Loading ...« Økonomiens mange ansigter | Main | Statens gældsloft hæves: teknisk ændring eller politisk manøvre? »
Anmeldelse: The Belgrade Phantom
By Hedegaard | January 31, 2010
September 1979, Jugoslavien. Kommunisten Tito har effektivt samlet landet under en stærk leder (læs: undertrykt enhver minoritet), og oprør mod autoriteterne er ikke populært. Men en biltyvs opvisninger i hovedstaden med en stjålen Porsche vækker så meget opmærksomhed, at der opstår både et politi- og magtmæssigt problem.
Så simpelt er plottet i filmen The Belgrade Phantom. Og det hele bliver kun endnu bedre af, at historien er sand – se en kort dokumentar om ‘Fantomet’ her. Filmen blander kommentarer fra førstehåndsvidner med fiktionel gengivelse af de oprindelige episoder, og den gør det godt.
Tito er i Cuba til topmøde med andre kommunister, og den undertrykte befolkning i den jugoslaviske hovedstad keder sig, mildest talt. Det tilnærmelsesvist organiserede socialliv og den stramme styring af landet har efterladt befolkningen i en apatisk hverdagstrance, hvor udskejelser og frimodig opførsel er særsyn. Men alt dette ændres, da en ung mand stjæler en Porsche 911 S Targa, som i datiden er et særdeles imponerende køretøj.
Tyveriet i sig selv er uinteressant, udover at bilen naturligvis er sjælden. Det bemærkelsesværdige opstår, da manden tager bilen på en tur rundt i Beograds gader og søger biljagten med politiet, som han gang på gang vinder. Biltyven går efter at blive forfulgt, så han selvsikkert kan ryste politiet af sig, når de prøver at forfølge i deres – i sammenligning – latterlige politibiler. Det er en magtdemonstration.
Tyveriet af en sjælden bil og de voldsomme biljagter rundt i hovedstaden vækker én ting, som får historien til at udvikle sig: Folkelig appel. Den kække biltyv meddeler lokale radiostationer, hvornår han har tænkt sig at lege kispus med poltitiet, og befolkningen stimler sammen i hobetal for at se underholdningen.
Men det er mere end bare underholdning. Biljagterne er et symbol for det undertrykte folk, som gennem biltyven udlever deres længsel for et frit liv med retten til frimodighed. Dermed udvikler biljagterne sig til et politisk problem for det kommunistiske styre. En af filmens ‘øjenvidner’ mener endda, at det er sandsynligt, at Tito selv er blevet forelagt de hjemlige eskapader, mens han opholdt sig i Cuba.
Hvordan filmen ender skal jeg ikke afsløre. Men filmen er et fremragende eksempel på, hvordan enkeltstående, og i sig selv ubetydelige, begivenheder for et undertrykt folk kan udvikle sig til symboler på deres indre modstand mod deres ydre undertrykkelse. Fantomet blev han kaldt. Et navn som opstod på tilskuerpladserne, når han strøg gennem Beograd med politiet i hælene. Manden politiet ikke kunne fange og som tiltrak massevis af mennesker i vild jubel, når han gjorde nar af myndighederne.
The Belgrade Phantom er seværdig. Den er ikke nervepirrende fra start til slut, og den er heller ikke kontroversiel eller provokerende. Men den er en vigtig ihukommelse om det liv og det sindelag, som mange mennesker var pålagt, i de forfærdelige år kommunismen sad tungt på det meste af Europa. Og det er en smuk film om håb og drømme, der opstår ud af simple ting.
The Belgrade Phantom kan ses her: The Belgrade Phantom
Trailer:
Topics: De lange, Personlig | No Comments »
