterende udlån kommer hjem igen og 4) Der skal være nogen at låne ud til.

Enkelte af punkterne lyder måske for åbenlyse til, at det overhovedet er værd at tage dem med. Men faktum er, at under den nuværende krise, er det blevet nødvendigt. For tiltrods for mange politikeres gode intentioner, ser situationen sådan ud: 1) Mange banker er ved at gå konkurs og har ganske enkelt ikke pengene, 2) Mange virksomheder og privatpersoner har dårlig økonomi, så bankerne tør ikke låne til dem, 3) Mange banker som ikke står på afgrundens rand har alligevel grund til bekymring, da nogen af deres debitorer muligvis har det svært, hvilket gør dem sårbare. 4) Mange virksomheder og private holder igen med investeringer og fokuserer på deres nuværende økonomi.

Med andre ord kan bankerne ikke bare låne ud, fordi Obama gerne vil have det. Og de fine redningspakker Obama (og Lene E.) har sat i verden, har ganske enkelt ikke hjulpet efter hensigten (Hate to say I told you so)

Markedet er ikke noget man styrer fra centralt politisk hold. Det er en symbiose af forbrugere og producenter, der automatisk fordeler de tilgængelige ressourcer imellem sig, så udbyttet bliver det, der tilfredsstiller alles behov bedst muligt.