Loading ...Statens gældsloft hæves: teknisk ændring eller politisk manøvre?
By Hedegaard | February 5, 2010
Staten vil hæve sin grænsefor gældssættelse fra 950 milliarder til 2.000 milliarder. Med andre ord: Fra 950.000.000.000 til 2.000.000.000.000 (sic!). Med andre ord ønsker staten at have mulighed for at gældsætte sig for mere end BNP.
Børsen har, via Ritzau, bragt historien under overskriften ‘Staten tvinges til at hæve kassekreditten‘. Det er selvfølgelig noget pjat, men som altid skal man minde sig selv om, at et er skrevet af journalister. En profession der bruger tre år på at lære kommasætning, og ofte stadig ikke magter det, er ikke til at stole på til at viderebringe viden om noget som helst.
Jakob Hald, Afdelingschef i Finansministeriet udtaler:
Men det får ingen praktisk betydning for den økonomiske politik, der føres
For mig at se kan det betyde tre ting:
- At regeringen bare ville have brugt alle de penge, de nu engang gør, ligemeget om det ville give problemer for landets betalingsevne eller ej
- At Jakob Hald vrøvler
- At Jakob Hald reelt mener, at der ikke bliver brug for det ekstra råderum
Den tredje mulighed udelukkes af Halds forudgående kommentarer:
En højere grænse giver sikkerhed for, at man kan håndtere uforudsete ting. Det ville jo være skidt, hvis staten får brug for et lån og ikke kan optage det, fordi man ikke har fået reguleret grænsen.
Altså må Jakob Hald enten vrøvle eller også er regeringen håbløst uansvarlig – måske begge dele?
Når jeg siger, at Jakob Hald må vrøvle, så er det naturligvis, fordi regeringen nødvendigvis måtte ændre deres politik, såfremt man ikke ændrede lånemuligheder – forudsat, at regeringen ønsker at føre en ansvarlig økonomisk politik.
Det er også derfor denne historie burde have fået langt mere opmærksomhed i medierne, end tilfældet er. Men jeg har allerede kommenteret en smule på journalisters uduelighed, så hermed over ‘n out.
P.S.: USA har gjort det samme: $14,294,000,000,000.00
Topics: Kommentarer | 4 Comments »
Anmeldelse: The Belgrade Phantom
By Hedegaard | January 31, 2010
September 1979, Jugoslavien. Kommunisten Tito har effektivt samlet landet under en stærk leder (læs: undertrykt enhver minoritet), og oprør mod autoriteterne er ikke populært. Men en biltyvs opvisninger i hovedstaden med en stjålen Porsche vækker så meget opmærksomhed, at der opstår både et politi- og magtmæssigt problem.
Så simpelt er plottet i filmen The Belgrade Phantom. Og det hele bliver kun endnu bedre af, at historien er sand – se en kort dokumentar om ‘Fantomet’ her. Filmen blander kommentarer fra førstehåndsvidner med fiktionel gengivelse af de oprindelige episoder, og den gør det godt.
Tito er i Cuba til topmøde med andre kommunister, og den undertrykte befolkning i den jugoslaviske hovedstad keder sig, mildest talt. Det tilnærmelsesvist organiserede socialliv og den stramme styring af landet har efterladt befolkningen i en apatisk hverdagstrance, hvor udskejelser og frimodig opførsel er særsyn. Men alt dette ændres, da en ung mand stjæler en Porsche 911 S Targa, som i datiden er et særdeles imponerende køretøj.
Tyveriet i sig selv er uinteressant, udover at bilen naturligvis er sjælden. Det bemærkelsesværdige opstår, da manden tager bilen på en tur rundt i Beograds gader og søger biljagten med politiet, som han gang på gang vinder. Biltyven går efter at blive forfulgt, så han selvsikkert kan ryste politiet af sig, når de prøver at forfølge i deres – i sammenligning – latterlige politibiler. Det er en magtdemonstration.
Tyveriet af en sjælden bil og de voldsomme biljagter rundt i hovedstaden vækker én ting, som får historien til at udvikle sig: Folkelig appel. Den kække biltyv meddeler lokale radiostationer, hvornår han har tænkt sig at lege kispus med poltitiet, og befolkningen stimler sammen i hobetal for at se underholdningen.
Men det er mere end bare underholdning. Biljagterne er et symbol for det undertrykte folk, som gennem biltyven udlever deres længsel for et frit liv med retten til frimodighed. Dermed udvikler biljagterne sig til et politisk problem for det kommunistiske styre. En af filmens ‘øjenvidner’ mener endda, at det er sandsynligt, at Tito selv er blevet forelagt de hjemlige eskapader, mens han opholdt sig i Cuba.
Hvordan filmen ender skal jeg ikke afsløre. Men filmen er et fremragende eksempel på, hvordan enkeltstående, og i sig selv ubetydelige, begivenheder for et undertrykt folk kan udvikle sig til symboler på deres indre modstand mod deres ydre undertrykkelse. Fantomet blev han kaldt. Et navn som opstod på tilskuerpladserne, når han strøg gennem Beograd med politiet i hælene. Manden politiet ikke kunne fange og som tiltrak massevis af mennesker i vild jubel, når han gjorde nar af myndighederne.
The Belgrade Phantom er seværdig. Den er ikke nervepirrende fra start til slut, og den er heller ikke kontroversiel eller provokerende. Men den er en vigtig ihukommelse om det liv og det sindelag, som mange mennesker var pålagt, i de forfærdelige år kommunismen sad tungt på det meste af Europa. Og det er en smuk film om håb og drømme, der opstår ud af simple ting.
The Belgrade Phantom kan ses her: The Belgrade Phantom
Trailer:
Topics: De lange, Personlig | No Comments »
Økonomiens mange ansigter
By Hedegaard | January 16, 2010
Et skarpt hoved og en Twitter-profil vil lære de fleste økonomi på relativt kort tid. Se her hvordan.
De fleste tror, at økonomi handler om lange formler, matematik og indviklede symboler, som ingen forstår. Og hvis man vil læse økonomi på universitetet, så er det også rigtig nok. Men det er både fejlagtigt og en skam. Hvorfor det er fejlagtigt ligger udenfor denne post, men det er en skam, fordi det fratager mange glæden ved økonomi, som jeg ellers er overbevist om, at de ville have haft. Lad mig komme med et par eksempler.
Princeton definerer økonomi således(min oversættelse):
Det vil egentlig bare sige, at økonomi beskæftiger sig med, hvordan man skaber og fordeler noget – lige meget om det er fysiske ting, såsom sko, et møbel eller et hus eller om det er tjenester såsom flyttehjælp, økonomiske udregninger eller psykologsamtaler.
Men man må ikke glemme præmissen. Grunden til, at alt dette er nødvendigt er, at vi lever med det forhold, som økonomer kalder ‘knappe ressourcer’. Det betyder, at vi ikke alle sammen kan få alt det vi gerne vil have på en gang. Med fare for at støde de mere religiøse typer, så er der også knappe ressourcer selv i paradisets have: To mand kan ikke opholde sig på samme sted på en gang.
Økonomi går altså ud på, hvordan vi bruger de begrænsede midler vi har. Med de simple oplysninger er det nemt at lave en økonomisk analyse af hverdagens begivenheder. Og hvad har det så med Twitter at gøre? Følgende:
Ovenstående er fra en Twitterprofil, hvor en far taler til sin søn, som vi også ved, at han bor sammen med. Der er tydeligvis noget, der skal fordeles, nemlig farens tid. Farens tid er altså en knap ressource, der er kun 24t i døgnet. De mulige fordelinger af farens tid er at bruge tid på at høre sønnen ævle løs eller at have et stille øjeblik. Resten vil være tankeeksperiment fra min side, men årsagen til, at faren vælger ro fremfor at snakke med sin søn kunne f.eks. have følgende forklaring:
1. Faren har nem adgang til sin søn og derfor er det at snakke med sønnen nemt tilgængelig relativt til ro. Faren vil altså altid nemt kunne få tilfredsstillet sit behov for samvær med sønnen, selvom dette måske er større end behovet for ro, hvorimod ro altid vil være efterspurgt af faren.
2. Faren har haft en meget hård dag, hvilket gør, at efterspørgslen på ro stiger.
Der kan sikkert også være andre forklaringer, men pointen er, at faren handler rationelt i forhold til de givne forhold og den viden han har. Men kunne man måske argumentere for, at faren bør bruge tid på sønnen i stedet?
Ja, men det ville kræve et ekstra forhold. Hvis vi forestiller os, at sønnen ovenpå faren afvisning ville være mindre tilbøjelig til at tilbringe tid sammen med faren, hvilket ville gøre det sværere for faren at tilfredsstille behovet for samvær med sønnen fremover. I så fald ville ‘prisen’ for ro stige.
Ovenstående kan for økonomer formuleres matematisk – hvadend man synes det giver mening eller ej. Men det er faktisk først her, at mange står af. Resten handler om simple ræsonnering, som de fleste er i stand til. Desværre glemmer mange økonomer denne øvelse og hopper direkte, og hvoedløst, ud i formlerne.
Topics: De lange, Økonomiske lektioner | 2 Comments »
Om politik og moral
By Hedegaard | November 10, 2009
Jeg holdt tidligere på året en tale om, hvorfor moral og politik hænger sammen. Indrømmet, jeg burde nok have skrevet talen på forhånd, så jeg ikke bare fandt på det hen af vejen. Men når jeg nu har dårlig tid for tiden, får I lige de gyldne dråber her.
Topics: Kommentarer | 2 Comments »
Pirateri er det nye sort?
By Hedegaard | November 7, 2009
Internet pirater er i nogen kredse yderst forhadte. I andre bliver de næsten hyldet som helte.
Ligemeget hvad, så er faktum, at piraterne vinder. Anti-piratgruppen kan ikke stoppe en bevægelse, der bygger på en så flad struktur som pirateri gør. Og det er glædeligt. Det er glædeligt, fordi det viser, at ingen kan stoppe vidensdeling over internettet.
Internettet er en ‘friheds-facilitator’. Det er systemundergravende. Det er smukt!
(Ville have skrevet et langt indlæg, men har ikke tid)
Topics: Kommentarer | 2 Comments »
Solidaritet
By Hedegaard | October 31, 2009
Skal man partou være ræve-rød for at være solidarisk, og hvad er borgerlig solidaritet?
Topics: Kommentarer | Comments Off
CEPOS Universitet, en anbefaling
By Hedegaard | October 28, 2009
Ansøgningsfristen for CEPOS Universitet er 1. december. Hvis du er bare en lille smule interesseret i politik, økonomi og /eller filosofi, så skal du helt klart tage afsted.
Lad mig give ordet til en tidligere studerende, Salvius Mikael Abdolla:
CEPOS Universitet er en unik mulighed for alle med en kritisk sans overfor den aktuelle samfundsdebat. Der undervises og debatteres i så bred en vifte af emner, at man uanset politisk standpunkt får utrolig meget ud af kurserne. Samtidig tages der fat i emner som kun sjældent eller aldrig diskuteres i medierne. Man får sat diskussionerne om velfærd, skat og penge i et helt andet perspektiv end man er vant til fra sit studie. Det er forfriskende og det er med til at uddanne dig som debattør. Det vigtigste udbytte fra CEPOS Uni er dog muligheden for at netværke med andre ambitiøse unge studerende.
Jeg har selv fået æren af at have Salvius, og mange andre, i mit netværk af ambitiøse mennesker, som jeg kan spare med politisk, professionelt og personligt.
En anbefaling om at søge optagelse er hermed givet videre.
Link: Cepos Universitet
Topics: Kommentarer, Personlig | 1 Comment »
Catch 22: Terror får staten til at vokse
By Hedegaard | October 28, 2009
Efter forhindringen af terrorplaner mod Danmark er flere politikere nu klar til at stramme terrorloven. Hvordan giver det overhovedet mening?
Det korte svar er: Det gør det ikke. Det lange svar er lidt mere interessant.
Men lad mig starte et andet sted. Catch-22 er navnet på en bog, og bogen har lagt navn til et paradoks. Forestil dig, at du er engelsk pilot under Anden Verdenskrig. Dødraten for disse var enorm, og det vidste piloterne godt. Den eneste måde, du kan blive fritaget for tjeneste på er dog, hvis du kan gå hen til psykologen og blive erklæret sindsyg. Problemet er dog, at det at sætte sig op i en flyver, hvor man næsten går den visse død i møde, er i sig selv sindsygt. Går du ned til psykologen og beder om fritagelse, foretager du altså en fornuftig handling og udviser det modsatte af sindsyge. Konklusion: Du flyver ligemeget hvad, og det er paradokset i catch-22.
Tilbage til terrorloven.
Den politiske logik foreskriver – åbenbart – at et vellykket projekt skal have flere penge. Således skal terrorbekæmpelsen have flere penge, fordi det rent faktisk lader til at have virket.
Forestil dig nu, at du er chef for PET, go du skal rapportere for politikerne om PET’s indsats og hvad der skal ske fremover. Hvis du rapporterer, at alt er i den skønneste orden og at I fanger terrorister selv i forkostpauserne, så får du flere penge. Men rapporterer du, at alt går rigtigt skidt, og du derfor bliver nødt til at bede om flere penge, får du det også, da politikerne jo nødig vil virke uansvarlige.
Her er et nyt paradoks: Hvordan kan den danske stat blive mindre, når den allerede forsørger over halvdelen af befolkningen og politikerne vil give penge til projekter ligemeget hvordan de går?
Topics: Kommentarer | Comments Off
Der er skøre de russere vol. 2
By Hedegaard | October 27, 2009
Jeps, russerne er virkelig skøre. En artikel fra NY Times beskriver, hvordan russerne hvert år søger ud i skovene og spiser svampe, hvorefter nogen af dem bliver så påvirkede, at de ikke kan finde hjem.
Earlier this month, a sodden and unshaven man emerged from the woods near the southern Russian village of Goryachy Klyuch, telling rescuers he spent three nights perched in trees to get away from jackals.
Og her hjemme bruger vi kræfter på, om man må tænde en smøg eller drikke over 5 øl… JESUS!
Topics: Kommentarer | Comments Off
Obama, Lene Espersen og den drilske kapitalisme
By Hedegaard | October 25, 2009
Politikere har trang til regulering, ingen tvivl om det. De vil vise, at de gør noget, at de handler, at vi kan regne med dem. Spørgsmålet er, hvad det egentlig er, vi kan regne med?
Med udtalelser fra de seneste dage, har jeg efter ingen tiltro til, at hverken Obama eller Lene Espersen har nogen idé om, hvad kapitalisme er, desværre… Og når jeg siger kapitalisme, mener jeg strengt taget bare simpel mikroøkonomi.
Det er ikke omkostningsfrit for de erhvervsdrivende at modtage betalinger via Betalingsservice, men de gebyrer, der pålægges forbrugerne, skal selvfølgelig ikke være større end de udgifter, virksomhederne rent faktisk har ved, at kunden benytter Betalingsservice. Virksomhederne skal ikke gøre dette til en pengemaskine
Jamen kære Lene, hvorfor egentlig ik’? Det er jo sådan set det, virksomheder går ud på. Må virksomheder så heller ikke tage mere end deres præcise omkostninger i produktionen? Og hvis Lene E. vil gribe ind overfor overpris på gebyrer, hvordan vil hun så håndtere de virksomheder, der lægger gebyret ind i prisen og ikke opkræver det særskilt?
Hvad Lene Espersen ikke synes at forstå er, at virksomheders mål er at blive pengemaskiner, og dermed genere stor omsætning med stor avance. Og virksomheder har brug for profit for at udvikle nye produkter, udvide deres produktionsapparat eller blot ruste sig til dårligere tider.
Selvom man er Præsident i USA, betyder det dog ikke, at man selv er væsentligt mere oppe på dupperne:
Obama tror tilsyneladende, at de her bankpakker fungerer på samme måde som når man låner en tyver af en kammerat (man giver den tilbage ved førstkommende lejlighed). Hvis banker skal låne penge ud, skal flere ting være opfyldt: 1) De skal have penge at låne ud, 2) De skal tro på, at de kan få pengene igen, 3) De skal tro på, at deres eksisterende udlån kommer hjem igen og 4) Der skal være nogen at låne ud til.
Enkelte af punkterne lyder måske for åbenlyse til, at det overhovedet er værd at tage dem med. Men faktum er, at under den nuværende krise, er det blevet nødvendigt. For tiltrods for mange politikeres gode intentioner, ser situationen sådan ud: 1) Mange banker er ved at gå konkurs og har ganske enkelt ikke pengene, 2) Mange virksomheder og privatpersoner har dårlig økonomi, så bankerne tør ikke låne til dem, 3) Mange banker som ikke står på afgrundens rand har alligevel grund til bekymring, da nogen af deres debitorer muligvis har det svært, hvilket gør dem sårbare. 4) Mange virksomheder og private holder igen med investeringer og fokuserer på deres nuværende økonomi.
Med andre ord kan bankerne ikke bare låne ud, fordi Obama gerne vil have det. Og de fine redningspakker Obama (og Lene E.) har sat i verden, har ganske enkelt ikke hjulpet efter hensigten (Hate to say I told you so)
Markedet er ikke noget man styrer fra centralt politisk hold. Det er en symbiose af forbrugere og producenter, der automatisk fordeler de tilgængelige ressourcer imellem sig, så udbyttet bliver det, der tilfredsstiller alles behov bedst muligt.
Topics: De lange | Comments Off
« Previous Entries
